B 60 Forslag til folketingsbeslutning om udbetaling af børne- og ungeydelser og børnetilskud i overensstemmelse med dansk lovgivning.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2013-14
Status: Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 30-04-2014

Afgivet: 30-04-2014

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 30. april 2014

20131_b60_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 30. april 2014

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 11. marts 2014 og var til 1. behandling den 3. april 2014. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, EL, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse.

Et mindretal i udvalget (S, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at det er vigtigt at beskytte den danske velfærdsmodel, men samtidig skal de udlændinge, der kommer hertil, og som arbejder og betaler skat, have de samme rettigheder som alle andre. Derfor giver EU-samarbejdet en række udfordringer for Danmark, hvor der skal findes en holdbar balance mellem to bære?nde principper, henholdsvis EU-samarbejdet med retten til fri bevægelighed for arbejdskraften og en fortsættelse af den skattefinansierede danske velfærdsmodel.

SF anerkender, at det er et problem, hvis de danske velfærdsydelser, herunder ikke mindst børne- og ungeydelsen, systematisk bliver udnyttet til at lave social dumping, hvor ydelsen bliver en del af lønnen for at lokke udenlandske arbejdstagere til at arbejde for en alt for lav løn. For SF er spørgsmålet om social dumping derfor helt centralt i diskussionen om børne- og ungeydelsen. Det er nødvendigt med nationale værnsregler, som kan dæmme op for problemet i form af bl.a. sociale klausuler og kædeansvar.

Det er efter henvendelse fra Kommissionen og af regeringens egne embedsmænd vurderet, at det som følge af EU-retten ikke er muligt at opretholde kravet om beskæftigelses- eller bopælsperiode alene i Danmark. Eksportabilitetsprincippet har Danmark selv sagt ja til, og det er centralt, når det skal vurderes, om en person, der er omfattet af EU-retten, har optjent ret til børnecheck.

Danmark skal selvfølgelig følge henstillingen fra Kommissionen, men SF kræver samtidig, at regeringen og statsministeren tager en principiel diskussion i EU om mulighederne for at beskytte centrale velfærdsydelser, så Danmark får mulighed for at bekæmpe velfærdsturisme. Man bør samle ligesindede EU-lande og rejse spørgsmålet om de særlige udfordringer, som den frie bevægelighed rejser for skattefinansierede velfærdsmodeller, for vi skal beskytte det danske arbejdsmarked og velfærdssamfund, samtidig med at vi respekterer den frie bevægelighed og de forordninger, vi selv har sagt ja til.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) Benny Engelbrecht (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) John Dyrby Paulsen (S) Jesper Petersen (S) Per Husted (S) Peder Christensen (S) Nadeem Farooq (RV) Christian Friis Bach (RV) Camilla Hersom (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Trine Mach (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Hans Andersen (V) Jacob Jensen (V) Thomas Danielsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Juel Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) fmd. Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 60

Bilagsnr.

Titel

1
Meddelelse om, at der åbnes for spørgsmål til beslutningsforslaget
2
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 60

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om det vil være inden for EU-rettens rammer, hvis regeringen fulgte beslutningsforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå