Fremsat den 22. november 2013 af Kristian
Pihl Lorentzen (V), Kim Christiansen (DF), Simon Emil
Ammitzbøll (LA) og? ?Tom Behnke (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forsøgsordning med kørekort til
17-årige
Folketinget opfordrer regeringen til at
udfærdige lovgivning, så unge som en 3-årig
forsøgsordning fra januar 2015 tilbydes muligheden for at
erhverve kørekort til bil (kategori B) allerede som
17-årige på den betingelse, at de i det første
år kører sammen med en nærmere defineret
»erfaren bilist«.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 26 fra
folketingsåret 2012-13. Der henvises til Folketingstidende
2012-13, A, B 26 som fremsat, side 1 ff, og F, møde 35, side
28 ff.
Trafiksikkerheden i Danmark er i top,
når vi sammenligner os med andre lande, og heldigvis falder
antallet af trafikdræbte og -kvæstede år for
år. Antallet af trafikdræbte nåede i 2012 et
historisk lavt niveau. Vi skal dog ikke hvile på
laurbærrene, men fortsætte bestræbelserne
på at reducere antallet af alvorlige trafikulykker.
Vi har en særlig udfordring med de helt
unge bilister, hvis risiko for at blive dræbt i trafikken
stadig er syv-otte gange større end for deres
forældre. Derfor skal der laves en målrettet indsats
for at forbedre de unge bilisters trafiksikkerhed, hvis vi skal
endnu længere ned i antallet af trafikdræbte.
Udfordringen er at finde nye veje til at kompensere for den
manglende erfaring hos unge bilister.
På denne baggrund foreslås en
3-årig forsøgsordning, der skal træde i kraft
fra januar 2015. Ordningen indebærer, at 17-årige
får mulighed for at erhverve kørekort kategori B
på samme måde, som det sker nu for 18-årige.
Såfremt den unge herefter vil køre bil, skal det ske
på den klare betingelse, at vedkommende indtil
18-årsfødselsdagen skal være under supervision
af en erfaren bilist, som skal køre med i bilen sammen med
den unge bilist. Når de unge fylder 18 år, har de
kørekort på almindelige vilkår i henhold til
færdselsloven. En erfaren bilist defineres som en person, der
har været i besiddelse af kørekort til bil i mindst 10
år, og som ikke har haft dom for spirituskørsel eller
andre domme for grove færdselsforseelser.
Såfremt 17-årige bilister bryder
reglen om at have en erfaren bilist med i bilen, skal der
være en konsekvent sanktion i form af inddragelse af retten
til at føre bil, indtil de er 19 år, samt en
bøde.
Den foreslåede ordning har vist sig at
være en stor succes i Tyskland, hvor det som følge af
en effektiv overførsel af erfaring til urutinerede bilister
er lykkedes at reducere antallet af alvorlige ulykker blandt unge
bilister med mere end 20 pct.
Der henvises til evalueringsrapporten om den
tyske ordning: Federal Highway Research Institute, Section U4
»Driver Training, Driver Improvement«, Bergisch
Gladbach, den 31. maj 2010 (expanded version).
Skriftlig fremsættelse
Kristian Pihl
Lorentzen (V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forsøgsordning med kørekort til 17-årige.
(Beslutningsforslag nr. B 23)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.