Fremsat den 2. oktober 2013 af Ole Birk
Olesen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anders Samuelsen
(LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om
offentlige ejendomsvurderinger og tilbagebetaling
af for meget opkrævet skat
Folketinget pålægger regeringen at
undersøge de offentlige ejendomsvurderingers rigtighed til
bunds og sikre, at de borgere, der siden 2003 har betalt for meget
i ejendomsskat på baggrund af fejlagtige ejendomsvurderinger,
automatisk får tilbagebetalt deres penge.
Bemærkninger til forslaget
De offentlige ejendomsvurderinger overgik fra
kommunerne til SKAT i 2003. Men SKAT har tilsyneladende haft
svært ved at håndtere denne opgave.
Statsrevisorerne har den 21. august 2013
udtalt stærk kritik af Skatteministeriets håndtering af
de offentlige ejendomsvurderinger.
Af Statsrevisorernes beretning om de
offentlige ejendomsvurderinger (beretning nr. 13/2012)
fremgår bl.a. følgende: »Rigsrevisionen finder,
at Skatteministeriet har forvaltet området for
ejendomsvurdering meget kritisabelt vel vidende, at området
længe har været problemfyldt.«
Alle borgere og virksomheder er dermed ikke
sikre på at få en ens og fair behandling, når
SKAT vurderer deres ejendomme.
Skatteministeriet har været vidende om
problemer på vurderingsområdet generelt siden 2003 og
konkret siden 2007. Imidlertid har denne viden ikke resulteret i,
at skattemyndighederne har arbejdet målrettet på at
forbedre forvaltningen af vurderingsområdet. Faktisk finder
Rigsrevisionen, at skattemyndighederne har forringet eller fravalgt
dele af vurderingsopgaven, bl.a. ved vurderingerne i 2010 og 2011.
Ydermere finder Rigsrevisionen i beretningen, at opgaven efter
ministeriets egen opfattelse ikke i alle tilfælde er
udført i overensstemmelse med lovgivningen. Samtidig har
Kamme?radvokaten vurderet, at SKATs praksis i sager om
ekstraordinær genoptagelse har været klart ulovlig og
ansvarspådragende.
Liberal Alliance mener, det er dybt
kritisabelt, at borgere og virksomheder i dette land bliver
opkrævet for meget i skat. Ydermere er det dybt kritisabelt,
at man ikke får en ordentlig behandling ved klager over
afgørelser. Borgere og virksomheder er i denne henseende
ikke blevet behandlet fair af myndighederne.
Liberal Alliance vil med dette
beslutningsforslag pålægge regeringen at
undersøge de offentlige ejendomsvurderingers rigtighed til
bunds. Endvidere vil Liberal Alliance med beslutningsforslaget
pålægge regeringen, at de berørte boligejere,
der er blevet opkrævet for meget i skat, automatisk får
deres penge tilbage.
Forslaget finansieres ved mindre vækst i
det offentlige forbrug end de 0,6 pct., som regeringen lægger
op til.
Skriftlig fremsættelse
Ole Birk Olesen
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
offentlige ejendomsvurderinger og tilbagebetaling af for meget
opkrævet skat.
(Beslutningsforslag nr. B 2)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.