Fremsat den 4. april 2014 af Peter Skaarup
(DF), Pia Adelsteen (DF), Dennis Flydtkjær (DF),
Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Pernille Skipper (EL) og
Finn Sørensen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ansattes mulighed for fuld erstatning,
når de har været udsat for vold på arbejdet
Folketinget pålægger regeringen at
udarbejde en rapport om forskellige løsningsmodeller, der
imødekommer ansattes mulighed for at få erstatning,
når de har været udsat for vold på arbejdet. I
forbindelse med udarbejdelsen af rapporten anmodes regeringen om at
inddrage relevante eksperter og interesseorganisationer.
Bemærkninger til forslaget
Dagligt udsættes offentligt og privat
ansatte for vold og udadreagerende adfærd fra borgere i
forbindelse med deres arbejde. En del af volden mod de ansatte
forårsages af borgere med psykiske
funktionsnedsættelser, sindslidende og borgere med sociale
problemer. Denne gruppe reagerer indimellem med vold eller anden
udadreagerende udtryksform, når de kommer i en situation, som
de ikke er i stand til at overskue.
Ifølge en undersøgelse fra Det
Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2012:
Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2012, udsættes 37
procent af socialpædagogerne, 33 procent af social- og
sundhedsassistenterne, 25 procent af portørerne og 11
procent af sygeplejerskerne for vold.
Ud over ødelagt tøj (som ikke
erstattes i henhold til gældende lov) får de ansatte i
langt de fleste tilfælde ikke varige følger af skaden,
og sygefraværet er begrænset. Men der er en del af de
ansatte, som får varige følger; har en længere
periode med sygefravær, og desværre også ansatte,
som ikke længere er i stand til at fortsætte deres
arbejde. Og for disse ansatte har skaden den følge, at de
risikerer et større økonomisk tab.
Arbejdsskadesikringsloven (LBK nr. 278 af 14.
marts 2013) kompenserer den skadelidte med godtgørelse for
varigt men, dækning af udgifter til behandling og medicin og
erstatning for tab af erhvervsevne; men dækker ikke
godtgørelse for svie og smerte eller tabt
arbejdsfortjeneste. Det er heller ikke muligt at få
refunderet udgifter til ødelagt tøj.
Hvis skadelidte skal have dækket disse
krav, er denne henvist til at søge det resterende krav
dækket i henhold til erstatningsansvarslovens regler (LBK nr.
266 af 21. marts 2014).
Der er ingen regler om, at borgeren eller
arbejdspladsen skal have en ansvarsforsikring, der dækker
borgerens ansvarspådragende adfærd mod de ansatte. Det
er således op til den enkelte borger eller arbejdsplads at
tage initiativ til at tegne en forsikring.
En kommune kan imidlertid ikke tegne en
ansvarsforsikring for borgere, som er visiteret til tilbud efter
servicelovens bestemmelser, da dette vil være i strid med
kommunalfuldmagten, jf. svar fra økonomi- og
indenrigsministeren den 22. marts 2013 til Folketingets Retsudvalg
(folketingsåret 2012-13, REU alm. del - svar på spm.
617).
De manglende eller uklare regler på
området betyder, at medarbejderne i de tilfælde, hvor
der ikke er nogen ansvarsforsikring, er henvist til at føre
en civil retssag mod den skadevoldende borger. En civil retssag er
imidlertid en uacceptabel løsning i forhold til de borgere,
som i forvejen tilhører en udsat og sårbar gruppe.
Mange af de borgere, som begår volden, er udadreagerende og
kan ikke overskue konsekvensen af deres handlinger. Derudover
stilles medarbejderne i et etisk dilemma, da de er ansat til at
drage omsorg for og yde støtte til den borger, som
sagsøges. Det udfordrer relationen mellem medarbejderen og
borgeren. Det kan blive problematisk at samarbejde om borgerens
udvikling og støtten til og omsorg for borgeren, både
i forhold til borgeren, de pårørende og
kollegerne.
Der vil være en mulighed for at
løse problemstillingerne, hvis arbejdsgiverne fik en udvidet
erhvervsforsikring, som dækkede følgerne af
skadevoldende adfærd begået mod de ansatte. Den model
er kendt fra det private område (private opholdssteder og
private børnehaver).
Problemstillingen kan i vid udstrækning
også løses, ved at der bliver en pligt til at tegne
ansvarsforsikring i forhold til borgere, som kommunerne og
regionerne ifølge loven har pligt til at drage omsorg
for.
Hvis en voldsepisode er af en sådan
karakter, at der er grundlag for en straffesag mod borgeren, og
borgeren idømmes en straf/foranstaltning, er der mulighed
for at ansøge om erstatning hos Erstatningsnævnet.
Desværre giver offererstatningsloven (LBK nr. 688 af 28. juni
2004) ikke vide muligheder for at give erstatning til de
pågældende offentligt ansatte, hvilket fremgår af
flere afgørelser i Erstatningsnævnet. Og selv med en
ændring af bestemmelserne i en forbedret retning, som
bør være omfattet af den rapport, der foreslås,
vil mange sager slet ikke blive forelagt Erstatningsnævnet,
fordi der ligesom i dag ikke vil ske en politianmeldelse.
Der er således brug for, at regeringen
mere generelt får udformet et beslutningsgrundlag, der sikrer
de mange offentligt ansatte, som udsættes for udadreagerende
adfærd, en værdig og rimelig behandling. Det vil
tillige have den sidegevinst, at den ansatte kommer hurtigere
på fode igen fysisk og psykisk efter det, den
pågældende har været udsat for, og på den
baggrund kommer hurtigere tilbage i arbejde. Det vil spare
samfundet for ressourcer og give forbedret livskvalitet for de
ansatte.
Efter beslutningsforslaget anmodes regeringen
om at inddrage relevante eksperter og interesseorganisationer i
arbejdet med udarbejdelse af rapporten. Relevante i den
sammenhæng kunne være:
- Advokatfirmaet
Elmer & Partnere
-
Alzheimerforeningen
- DA
- Danske
Regioner
-
Erstatningsnævnet
- FOA
- Forsikring &
Pension
- FTF
- KL
- Landsforeningen
LEV
- Rigsadvokaten
- Rigspolitiet
- SIND
-
Socialpædagogernes Landsforbund.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ansattes mulighed for fuld erstatning, når de har været
udsat for vold på arbejdet.
(Beslutningsforslag nr. B 99)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.