Fremsat den 21. november 2013 af Pernille
Skipper (EL), Finn Sørensen (EL) og Nikolaj Villumsen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af et nævn til sikring af
offentligt ansattes ytringsfrihed
Folketinget pålægger regeringen
snarest at etablere et centralt, uafhængigt nævn til
sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed, hvortil offentligt
ansatte kan henvende sig anonymt og få rådgivning og
støtte med henblik på efterfølgende navngiven
benyttelse af ytringsfriheden vedrørende forhold på
arbejdspladsen. Nævnet skal ud over støttefunktionen
også videreudvikle metoder til at skabe og forbedre den
åbne dialog i den offentlige sektor.
Folketinget pålægger endvidere
regeringen at ændre lovgivningen, så der
indføres omvendt bevisbyrde i sager, hvor offentligt ansatte
afskediges, forflyttes eller udsættes for andre lignende
sanktioner fra arbejdsgivers side, efter at de har brugt deres
grundlovssikrede ret til at ytre sig.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en delvis genfremsættelse
af B 64, folketingsåret 2009-10, om »Forslag til
folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til sikring af
offentligt ansattes ytringsfrihed«, jf. Folketingstidende
2009-10, B 64 som fremsat, A side 1 ff. , og F, møde nr. 47
side 42 ff. Vedrørende forslaget om at indføre
omvendt bevisbyrde i sager om afskedigelse af offentligt ansatte og
de ledsagende bemærkninger henvises til B 62,
Folketingstidende 2005-06, FF 6759 og tillæg A 3371 og
3375.
Baggrunden
for forslaget
Med dette beslutningsforslag ønsker
forslagsstillerne at skabe bedre muligheder for, at offentligt
ansatte kan ytre sig frit og uden frygt for repressalier inden for
de regler, som gælder for offentligt ansattes
ytringsfrihed.
Den 14. september 2006 udsendte
daværende justitsminister Lene Espersen »Vejledning om
offentligt ansattes ytringsfrihed« til offentlige
arbejdspladser m.fl. Hensigten var angiveligt at øge
offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat og afklare,
hvor grænsen for offentligt ansattes ytringsfrihed
går.
FTF kunne samme år, som ministerens
vejledning udsendtes, præsentere en undersøgelse, der
dokumenterede, at det stod ringe til med offentligt ansattes
ytringsfrihed. Ydermere viste en undersøgelse fra Dansk
Magisterforening fra 2009, at 60 pct. af de ansatte slet ikke
kendte til ministerens vejledning fra 2006, jf. »Vejledning
for offentligt ansatte har ingen effekt«, Magisterbladet nr.
10, den 5. juni 2009.
Mediejurist og afdelingsleder på
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen
udtalte i den forbindelse, at der ikke altid er sammenhæng
mellem retsprincipper og praksis. Han påpegede, at
årsagen hertil ikke mindst skal findes i den stigende private
tankegang i det offentlige: »Markedsgørelsen af den
offentlige sektor trækker i retning af, at det offentlige i
fremtiden bliver endnu mere lukket, og i retning af en endnu mere
privat tankegang. Risikoen er, at de offentlige institutioner
glemmer, hvem de er, og at de er omfattet af demokratiske
principper, som ikke gælder for private virksomheder«
(jf. artiklen »Ytringsfrihed: Privat ledelsesstil
hæmmer ytringsfriheden i det offentlige«, Information
den 14. maj 2009).
Det er forslagsstillernes opfattelse, at Oluf
Jørgensens analyse ikke er blevet mindre relevant i dag end
i 2009. FTF har således også flere gange siden
offentliggjort nye undersøgelser, der viser, at det stadig
står skidt til med offentligt ansattes ytringsfrihed. Der er
i dag ikke megen sikkerhed for medarbejdere, der offentligt
kritiserer eller påtaler tvivlsomme eller ligefrem ulovlige
forhold på arbejdspladsen. Ifølge FTF's seneste
undersøgelse (fra 2012) er 40 pct. af medarbejderne bange
for at miste jobbet, hvis de ytrer sig offentligt om forhold
på jobbet. Og værst er frygten i staten blandt f.eks.
politifolk, forsvarspersonale og skattemedarbejdere
(http://www.ftf.dk/aktuelt/ftf-analyse/artikel/faerre-ansatte-gaar-til-chefen-med-i-kritik/).
Tallene vidner om, at der bør
gøres mere for at sikre, at offentligt ansatte kan udtale
sig om forhold på deres arbejdsplads, som er så
kritisable, at de bør komme til offentlighedens kendskab. I
et demokratisk samfund bør vi vide, hvis børnesager
syltes, eller slækkes på f.eks. miljøkontrollen
i en kommune eller den administrative afgørelsespraksis ikke
afspejler reglerne. Vi har således en stor
samfundsmæssig interesse i, at vi får kendskab til
følgerne af de politiske prioriteringer.
I regeringsgrundlagt fra oktober 2011
står der: »Regeringen vil sikre sig, at offentligt
ansatte oplever, at de har mulighed for at ytre sig, hvis
forholdene ikke er i orden - uden konsekvens for den enkeltes
fremadrettede karrieremuligheder«.
Regeringen har imidlertid endnu ikke taget konkrete initiativer,
som kan understøtte offentligt ansattes ytringsfrihed og
deltagelse i den offentlige debat om de forvaltninger m.v., de
arbejder i. Regeringen har dog aktuelt nedsat et udvalg, der skal
se på, om der 1) bør udformes en whistleblowerordning,
2) om der bør gøres noget for at sikre offentligt
ansattes ytringsfrihed og deltagelse i debatten og 3) om der
bør indføres en omvendt bevisbyrde i tråd med
den der foreslås med dette beslutningsforslag. Udvalget skal
afrapportere til regeringen i efteråret 2014.
Det er vigtigt for forslagsstillerne i den forbindelse at
slå fast, at en whistleblowerordning isoleret set ikke er et
svar på, hvordan vi generelt styrker ytringsfriheden blandt
offentligt ansatte. En whistleblowerordning kan være med til
at sikre, at man som ansat kan videreformidle ulovlige eller
kritisable forhold til en særlig instans, der på den
baggrund vil kunne tage de relevante skridt i forhold til de
ansvarlige. Men der skal langt mere til for at sikre de offentligt
ansatte reel ytringsfrihed og mulighed for at deltage i debatten
om, hvordan der i praksis forvaltes på baggrund af de
politiske beslutninger og de gældende lovregler,
myndighederne er underlagt.
Generel
begrundelse for at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed
bedre
Mange offentlige institutioners
beslutningsprocesser er lukket land for offentligheden, hvilket
ofte begrundes med, at det er vigtigt at give en arbejdsplads og
dens ledelse arbejdsro. Men offentligheden har brug for at
være orienteret om følgerne af de politiske
prioriteringer. At landets politikere og befolkning har kendskab
til, hvordan de politiske beslutninger omsættes i praksis,
hvordan de forvaltes, og hvilke konkrete konsekvenser de har, er en
essentiel del af grundlaget for den demokratiske proces.
Det er derfor centralt for et dynamisk
demokrati, at de, der oplever følgerne af de politiske
beslutninger og har den faglige viden til at forstå, hvad der
foregår, tør stå frem. Ved at stå frem med
deres viden er de offentligt ansatte med til at lede demokratiet i
den rigtige retning ved at dele deres erfaringer med
offentligheden. Politisk beslutningstagning foregår i blinde,
hvis de, der skal udføre beslutningerne, ikke kan tale frit
og åbent om beslutningernes konsekvenser.
Beslutningsforslaget lægger derfor op
til, at Folketinget og regeringen gennem oprettelsen af et nyt
nævn tager fat på spørgsmålet om, hvordan
man skaber trygge rammer for, at offentligt ansatte kan leve op til
deres samfundsansvar. Forslagsstillerne anser ikke et sådant
nævn som den endelige kur mod problemet, men som et middel
til at udvikle metoder og få overblik over behovet, samtidig
med at man med det samme går i gang med at støtte dem,
der er ved at komme i klemme. Nævnets formål er at
sikre, at ytringsfriheden bliver beskyttet og benyttet, og at
forebygge, at offentligt ansatte censurerer sig selv af
misforstået loyalitet til systemet eller af frygt for
konsekvenserne.
De sager, der kendes, viser, at det at benytte
sin ytringsfrihed kan have alvorlige konsekvenser. Et
sagsforløb, hvor en offentligt ansat står frem for
offentligheden, indledes typisk med, at en person først
bliver stemplet som »brokkehoved«, hvorefter personen
ofte sygemelder sig og til sidst bliver fyret på grund af for
højt sygefravær eller en dårlig
samarbejdsrelation.
Et nyere eksempel på, hvordan disse
sager typisk udvikler sig, kom til offentlighedens kendskab, i
kølvandet på at Politiken og politiken.dk i december
2011 afslørede, at socialrådgivere i Københavns
Kommune sminkede deres tal og tilbagedaterede registreringer i
børne- og ungesager. Socialforvaltningen i Københavns
Kommune iværksatte efterfølgende en
undersøgelse. Den viste bl.a., at der i 11 pct. af de
undersøgte sager var blevet lavet en registrering i
kommunens interne registreringssystem (BUS), uden at der var sket
en reel sagsbehandling. På baggrund af
stikprøveundersøgelsen konkluderede forvaltningen, at
der ikke var tale om systematisk, tilsigtet snyd. I oktober 2012
konkluderede den interne revision i kommunen imidlertid, at
forvaltningens stikprøveundersøgelse ikke var
tilstrækkelig til at konkludere, at der ikke foregik
systematisk snyd med registreringerne på
undersøgelsestidspunktet i 2011.
En af kommunens socialrådgivere, David
Hertz, der arbejdede med børne- og ungesager, var
uafhængigt af Politikens afsløringer kommet til den
erkendelse, at der i børne- og ungeforvaltningen var tale om
bevidst og systematisk sminkning af tallene og tilbagedaterede
registreringer, især fordi man som forvaltning reelt ikke
kunne nå at følge op på sagerne efter de krav,
der stilles efter serviceloven. David Hertz påpegede i
forskellige sammenhænge dette over for sin ledelse, herunder
kommenterede han en blog skrevet af et medlem af ledelsen, så
det også stod klart for kollegerne, at han mente, at man i
forvaltningen havde manipuleret med tallene. Hans egen
sagsbehandling indgik i den omtalte stikprøve. Efter
undersøgelsen var gennemført, blev han indkaldt til
samtale, idet man havde fundet uoverensstemmelser mellem hans
registreringer i systemet og hans sagsbehandling. Under samtalen
med chefen tilbageviste han, at han havde snydt med sine
registreringer. Samtlige hans registreringer i systemet afspejlede
egentlige sagsopfølgninger, hvilket han kunne dokumentere
via sin kalender og ved hjælp af mailkorrespondance.
Alligevel oplevede David Hertz de efterfølgende uger, at
chefen ved flere lejligheder såede tvivl om hans
sagsbehandling på møder med de øvrige
sagsbehandlere. Undervejs måtte han sygemelde sig. Han kunne
ikke passe sit arbejde. Han udtalte efter hele forløbet over
for Politiken bl.a. følgende: »Selvfølgelig
skal en ledelse skabe ro i geledderne, men jeg føler, at man
er gået bevidst efter at komme af med mig, fordi jeg sagde
min mening, og de måske også troede, at historierne i
pressen stammede fra mig«.
David Hertz' interne, men vedvarende kritiske
røst i forhold til den kritisable forvaltningspraksis var
således ifølge hans opfattelse den egentlige anledning
til, at han blev fyret. Ifølge ledelsen skyldtes fyringen,
at han i længere tid har optrådt
konfliktsøgende, illoyalt og ikke anerkendt ledelsesretten i
en grad, så et fortsat samarbejde var muligt.
(Se artiklen på pol.dk,
http://politiken.dk/indland/ECE1842836/socialraadgiver-blev-fyret-jeg-blev-syndebuk-for-systemets-ugerninger/).
Det seneste eksempel på en markant sag, hvor en
medarbejder først er stået frem med alvorlige anklager
om kritisable forvaltningsmetoder efter sin afsked, er sagen fra
Arbejdsskadestyrelsen, hvor arbejdsskadessager ifølge den
forhenværende medarbejder behandles meget lidt betryggende
for de der er kommet til skade. Ombudsmanden har taget sagen op af
egen drift på baggrund af de anklager, vedkommende er
stået frem med (Se kronikken »Arbejdsskadestyrelsen er
blevet en pølsefabrik« i Politiken den 3. oktober
2013).
Det er særdeles vigtigt at skabe
rammerne for en løsning af konflikterne i de tilfælde,
hvor dårlig ledelse eller et arbejdsmiljø præget
af mangel på solidaritet eller stor usikkerhed
umuliggør en løsning inden for institutionens egne
rammer. Beslutningsforslaget tilsigter ikke at skabe en
angiverkultur blandt offentligt ansatte, men at skabe et forum til
fremme af den åbne dialog og muligheden for kritik inden for
det offentlige samt skabe rum for konfliktløsning gennem
uvildig ekstern rådgivning og støtte, både under
og efter en offentligt ansat er stået frem. Samtidig har
offentligheden brug for tilstrækkelig information til at
kunne sikre, at den offentlige sektors effektivitet ikke
begrænses, ved at kolleger dækker over hinanden af
loyalitet eller frygt for sanktioner eller et ry som
sladrehank.
I tilfælde af uansvarlige forhold
på arbejdspladsen bør en ansat selvfølgelig
først og fremmest kontakte den berørte person eller
sin umiddelbart foresatte eller ledelse på højere
niveau, hvis den nærmeste leders adfærd er en del af
problemerne. Ideelt set bør problemer i offentlige
institutioner altid kunne løses, ved at man går den
reglementerede kommandovej. Det er imidlertid fuldt
forståeligt, at offentligt ansatte holder sig tilbage fra at
protestere til ledelsen eller til offentligheden over dårlige
dispositioner fra ledelsens side af frygt for repressalier eller
forbigåelse i forhold til fremtidige stillingsskift og
opgaver på arbejdspladsen.
Formålet med et nyoprettet nævn til sikring af
offentligt ansattes ytringsfrihed
Offentligt ansatte i Danmark skal kunne
henvende sig anonymt til nævnet og få en indledende
afklaring af, hvad det vil komme til at betyde for dem at stå
frem. Efterfølgende tænkes alle henvendelser, der
resulterer i, at en offentligt ansat står frem i
offentligheden, at være med navns nævnelse.
Nævnets rolle vil således på én gang
være at sikre tilstrækkelig uafhængighed i
behandlingen af sager, at indhente uvildige oplysninger fra alle
involverede parter, at rådgive omkring
offentliggørelse og efterfølgende at modarbejde, at
den offentligt ansatte bliver syndebuk for eksempelvis kritisable
eller ulovlige administrative prioriteringer, og at støtte
den ansatte i forbindelse med eventuelle tjenstlige sanktioner
på grund af offentlige ytringer. Det skal således
være nævnets opgave at være behjælpelig
med, at vigtige informationer om politiske prioriteringer og om den
offentlige sektor kommer til offentlighedens kendskab, og at
støtte offentliggørelsen af disse informationer.
Det er forslagsstillernes forventning, at en
række mennesker, der ellers er forblevet tavse af frygt for
følgerne, vil turde stå frem for nævnet, idet de
her vil kunne få kompetent vejledning og støtte.
Det er umuligt fuldstændig at beskytte
personer, der står frem, mod at blive set skævt til
på arbejdspladsen, hvis nævnet i forbindelse med en
eventuel sag har indhentet informationer fra arbejdsgiveren, da man
på en lille arbejdsplads ofte vil kunne regne ud, hvem
anmelderen er. Dette gælder, uanset om en anonym
forespørgsel ender med at blive til en sag, hvor en
offentligt ansat står frem med navns nævnelse, eller
det bare bliver ved en indledende høring. Men det er
forslagsstillernes forventning, at den øgede åbenhed,
som nævnet vil bidrage til en vis grad vil begrænse
også de kollegiale følger af at stå frem. Den
offentlige debat vil derfor blive væsentligt beriget, da
offentligheden vil kunne få indblik i problemer, der ellers
alene er kendskab til inden for lukkede døre.
Nævnets opbygning og funktioner
Nævnet foreslås opbygget efter en
model, som ligner Pressenævnets på visse punkter. Det
foreslås, at nævnet mindst skal bestå af en
jurist, en presserådgiver og en organisationspsykolog
suppleret med en repræsentant for det i en given sag
relevante fagforbund eller relevante foreninger eller
underafdelinger som eksempelvis Dansk Selskab til Sikring af
Lægers Ytringsfrihed eller Transparency International.
I den forbindelse foreslås det, at alle
fagforbund opfordres til at vælge en fast repræsentant
til nævnet, som kan indkaldes, hvis et af fagforbundets
medlemmer er berørt af en sag. Repræsentanten for
fagforbundets opgave i nævnet skal være at være
behjælpelig, dels med at beskytte et anmeldende medlem, dels
med at beskytte den anmeldte. Herudover bør nævnet
have mulighed for at indkalde relevante personer til
rådgivning eller information i forbindelse med behandlingen
af konkrete sager samt pligt til at indkalde en redegørelse
fra alle berørte parter i en given sag.
I tilfælde af at der er tale om direkte
ulovligheder, skal nævnet videregive sagen til den rette
instans. Nævnets opgave er alene at støtte offentligt
ansattes ytringsfrihed og at fremme offentlig orientering, ikke at
tage sig af ulovligheder.
Det foreslås, at nævnet
opretholder en hurtig arbejdsgang, afhængigt af sagens
indhold og omfang, med en maksimal samlet behandlingstid på
½ år for at undgå, at offentlige instanser ved
unødigt at forsinke sagsbehandlingen modarbejder, at en sag
kommer til offentlighedens kendskab. I den forbindelse
foreslås det, at alle offentlige institutioner
pålægges at give relevante svar på nævnets
henvendelser inden for 2 måneder.
Det foreslås, at nævnet
årligt skal udgive en rapport om, hvordan det står til
med offentligt ansattes ytringsfrihed. Denne rapport forventes at
kunne fastholde opmærksomheden på vilkårene for
offentligt ansattes benyttelse af ytringsfrihed og at kunne skabe
fokus på tendenser inden for graden af åbenhed på
offentlige arbejdspladser.
I det omfang nævnet finder, at der er
hold i en offentligt ansats henvendelse, skal nævnet kunne
støtte den offentligt ansatte med henblik på at
offentliggøre sagen ved efterfølgende at fungere som
garant og juridisk ansvarlig for rigtigheden af
informationerne.
Sanktionsmuligheder
Det er som nævnt ikke tanken, at
nævnet skal fungere som dommer i forbindelse med lovbrud.
Nævnets opgave skal derimod være at give den offentligt
ansatte vejledning og støtte i gråzonen af
tilsløringer, ansvarsforflygtigelse og grov udnyttelse af en
magtposition. Samtidig er formålet med nævnets virke,
at offentligheden skal få større kendskab til
følgerne af politiske beslutninger og få indsigt i de
tilfælde, hvor den praktiske implementering af beslutninger
har medført uhensigtsmæssige konsekvenser.
Nævnet skal således ikke have
direkte sanktionsmuligheder. Baggrunden for dette er, at
nævnet, såfremt det finder, at der i en given sag er
tale om uforsvarlige forhold, skal støtte, at den offentligt
ansatte tager kontakt til relevante medier. Herigennem vil
nævnet have udstrakt mulighed for indirekte sanktioner i form
af det moralske pres, som offentlighedens opmærksomhed vil
skabe. I den forbindelse er det særdeles vigtigt, at
nævnet udtømmende indsamler information, og at alle
parter høres, inden nævnet bakker en eventuel kontakt
til medierne op.
Omvendt
bevisbyrde
I Justitsministeriets »Vejledning om
offentligt ansattes ytringsfrihed« fra 2006 siges der ikke
noget om bevisbyrden, hvis den offentligt ansatte, der har ytret
sig, fyres eller forflyttes. FTF, LO og Dansk Journalistforbund
afgav i Betænkning nr. 1472/2006 en mindretalsudtalelse om
bevisbyrden.
Forslagsstillerne foreslår i
forlængelse heraf en omvendt bevisbyrde i sager, hvor den
offentligt ansatte, der har ytret sig, fyres eller forflyttes.
Forslagsstillerne henviser i den forbindelse
til den præventive effekt, ligebehandlingsloven har haft.
Ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, siger, at såfremt en
afskedigelse finder sted under graviditet, fravær efter
barsellovens §§ 6, 11, 13 og 14 og i varslingsperioder
efter barsellovens § 16, stk. 2, påhviler det
arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er
begrundet i disse forhold.
I praksis fører denne bevisbyrde til,
at det ofte er meget vanskeligt for arbejdsgiveren at føre
tilstrækkeligt bevis for, at en afskedigelse ikke er
begrundet i funktionærens graviditet, barsel eller adoption.
Det er således en klar betingelse for at løfte denne
form for bevisbyrde, at der foreligger nogle helt klare, objektivt
konstaterbare forhold, der gør det utænkeligt at
antage, at afskedigelsen ud fra en driftsmæssig betragtning
er sagligt begrundet og dermed ikke begrundet - hverken helt eller
delvis - i funktionærens forhold. Enhver tvivl kommer
funktionæren til gode.
Ud fra den tankegang vil omvendt bevisbyrde
derfor også være det helt rigtige udgangspunkt,
når det drejer sig om at forbedre den
ansættelsesretlige beskyttelse for offentligt ansatte, der
benytter sig af deres grundlovssikrede ret til at ytre sig.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes
ytringsfrihed.
(Beslutningsforslag nr. B 22)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.