Fremsat den 28. marts 2014 af Alex
Ahrendtsen (DF), Michael Aastrup Jensen (V) og Lars Barfoed
(KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om sikring af den fortsatte drift og udvikling af
danskernes digitale ordbog ordnet.dk
Folketinget pålægger regeringen at
bidrage til den fortsatte drift og udvikling af danskernes digitale
ordbog ordnet.dk ved at fortsætte med at yde økonomisk
tilskud til ordbogen.
Bemærkninger til forslaget
Siden 2004 har Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab arbejdet på den største kilde til en
nutidig forståelse af det danske sprog: ordnet.dk. Ordnet.dk
er med sine mere end 50.000 daglige brugere blandt de
største danske hjemmesider inden for det kulturelle
område og er en af danskernes foretrukne kilder til sproglig
førstehjælp, uanset om man har dansk som sit
modersmål eller som andetsprog. Ordnet.dk har hidtil
været finansieret i et samarbejde mellem Carlsbergfondet og
Kulturministeriet. Kulturministeriet har således siden 2004
ydet et årligt tilskud til ordnet.dk fra tipsmidlerne, men
Kulturministeriet har nu besluttet at indstille støtten.
Dermed er ordnet.dk lukningstruet, men er blevet reddet af
Carlsbergfondet, som ekstraordinært har besluttet at skyde 1
mio. kr. i ordbogen i 2014. Den ekstraordinære bevilling fra
Carlsbergfondet er imidlertid ikke nok til at sikre den fortsatte
eksistens af ordnet.dk, og derfor bør Kulturministeriet
fortsat prioritere at indgå i en samfinansiering af ordnet.dk
med minimum 1,2 mio. kr. årligt i tilskud. Pengene skal komme
fra tipsmidlerne.
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen
(DF)
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
sikring af den fortsatte drift og udvikling af danskernes digitale
ordbog ordnet.dk
(Beslutningsforslag nr. B 74)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.