Tak for det, og tak for den gode modtagelse af lovforslaget.
Jeg vil sige, at jeg også blev rigtig glad, da jeg læste høringssvarene, fordi der jo er bred enighed om, at det her er et vigtigt og et rigtigt forslag, altså helt konkret at kunne sende påmindelser til travle børneforældre ved manglende vaccinationer.
Enhedslistens ordfører kan huske sin vaccination, jeg kan ikke selv huske, da jeg blev vaccineret, men jeg står midt i det her med mine egne børn, og jeg kan sige, at det kan være en praktisk udfordring midt i arbejde, indkøb og tøjvask og børneopdragelse og det hele og så også at huske, hvornår det nu er, man skal få bestilt tid til vaccinationerne.
Så det her er en hjælpende hånd.
Det er nok rigtig vigtigt at få sagt det, som også høringssvarene giver udtryk for man synes er rigtig positivt, nemlig at vi gør det så klart, at det er et tilbud, man får.
Der er altså ikke tale om vaccinationstvang i Danmark.
Det er forældrenes valg.
Men det er klart, at jeg som sundhedsminister også gerne vil bruge lejligheden til at sige, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at der er en høj grad af opbakning til vores vaccinationsprogram.
Vi har jo et vaccinationsprogram med gratis børnevaccine, fordi der er nogle sygdomme, som det også som beskrevet af Dansk Folkeparti kan være meget farligt for små børn af blive ramt af, og nogle sygdomme, som vi faktisk globalt har en forståelse af at vi gerne vil helt til livs, og der er vaccinationsprogrammerne altså en måde til at sørge for, at smitten ikke spredes.
Når vi kigger på det internationalt, kan vi jo se, at Danmark har en lavere tilslutning til børnevaccinationsprogrammet end de lande, vi normalt sammenligner os med, og at vi ligger på under 90 pct., og det er stort set ikke tilfældet for nogen andre lande at have så lav en opbakning.
Det er jo et problem.
Jo lavere opbakningen er, jo dårligere er beskyttelsen også af børn og unge, og jo mere risikerer man, at sygdomme bliver spredt.
Det er ikke bare sådan, at tallet er lavere for Danmark end for de lande, vi sammenligner os med.
Noget af det, vi ved, og som Enhedslistens ordfører, SF's ordfører og andre ordførere også var inde på, er, at der også er en social slagside i, hvem der så benytter sig af vaccinationsprogrammet, og hvem der ikke gør det.
Og jeg kan sige, at man kunne optrykke mange spændende tal på det, men et meget sigende tal, som også står i bemærkningerne til lovforslaget, er, at tilslutningen i Allerød, når barnet er 4 år, til den MFR-vaccination, der gives der, er på 84 pct.
– i Ishøj relativt få kilometer derfra er den på 71 pct.
Det siger noget om, at der også er en ulighed, med hensyn til om børnene er beskyttet, som følger nogle sociale faktorer, og jeg mener, at vi som samfund skal gøre, hvad vi kan, for at sikre, at alle børn har de samme muligheder i livet.
Det handler også om at have de samme muligheder for at undgå sygdomme, der kan være alvorlige og truende, og undgå smitte.
Så jeg kvitterer for opbakningen til lovforslaget og den positive modtagelse.
Og selv om beløbet ikke er det største i verden, mener jeg, at det er et vigtigt forslag.
Jeg tror, det vil gøre en stor forskel for rigtig mange børnefamilier i det her land fremover at få en hjælpende hånd og en venlig påmindelse, når de små skal have deres vaccination.
Så tak for det.