B 120 Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke 96 af 19. maj 2014 om tilsagn om dansk støtte til Global Green Growth Institute (GGGI) tilbage.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 26-05-2014

Fremsat den 26. maj 2014 af Frank Aaen (EL), Christian Juhl (EL), Finn Sørensen (EL), Trine Pertou Mach (SF) og Jonas Dahl (SF)

20131_b120_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 26. maj 2014 af Frank Aaen (EL), Christian Juhl (EL), Finn Sørensen (EL), Trine Pertou Mach (SF) og Jonas Dahl (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om opfordring til at trække aktstykke 96 af 19. maj 2014 om tilsagn om dansk støtte til Global Green Growth Institute (GGGI) tilbage

Folketinget opfordrer handels- og udviklingsministeren til at trække aktstykke 96 af 19. maj 2014 tilbage fra Finansudvalget. Aktstykket bemyndiger Udenrigsministeriet til at give tilsagn på 90 mio. kr. i støtte til Global Green Growth Institute (GGGI) i perioden 2014-2016. Danmark skal i stedet bruge bistandsmidlerne til formål, der lever op til strategien for Danmarks udviklingssamarbejde med en klar profil vedrørende grøn omstilling, fattigdomsbekæmpelse og rettighedsbaseret indsats og med en solid inddragelse af civilsamfundet.

Bemærkninger til forslaget

Med tilbagetrækning af aktstykke 96 af 19. maj 2014 ønsker forslagsstillerne, at den danske støtte til GGGI stoppes, således at bistandsmidlerne kan bruges til andre og bedre formål.

Danmark har støttet GGGI med 90 mio. kr. siden 2011 og regeringen lægger nu med aktstykket op til at støtte organisationen med yderligere 90 millioner kroner af den danske udviklingsbistand frem til 2016. Det sker, til trods for at vi det seneste år har været vidne til den ene skandalesag efter den anden, når det handler om GGGI. I efteråret 2013 kom det frem, at formanden for GGGI, Lars Løkke Rasmussen (V), har brugt over 1 mio. kr. på rejser på 1. klasse, luksushoteller, limousiner m.v. Efterfølgende viste det sig, at organisationen havde fået hård kritik af den koreanske rigsrevision for overforbrug og økonomiske uregelmæssigheder, herunder manglende udbud, overbetaling af medarbejdere m.v., jf. URU alm. del - svar på spm. 3.

I januar 2014 kunne en undersøgelse foretaget af revisi?onsfirmaet? Deloitte på vegne af den norske regering konstatere fortsatte problemer på GGGI's landekontorer i Indonesien og særlig i Etiopien, jf. URU alm. del - svar på spm. 121. Og senest i april 2014 var den gal igen. Denne gang var der konstateret kritisabel økonomiforvaltning i GGGI's kontor i London, jf. URU alm. del - bilag 172. Dertil kommer at organisationen fortsat mangler en strategisk plan for sit arbejde de kommende år og der er mangel på konkrete resultater af de mange støttekroner, organisationen har modtaget de seneste 3 år. Alt sammen er med til at efterlade et indtryk af en organisation med manglende styr på økonomien - en organisation, som langt fra lever op til de administrationskrav, som vi normalt stiller til danske og udenlandske ngo'er, hvis de skal have forhåbning om at modtage dansk udviklingsbistand.

Ud over det økonomiske roderi er hovedparten af GGGI's aktiviteter rettet mod middelindkomstlande. Organisationen svigter således det erklærede mål om fattigdomsbekæmpelse, som ligger som fundament for den danske udviklingsbistand, ligesom GGGI's aktiviteter ikke medtager civilsamfundets vigtige rolle i forhold til fattigdomsbekæmpelse og grøn omstilling.

Alt i alt finder forslagsstillerne, at GGGI ikke er egnet som modtager af dansk udviklingsbistand. Forslagsstillerne opfordrer derfor til at stoppe den danske støtte til GGGI, og at midlerne i stedet benyttes til andre udviklingsaktiviteter, som lever op til strategien for Danmarks udviklingssamarbejde med en klar profil vedrørende grøn omstilling, fattigdomsbekæmpelse og rettighedsbaseret indsats og med en solid inddragelse af civilsamfundet.

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke 96 af 19. maj 2014 om tilsagn om dansk støtte til Global Green Growth Institute (GGGI) tilbage.

(Beslutningsforslag nr. B 120)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.