Fremsat den 8. oktober 2013 af Mike
Legarth (KF), Lars Barfoed (KF) og Brian Mikkelsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at fastfryse grundskylden på
2013-niveau
Regeringen pålægges inden udgangen
af 2013 at fremsætte lovforslag, som med forbehold for
ændringer i de kommunale grundskyldssatser fastfryser
grundskylden på dens niveau i 2013, således at der
herefter alene sker inflationsregulering.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en lidt revideret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 83 fra
Folketingsåret 2011-12. Der henvises til Folketingstidende
2011-12, A, B 83 som fremsat, side 1ff, F, møde 84 side 46
ff, B, side 1 ff, og F, møde 97 side 79.
Når stigningerne i grundskylden som
følge af bl.a. de seneste ejendomsvurderinger fra SKAT
slår fuldt ud igennem, vil de kommunale boligskatter stige
med eksempelvis 7.200 kr. om året for et gennemsnitshus i
Rødovre, 55.400 kr. på Frederiksberg, 11.900 kr. i
København og 4.200 kr. i Aarhus, jf. beregninger fra bl.a.
Danske Bank den 13. juni 2013.
Det Konservative Folkeparti mener, at
grundskylden bør fryses fast på sit niveau for 2013,
så denne voldsomme stigning i ejendomsskatterne undgås.
For det er af afgørende betydning for danskernes mulighed
for at planlægge egen tilværelse og forvalte både
fritid og arbejdsliv, at der grundlæggende står ro om
deres økonomiske forhold. Og for de danske familier er det
af stor vigtighed at have mulighed for at have et hjem, der lader
familielivet hænge sammen, og at der er mulighed for at
sælge ens bolig og købe en ny, når det af hensyn
til skolegang, arbejdsliv eller familieforhold i øvrigt
måtte være påkrævet. Og stigende
boligskatter vil kun gøre det sværere at sælge
ens bolig og dermed have den fornødne fleksibilitet og
frihed.
Det er samtidig nødvendigt for
væksten i den samlede danske økonomi, at der ikke
alene er gang i eksporten, men også i det private forbrug. En
af forudsætningerne for et passende niveau for det samlede
privatforbrug er, at danskerne har tillid til deres
økonomiske situation, ligesom boligmarkedet er vigtigt for
samfundsøkonomien, fordi bolighandler øger
efterspørgslen på håndværkere,
møbler, flyttemænd og en række andre ydelser.
Men højere boligskatter gør det endnu
sværere at sælge boliger. Endnu flere vil
blive låst fast, og endnu færre vil have mod på
at investere i ny bolig. Med en fastfrysning af grundskylden vil
danskerne derimod i højere grad turde handle bolig.
Også af den grund er det vigtigt, at boligskatterne
holdes i ro.
Det Konservative Folkeparti bemærker
endvidere, at det for mange kommuner vil være overordentlig
vanskeligt at holde boligejerne skadesløse ved at
sænke grundskyldspromillen. Det kommunale tilskuds- og
udligningssystem fungerer nemlig sådan, at de øgede
indtægter fra stigende ejendomsvurderinger i vidt omfang ikke
tilfalder den enkelte kommunekasse. Men alligevel skal kommunerne
bære provenutabet ved en promillesænkning. Derfor er et
nationalt skattestop for grundskylden, som ikke belaster de enkelte
kommuner, påkrævet.
Det Konservative Folkeparti er af den
opfattelse, at skattetrykket i Danmark, som er det højeste i
OECD, er for højt. Det fjerner en del af borgernes frihed og
individuelle ansvar, og det går ud over virksomhedernes
muligheder for at generere arbejdspladser og velstand i det hele
taget. En fastfrysning af boligskatterne skal således ikke
ses som en modsætning til lettelser i skatten på
arbejde, men som et supplement hertil.
Endelig bemærker Det Konservative
Folkeparti, at forslaget naturligvis ikke må være til
hinder for, at der sker en korrektion af de ejendomsvurderinger,
der har været foretaget forkert af SKAT, jf. Rigsrevisionens
nylige kritik. Fastfrysningen skal naturligvis ske med udgangspunkt
i de korrekte værdier.
En inflationsregulering vil ikke i sig selv
udgøre noget provenutab for stat eller kommuner, men i
forhold til eksisterende planer for en samlet dansk økonomi
i balance i 2020 vurderes forslaget at medføre et
mindreprovenu, der beløber sig til 6,7 mia. kr. årligt
i 2020, som bør finansieres af en tilsvarende lavere
stigning i det offentlige forbrug.
Skriftlig fremsættelse
Mike Legarth
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
fastfryse grundskylden på 2013-niveau.
(Beslutningsforslag nr. B 9)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.