Fremsat den 1. april 2014 af Stine Brix
(EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om behandling af transpersoner
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre
transpersoners ret til selv at vælge behandling og
behandlingssted, herunder at bryde Sexologisk Kliniks monopol
på at tilbyde udredning og behandling.
Bemærkninger til forslaget
Regeringen har for nylig offentliggjort, at
man ønsker at ændre lovgivningen, således at det
bliver muligt at skifte køn juridisk uden forudgående
kastration. Dette anser Enhedslisten for at være et vigtigt
og positivt skridt for transpersoners rettigheder i Danmark.
Et andet og mindst lige så
væsentligt element i forhold til at sikre
menneskerettighederne for transpersoner i Danmark omhandler bedre
adgang til behandling i sundhedsvæsenet. Formålet med
dette beslutningsforslag er derfor at følge op på
muligheden for juridisk kønsskifte med bedre mulighed for
behandling for transpersoner. Forslaget er også en
imødekommelse af den kritik, som udtrykkes i Amnesty
Internationals rapport om transkønnedes vilkår i
Danmark, »The State decides who I am«, udgivet i
februar 2014 (jf. SUU alm. del - bilag 263).
Ifølge specialeplanen er behandling af
transpersoner karakteriseret som en højt specialiseret
funktion, og denne funktion varetages af Sexologisk Klinik ved
Rigshospitalet. Klinikken har i dag kompetence til at udrede
transpersoner og vurdere, om kønskorrigerende behandling kan
iværksættes, eller om ønsket om behandling skal
afslås. Således afviser klinikken hvert år
patienter, som klinikken vurderer, ikke vil have gavn af
behandling.
I Amnesty Internationals rapport udgivet i
februar 2014 om transkønnedes vilkår i Danmark
kritiseres sundhedsvæsenets behandling af transpersoner. Det
gælder især Sexologisk Kliniks behandlingsformer og
psykiatriseringen af transpersoner, som mange patienter beskriver
som krænkende. Men det gælder også adgangen til
behandling, som er vanskelig, når der kun eksisterer
ét behandlingssted i landet. Kritikken bakkes op af
interesseorganisationen LGBT Danmark, landsforeningen for
bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT
Danmark).
I øjeblikket tillader Sundhedsstyrelsen
foruden Sexologisk Klinik enkelte speciallæger og psykologer
at behandle transpersoner, typisk i form af udredning og
hormonbehandling. Der har tidligere også været
udført mindre komplicerede operationer som f.eks. mastektomi
uden for Sexologisk Klinik. Ifølge disse
sundhedsprofessionelle behandler de flere transpersoner end
Sexologisk Klinik. I november 2012 annoncerede Sundhedsstyrelsen,
at man arbejdede på en vejledning, der skulle præcisere
kravene til udredning og behandling på dette område.
Vejledningen er dog ikke offentliggjort endnu. Det er således
uafklaret, hvad der skal ske fremover på dette
område.
Enhedslisten ønsker med dette
beslutningsforslagforslag at sikre, at transpersoner kan
søge behandling hos speciallæger uden for Sexologisk
Klinik. Psykologer og relevante speciallæger skal kunne
foretage udredning og varetage de mindre specialiserede dele af
behandlingen af transpersoner i overensstemmelse med den praksis,
der allerede findes i dag vedrørende udredning og
hormonbehandling. Det bør samtidig vurderes, om kompetencen
til at foretage mastektomier også findes andre steder end ved
Sexologisk Klinik, og om udredningsforløb ved
privatpraktiserende psykolog og hormonbehandling ved
gynækolog kan suppleres af henvisning til mastektomi. Endelig
bør det overvejes, om mere specialiseret kirurgisk
behandling i stedet for udelukkende at finde sted ved Sexologisk
Klinik også skal indgå i et nordisk samarbejde,
således at det er muligt at hæve kvaliteten på
dette område.
Skriftlig fremsættelse
Stine Brix
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
behandling af transpersoner.
(Beslutningsforslag nr. B 85)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.