B 81 Forslag til beslutningsbeslutning om skærpelse af reglerne ved overtrædelse af indrejseforbud.

Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2013-14
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-04-2014

Fremsat den 1. april 2014 af Peter Skaarup (DF), Pia Adelsteen DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF)

20131_b81_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. april 2014 af Peter Skaarup (DF), Pia Adelsteen DF), Kim Christiansen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF) og Dennis Flydtkjær (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpelse af reglerne ved overtrædelse af indrejseforbud

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2014 at fremsætte lovforslag med henblik på at skærpe reglerne for personer, der overtræder deres indrejseforbud og uberettiget rejser tilbage til Danmark, således at der ved overtrædelser af indrejseforbuddet anden gang som minimum gives fængselsstraf på 1 år.

Bemærkninger til forslaget

Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, at antallet af udviste kriminelle udlændinge, som trodser et indrejseforbud ved at rejse tilbage til Danmark, er steget markant fra 171 personer i 2007 til 410 personer i 2012. Antallet af udviste kriminelle udlændinge, der overtræder et forbud mod at rejse ind i Danmark, er således fordoblet i 2012 sammenlignet med antallet i 2007. Tallene viser også, at et stigende antal udenlandske kriminelle, der har et indrejseforbud, tager tilbage til Danmark og begår nye lovovertrædelser. Desuden er det ofte de samme udviste kriminelle udlændinge, der bryder indrejseforbuddet. (»Udviste begår nye forbrydelser i Danmark«, Ekstra Bladet, den 20. januar 2013, »Eksplosiv: Kriminelle udlændinge blæser på udvisningsdomme«, Ekstra Bladet, den 22. januar 2013, »Udvist for tredje gang«, Ekstra Bladet, den 23. januar 2013.)

Danmarks deltagelse i Schengensamarbejdet gør det vanskeligt for Danmark at øge grænsekontrollen for at stoppe de udviste kriminelle udlændinge. Derfor er der efter forslagsstillernes opfattelse i stedet for behov for at skærpe straffen for overtrædelse af indrejseforbuddet for at imødegå det stigende problem.

Efter seneste skærpelse af reglerne i henholdsvis 2009 og 2011 er der i dag mulighed for op til 3 års fængsel. I praksis bliver der dog ofte givet meget kortere straffe, typisk bøde eller få måneders fængsel selv ved gentagne overtrædelser af indrejseforbuddet. En nærmere gennemgang af trykt domspraksis, efter de skærpede regler trådte i kraft, fremgår af justitsministerens svar på UUI alm. del - spørgsmål 350 (folketingsåret 2012-13). Heraf fremgår, at på trods af at der er tale om adskillige gentagne overtrædelser af indrejseforbuddet, er strafudmålingen ikke i nærheden af strafmaksima.

Forslagsstillerne finder således ikke, at de nuværende regler er tilstrækkelig effektive til at imødegå det stigende problem med udenlandske kriminelle med indrejseforbud, der rejser tilbage til Danmark og begår ny kriminalitet.

Forslaget vil kunne finansieres med de midler, der bliver frigjort ved at overføre flere udlændinge til afsoning i hjemlandet som foreslået i beslutningsforslag nr. B 11, folketingsåret 2013-14, om indgåelse af aftaler, der skal bidrage til effektiv udmøntning af afsoning i hjemlandet og til tættere samarbejde om efterforskning og kriminalitetsforebyggelse.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af reglerne ved overtrædelse af indrejseforbud.

(Beslutningsforslag nr. B 81)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.