B 19 Forslag til folketingsbeslutning om retningslinjer for omkostningstjek i statslige institutioner.

Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2013-14
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 12-11-2013

Fremsat: 12-11-2013

Fremsat den 12. november 2013 af Preben Bang Henriksen (V), Thomas Danielsen (V) og Kristian Jensen (V)

20131_b19_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 12. november 2013 af Preben Bang Henriksen (V), Thomas Danielsen (V) og Kristian Jensen (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om retningslinjer for omkostningstjek i statslige institutioner

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at udarbejde retningslinjer for gennemførelse af omkostningsvurderinger i udflytningsrelevante statslige institutioner til anvendelse i forbindelse med planlagte omstruktureringer.

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for forslaget er ønsket om, at udflytningsrelevante statslige institutioner i forbindelse med planlagte omstruktureringer pålægges at foretage et omkostningstjek af institutionens udgifter ved den aktuelle beliggenhed sammenholdt med de tilsvarende omkostninger ved alternativ beliggenhed i anden region. Det skal ses med henblik på at have et solidt økonomisk grundlag, der kan indgå som et blandt flere elementer i eventuelle udflytningsovervejelser.

Det præciseres således, at forslaget ikke stiller krav om omkostningstjek i alle institutioner, idet det anerkendes, at mange statslige institutioners beliggenhed af den ene eller anden grund er givet.

På tilsvarende vis skal resultatet af et omkostningstjek alene være ét blandt flere elementer i den samlede vurdering af resultatet ved en potentiel udflytning.

En konsekvent gennemførelse af omkostningstjek ved planlagte omstruktureringer med deraf følgende udflytningsovervejelser vil efter forslagsstillernes opfattelse ofte kunne indebære synliggørelse af et væsentligt besparelsespotentiale. Blandt de elementer, der bør indgå i et omkostningstjek, er bl.a. husleje, løn, fravær og øvrige driftsudgifter, dvs. i væsentligt omfang elementer, der i forvejen findes let tilgængeligt statistisk materiale om.

Skriftlig fremsættelse

Preben Bang Henriksen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om retningslinjer for omkostningstjek i statslige institutioner.

(Beslutningsforslag nr. B 19)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.