Fremsat den 28. marts 2014 af Martin
Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen
(DF), Christian? ?Langballe? ?(DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om EU-borgeres medvirken til dokumentation af
lovligt ophold i Danmark
Folketinget pålægger regeringen
snarest og inden udgangen af 2014 at fremsætte lovforslag med
henblik på at ændre relevante regler, således at
det ikke er myndighederne, der egenhændigt skal løfte
bevisbyrden for en EU-borgers lovlige ophold i Danmark. Derimod
skal en EU-borger medvirke aktivt til at dokumentere sit lovlige
ophold. Såfremt denne medvirkningspligt ikke iagttages, skal
retsvirkningen heraf være administrativ udvisning af
Danmark.
Bemærkninger til forslaget
I Danmark har vi især i de seneste
år oplevet et stigende problem med udenlandske
hjemløse EU-borgere, der tager ophold i Danmark i
længere perioder. Optællinger af udenlandske
hjemløse, som fonden projekt UDENFOR har foretaget, viser,
at der minimum er 200 udenlandske hjemløse i
København hver dag, ligesom en optælling fra Teknik-
og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune viste, at
der i juni 2013 sov ca. 150 udenlandske hjemløse i
Københavns parker hver nat. Hjemløseorganisationerne
vurderer, at omkring 500 udenlandske hjemløse de seneste
vintre har opholdt sig i København, mens et mindre antal har
fordelt sig i provinsen. (»Mystik om herbergspladser til
udenlandske hjemløse«, Kristeligt Dagblad den 20.
december 2013).
Tredjelandsborgere uden midler til ophold kan
som udgangspunkt udvises af landet. Derimod har man som EU-borger
ret til at opholde sig i Danmark i op til 3 måneder efter
indrejse, ligesom arbejdssøgende EU-borgere har ret til at
opholde sig i landet i op til 6 måneder, jf.
EU-opholdsbekendtgørelsen.
I dag er det myndighedernes opgave at bevise,
om en EU-borger har opholdt sig i landet i mere end de tilladte
måneder. Hvis politiet f.eks. har fået til opgave at
fjerne en gruppe østeuropæere, der camperer i en
københavnsk park, vil det være politiets ansvar at
bevise, om hver enkelt i gruppen har opholdt sig i landet i mere
end de tilladte måneder. Erfaringer viser dog, at det stort
set er umuligt for myndighederne at løfte bevisbyrden i
sådanne sager, idet de pågældende ofte ikke er i
besiddelse af materiale, der kan dokumentere varigheden af deres
ophold i Danmark. Det er således i praksis umuligt for
myndighederne at modbevise den pågældendes
påstand om lovligt ophold. Den nuværende praksis
gør det således muligt for f.eks. udenlandske
hjemløse at opholde sig i Danmark langt ud over de tilladte
måneder.
Det er politiets erfaring, at en del
udenlandske hjemløse begår kriminalitet, f.eks. i form
af tyveri på åben gade, nummerpladetyveri, indbrud i
private hjem, betleri og husfredskrænkelse, og antallet af
omrejsende udenlandske berigelseskriminelle er stigende.
Kriminaliteten skaber følgelig utryghed blandt borgerne i
Danmark og medfører desuden en øget udgiftspost til
politi og retsvæsen. Allerede af denne grund er det
ønskværdigt at sikre, at udenlandske hjemløse
EU-borgere alene opholder sig i Danmark i den i henhold til EU's
opholdsbekendtgørelse tilladte periode.
Et andet væsentligt problem er som
beskrevet, at de udenlandske hjemløse EU-borgere ofte tager
ophold i parker og anlæg, da de ikke er berettiget til f.eks
ophold på et herberg. Parker og anlæg er hverken
tiltænkt eller indrettet til, at folk skal bo og leve der, og
det medfører selvsagt en række udfordringer og
belastninger for de offentligt ansatte, der administrerer
offentlige parker og anlæg, og brugerne heraf. Det er ofte
kommunernes ansatte, der som første led bliver konfronteret
med problemet og udfordringer, når disse medarbejdere
møder de udenlandske hjemløse i byernes parker. Og
selv om der kan være en ganske stærk formodning om, at
de udenlandske hjemløse har opholdt sig i landet i mere end
3 måneder, er det som nævnt stort set umuligt at
løfte bevisbyrden herfor, da de pågældende
typisk sørger for ikke at have nogen former for
dokumentationspapirer på sig, f.eks togbillet eller
flaskebon.
Forslagsstillerne finder derfor et ganske
markant behov for, at der snarest tages initiativer til at modvirke
det stigende problem.
Der findes allerede i dag bestemmelser i
udlændingeloven, hvor udlændinge i visse sagstyper skal
medvirke til belysning og behandling af deres sag.
Forslagsstillerne finder, at der er stærke argumenter for at
indføre en tilsvarende medvirkningsbestemmelse ved
dokumentation af lovligt ophold i Danmark, idet det i praksis er en
umulig opgave for myndighederne at løfte bevisbyrden i
forhold til denne type sager. Derimod kan den
pågældende langt lettere selv dokumentere sit lovlige
ophold, hvorfor det efter forslagsstillernes opfattelse er oplagt
at indføre bestemmelse om medvirken til sin sags oplysning
og dokumentation for lovligt ophold.
For at afværge omgåelse af
bestemmelsen, hvorved den pågældende blot
anfører at være i landet som arbejdssøgende og
dermed kan forlænge perioden for lovligt ophold i op til 6
måneder, skal medvirkningsbestemmelsen også gælde
for arbejdssøgende EU-borgere.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
forslaget iagttager EU-retten, fordi EU's opholdsdirektivs artikel
35 indeholder en bestemmelse om misbrug af rettigheder. Det
indebærer, at medlemsstaterne kan træffe de
nødvendige foranstaltninger til at nægte, ophæve
eller tilbagekalde rettigheder i henhold til dette direktiv,
når der er tale om misbrug af rettigheder eller om svig.
Forslagsstillerne har søgt at indrette
beslutningsforslaget, således at også de EU-positive
partier kan støtte forslaget. Forslagsstillerne har noteret
sig, at der igennem flere år har været en debat, hvor
politikere fra begge sider af folketingssalen har udtalt sig
særdeles kritisk om det faktum, at udlændinge uden
lovligt ophold og udenlandske hjemløse i stigende omfang
skaber utryghed og andre problemer for myndighederne og lovlydige
borgere.
Det er endelig forslagsstillernes opfattelse,
at en gennemførelse af forslaget vil betyde, at antallet af
de nævnte udlændige i Danmark vil falde som en
følge af kravet om dokumentationsmedvirken, og at det vil
betyde færre offentlige udgifter som følge af mindre
kriminalitet, mindre oprydning i parker osv.
.
Skriftlig fremsættelse
Martin Henriksen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
EU-borgeres medvirken til dokumentation af lovligt ophold i
Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 71)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.