Fremsat den 17. januar 2014 af Ole Birk
Olesen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anders Samuelsen
(LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om liberalisering af huslejereguleringen
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2014 at fremsætte et lovforslag om
liberalisering af den gældende huslejeregulering, så
udlejere af kun én bolig fritages for huslejeregulering. Det
skal sikre, at ganske almindelige mennesker ikke risikerer
betydelige økonomiske problemer ved indgåelse af
lejeaftaler, som det er tilfældet i dag, under gældende
huslejeregulering.
Bemærkninger til forslaget
I snart 80 år har lejeloven været
medvirkende til at sætte nogle meget uhensigtsmæssige
rammer om det danske boligmarked, og fra politisk side har man
utallige gange siden lejelovens oprindelse i 1937 forsøgt at
afbøde de mange negative konsekvenser, som lovgivningen
nødvendigvis medfører.
Den nuværende stramme danske
huslejeregulering, som består af et de facto-prisloft for
huslejer ved udlejning af private boliger, gør udlejere
komplet chanceløse, hvor de tvinges til at leje deres bolig
ud til en husleje, der er betydelig lavere end
markedsværdien, og som ofte ikke dækker udlejers
omkostninger ved at eje boligen. Prisloftet er desuden så
uigennemskueligt, at private udlejere ingen chance har for at
fastsætte en korrekt husleje. Følgelig er der hvert
år utallige historier i medierne om ulykkelige udlejere, der
er fanget i den danske huslejeregulering. Se f.eks. artiklen
»Så hårdt kan lejeloven ramme dig: Salli tvunget
til at leje sin lejlighed ud for 1.773 kr.«, bragt på
bt.dk den 14. januar 2014. I Berlingske kunne man den 22. juni 2013
eksempelvis læse, hvordan boligadvokaten Klaus Lunøe
konstaterede, at udlejere »ikke har mange chancer for at
sætte den rigtige leje«, jf. artiklen »Den
farlige øvelse med huslejen«. Sættes lejen for
lavt, risikerer udlejer et skattesmæk, sættes lejen for
højt, risikerer udlejer, at lejer klager til
Huslejenævnet, og efterfølgende et
tilbagebetalingskrav fra lejeren.
Problemet opstår bl.a., idet forskellige
myndigheder har modsatrettede incitamenter. Skattemyndighederne
tilstræber, at udlejer fastsætter en så
høj husleje som muligt, således at udlejere betaler en
høj skat. Boligsikringskontorerne har en interesse i, at
lejen er lav, idet der således spares offentlige
boligsikringsudgifter. Endelig risikerer udlejere, som ikke har et
personligt forhold til lejer, at lejer klager til
Huslejenævnet og således via Huslejenævnet
får tildelt en lavere husleje end den ellers frivilligt
aftalte husleje. Lejernes Landsorganisation (LLO) vurderer, at helt
op til 100.000 udlejere risikerer at ende i boligretten og
således tvinges til at nedsætte huslejen på en
lejekontrakt, som ellers er frivilligt indgået mellem udlejer
og lejer. Udlejerne står gennemsnitligt, ifølge LLO,
til at tabe 8.600 kr. pr. år, »Lejere fuppes for 860
mio.«, bragt på mrx.dk den 12. maj 2013. Der er
således tale om et stort antal udlejere, som er fanget i en
helt urimelig situation, hvor de risikerer at blive tvunget til at
udleje deres bolig med økonomiske tab til følge.
Ganske almindelige mennesker, som således ønsker at
udleje deres bolig må løbe en urimelig stor risiko ved
udlejning. På samme måde er det unødvendig
vanskeligt for forældre at fastsætte en korrekt leje
ved udlejning af en bolig til deres søn eller datter.
Liberal Alliance foreslår, at lejeloven
tilpasses, så den i højere grad tager højde for
ovennævnte forhold ved ikke-professionelle udlejeres
udlejning af en bolig. På den måde kan lejeloven som
minimum sikre, at ganske almindelige mennesker kan udleje en privat
bolig til en interesseret lejer uden at løbe en stor
økonomisk risiko.
Liberal Alliance foreslår derfor, at for
boligejere, der ønsker at udleje deres bolig og kun udlejer
ét lejemål, lempes lejeloven, således at der
frit kan indgås bindende lejeaftaler mellem udlejer og en
interesseret lejer, hvormed parterne fritages for gældende
huslejeregulering.
Skriftlig fremsættelse
Ole Birk Olesen
(LA)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
liberalisering af huslejereguleringen.
(Beslutningsforslag nr. B 38)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.