B 117 Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge regeringen at kræve et velfærdsforbehold i EU.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2013-14
Status: 1. (eneste) behandling/Forkastet

Betænkning

Afgivet: 28-05-2014

Afgivet: 28-05-2014

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 28. maj 2014

20131_b117_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 28. maj 2014

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 6. maj 2014 og blev herefter henvist til behandling i Europaudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og LA) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Venstres, Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget understreger, at Danmarks interesser og værdier varetages bedst gennem et stærkt europæisk samarbejde med Danmark så tæt på kernen af EU som muligt. EU-medlemskabet strider ikke imod medlemsstaternes selvbestemmelse, men øger derimod medlemsstaternes muligheder for at påvirke den globale udvikling.

Det er partiernes klare opfattelse, at Dansk Folkepartis forslag om et velfærdsforbehold vil skade Danmarks interesser, betyde, at Danmark vil blive isoleret i samarbejdet om løsningen af Europas udfordringer og dermed også Danmarks udfordringer, og føre Danmark længere væk fra EU.

Særlig et lille land med en åben økonomi som Danmark bliver dybt påvirket af udviklingen i resten af Europa og verden. Medlemskabet af EU sikrer Danmark indflydelse på en lang række områder, hvilket bringer store fordele for både danske virksomheder og danske borgere. EU's indre marked sikrer Danmark vækst og job i tusindvis, som et velfærdsforbehold vil underminere til stor skade for Danmark.

Partierne bemærker desuden, at det foreslåede velfærdsforbehold vil kræve en traktatændring for at kunne træde i kraft. Partierne mener ikke, at det er i Danmarks interesse at arbejde for flere danske undtagelser til EU-samarbejdet, da danske interesser bedst varetages med Danmark som et engageret og centralt medlem af EU.

Partierne understreger endelig vigtigheden af det brede samarbejde i Folketinget om europapolitikken og opfordrer til konsensus om at arbejde for en ændring af EU's gældende regelsæt frem for en traktatændring. Det er partiernes opfattelse, at det er den bedste fremgangsmåde til at imødegå, at danske velfærdsydelser kommer under pres, samt at sikre en rimelighed i forhold til, hvornår man som vandrende arbejdstager har ret til danske velfærdsydelser.

Partierne kan derfor ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at indføre et velfærdsforbehold.

Enhedslistens medlemmer af udvalget kan ikke støtte forslaget, da Enhedslisten finder, det er for begrænset. Ifølge sin ordlyd er formålet med beslutningsforslaget at sikre, at Danmark kan opretholde optjeningsprincipper for sociale ydelser. Enhedslisten er enig i, at det er det danske Folketing og ikke EU, der skal bestemme reglerne for adgang til velfærdsydelser, men Enhedslisten er principielt modstander af, at der skal være optjeningskrav i forbindelse med velfærdsydelser. Det vil medføre diskrimination af danske og udenlandske statsborgere, der af forskellige grunde ikke opfylder optjeningskravene, samtidig med at de skal betale skat efter samme regler som herboende. Hertil kommer, at det ikke er tilstrækkeligt med et forbehold for sociale ydelser. Enhedslisten finder, at EU's indblanding i reglerne for arbejdsmarkedet, f.eks. udstationeringsdirektivet og EU-Domstolens fortolkninger af dette, som har begrænset medlemslandenes ret til at stille de samme krav til udstationerende virksomheder som til danske virksomheder, er et lige så stort problem. En eventuelt krav om en »femte undtagelse « bør derfor i det hele taget omfatte EU's social- og arbejdsmarkedspolitik og formuleres meget præcist, så det gøres klart, at EU's regler om fri bevægelighed ikke har indflydelse på Danmarks ret til suverænt at fastlægge regler for arbejdsmarked og social- og velfærdspolitik samt skattepolitik - således som japartierne har lovet os siden afstemningen om dansk medlemskab af EF i 1972.

Et mindretal i udvalget (DF og LA) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Liberal Alliances medlem af udvalget udtaler, at LA er af den overbevisning, at Danmark selv skal kunne fastsætte relevante optjeningskrav og tildelingskriterier for offentlige ydelser, og at landet, om nødvendigt, skal sikre et velfærdsforbehold for at opnå national selvbestemmelse. LA noterer sig, at en måling viser, at cirka to tredjedele af danskerne er bekymrede over udviklingen mod en europæisk social union, mens de specifikt støtter brugen af optjeningsprincipper. LA anbefaler på den baggrund, at der afholdes en vejledende folkeafstemning om et dansk velfærdsforbehold, der kan danne grundlag for danske forhandlinger med relevante EU-organer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Benny Engelbrecht (S) Bjarne Laustsen (S) Jeppe Bruus (S) Jens Joel (S) Morten Bødskov (S) nfmd. Trine Bramsen (S) Jeppe Kofod (S) Ida Auken (RV) Nadeem Farooq (RV) Camilla Hersom (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Holger K. Nielsen (SF) Nikolaj Villumsen (EL) Finn Sørensen (EL) Christian Juhl (EL) Erling Bonnesen (V) Claus Hjort Frederiksen (V) Esben Lunde Larsen (V) Eva Kjer Hansen (V) fmd. Henrik Høegh (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Sophie Løhde (V) Pia Adelsteen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF) Christian Langballe (DF) Mette Bock (LA) Per Stig Møller (KF) Lars Barfoed (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 117

Bilagsnr.

Titel

1
Udkast til betænkning over B 117