B 66 Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd i fritiden m.v.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 25-03-2014

Fremsat: 25-03-2014

Fremsat den 25. marts 2014 af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom‍ ‍Behnke‍ ‍(KF)

20131_b66_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 25. marts 2014 af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom? ?Behnke? ?(KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpet straf for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd i fritiden m.v.

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. juni 2014

1) at fremsætte lovforslag, hvoraf det klart fremgår, at den idømte straf for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd, herunder verbale forhold som hån, skældsord eller anden fornærmende tiltale (jf. straffelovens § 121) og vold og trusler om vold m.v. (jf. straffelovens § 119, stk. 1), skal være den samme, uanset om chikanen finder sted i tjenesten eller i fritiden, når det sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion,



2) at fremsætte lovforslag, hvorefter det skal være en særskilt strafskærpende omstændighed i tilfælde af chikane, herunder hån, skældsord eller anden fornærmende tiltale og vold og trusler om vold m.v., hvis den rettes mod offentligt ansatte tjenestemænds nærmeste familie, når chikanen finder sted i forlængelse af den pågældendes tjenestemandsfunktion, og



3) at fremsætte lovforslag, hvorefter normalstraffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 fordobles, hvis den pågældende er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet.



Bemærkninger til forslaget

På baggrund af den seneste tids mange chikanesager over for politibetjente, hvor chikanen også er sket i betjentens fritid, mener forslagsstillerne, at det er påkrævet at indrette lovgivningen, så det gøres helt klart, at chikane, herunder hån, skældsord eller anden fornærmende tiltale og vold og trusler mod politibetjente, fængselsfunktionærer og andre offentligt ansatte tjenestemænd, straffes i skærpende retning, ligesom tilsvarende gerningsindhold straffes efter straffelovens § 119 og § 121, når det begås mod de omtalte tjenestemænd i tjenesten.

Tendensen til, at chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte tjenestemænd sker i fritiden, er stærkt bekymrende. Man er som tjenestemand mere sårbar, når chikanen sker i fritiden, og betjentenes familier bliver også påvirket, når chikanen sker i fritiden. I visse tilfælde er chikanen endda direkte rettet mod familiemedlemmer, hvilket naturligvis ikke er mindre belastende for de pågældende tjenestemænd, end når det er rettet mod dem selv.

Det er således forslagsstillernes opfattelse, at det også bør være en særskilt strafskærpende omstændighed i tilfælde af chikane, vold og trusler m.v., hvis det rettes mod offentligt ansatte tjenestemænds nærmeste familie, når det finder sted i anledning af tjenestemandsfunktionen.

Det er helt afgørende for forslagsstillerne, at betjente aldrig må blive bragt i en situation, hvor de skal frygte for at håndhæve loven af hensyn til sig selv og deres familie. Desværre kan man være bekymret for, at tanken bliver mere og mere nærliggende for bl.a. betjentene i Østjyllands Politi, der desværre har konstateret stigende problemer på dette område. En af de seneste sager angår en kvindelig betjent fra politikredsen, som i sommer blev chikaneret groft af to unge mænd, der kørte ind foran hende, da hun i sin fritid kørte bil i Aarhus. De smed ifølge TV2 Nyhederne den 8. august 2013 flasker og vand ind gennem bilruden på hendes bil, så hun var nødt til at undvige. De to mænd blev anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand i funktion og for at have bragt betjentens liv og førlighed i fare ved hensynsløs kørsel. Betjente, der chikaneres, er normalt beskyttet af straffelovens § 119, der giver skærpet straf i volds- og trusselssager mod tjenestemandsansatte, men sagen bliver mere indviklet, når der f.eks. er tale om chikane, som sker i fritiden.

Forslagsstillerne glæder sig over de tiltag, bl.a. Østjyllands Politi har taget, jf. REU alm. del - svar på spørgsmål 942 (folketingsåret 2012-13), både i forhold til politikredsens operative fokus på at fremme strafforfølgning i disse sager mest muligt og på det ledelsesmæssige fokus, der er på at støtte betjente, der udsættes for chikane. Forslagsstillerne er imidlertid optaget af, at disse vigtige initiativer suppleres med de foreslåede lovændringer, der bl.a. indebærer, at chikane begået mod tjenestemænd straffes hårdt og på linje med chikane begået mod personer i forbindelse med tjenesten.

Det er desuden forslagsstillernes opfattelse, at det udmøntede strafniveau i retspraksis ikke er tilstrækkelig afskrækkende, som det er i dag, og at den stigende tendens, der ses til chikane, vold og trusler m.v. mod myndighedspersoner, til dels skyldes, at de pågældende ikke betragter de retlige konsekvenser som reelt afskrækkende. Strafferammen for at true eller udøve vold mod tjenestemænd i funktion er, jf. § 119, 8 års fængsel. Det er således ikke strafferammen, der er behov for at udvide.

Det er mange steder erfaringen, at verbale overfald, chikane, vold og trusler om vold mod tjenestemænd netop ofte kommer fra tidligere straffede, der ønsker at hævne sig på f.eks. en betjent, der har taget del i de pågældendes anholdelse, eller som har deltaget i efterforskningen i deres straffesag. Samme fænomen kendes også i forhold til andre faggrupper, ikke mindst fængselsbetjente, der åbenlyst kommer i kontakt med mange straffede i den tid, hvor disse afsoner i Kriminalforsorgens institutioner. En sådan skærpende omstændighed, der angår tidligere straffede, vil kunne være med til at lægge en dæmper på lysten til at opsøge offentligt ansatte tjenestemænd for at true dem eller indlede grov chikane mod dem.

Det er derfor forslagsstillernes ønske, at ministeren tager initiativ til at fremsætte lovforslag, hvorefter normalstraffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 fordobles, hvis den pågældende er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet. Det er forslagsstillernes opfattelse, at dette vil have en afskrækkende og præventiv effekt.

Der henvises til REU alm. del - svar på spørgsmål 35, og Rigspolitiets rapport »Indsats vedrørende chikane, trusler og vold mod ansatte i politi og anklagemyndighed« fra 2014.

Skriftlig fremsættelse

Karsten Lauritzen (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd i fritiden m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 66)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.