Fremsat den 18. februar 2014 af Finn
Sørensen (EL), Per Clausen (EL), Christian Juhl (EL) og
Nikolaj Villumsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om EU-/EØS-borgeres optjening af
dagpengeret
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at fremlægge lovforslag,
som sikrer, at det kun er arbejde i Danmark og medlemskab af en
dansk arbejdsløshedskasse, der kan tælles med ved
optjening af dagpengeret, med mindre andet fremgår af
mellemstatslige aftaler mellem Danmark og et eller flere andre
lande.
Bemærkninger til forslaget
Ifølge EU-reglerne kan arbejdsperioder
i udlandet og medlemskab af forsikringsordninger i andre lande
tælles med ved optjening af dagpengeret. Det betyder f.eks.,
at EU-/EØS-borgere, der har status som arbejdstagere, kan
opnå dagpengeret i Danmark efter 3 måneders arbejde,
hvorimod en dansk lønmodtager skal have 1 års
medlemskab og 52 ugers arbejde for at opnå ret til
dagpenge.
Det er ikke i overensstemmelse med
ligestillingsprincippet. Det betyder tværtimod, at
EU-reglerne giver udenlandske arbejdere bedre rettigheder og
nemmere optjening af dagpengeret her i landet end danske
lønmodtagere, idet deres »dagpengeanciennitet«
er optjent under helt andre vilkår.
Enhedslisten mener, at kravene til optjening
af dagpengeret er alt for skrappe. Det ville være mere
rimeligt med 3 måneders medlemskab og 3 måneders
arbejde, ligesom kravet til genoptjening af mistet dagpengeret
bør sættes ned til 3 måneder.
Men så længe der ikke er flertal i
Folketinget for dette, må konsekvensen være, at man
ændrer lovgivningen, så udenlandske lønmodtagere
skal leve op til de samme krav for at opnå dagpengeret som
danske lønmodtagere.
Der skal ikke ændres på de
gældende regler om, at man kan få danske dagpenge i op
til 3 måneder, mens man søger arbejde i udlandet.
Lovforslaget skal også respektere
mellemstatslige aftaler med et eller flere lande om optjening af
dagpengeret, som det f.eks. er tilfældet med de nordiske
lande.
Skriftlig fremsættelse
Finn
Sørensen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
EU-/EØS-borgeres optjening af dagpengeret.
(Beslutningsforslag nr. B 51)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.