Fremsat den 25. april 2014 af Steen Gade
(SF), Jonas Dahl (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af et grønt
nationalregnskab for at fremme den grønne omstilling og
bæredygtig udvikling
Folketinget opfordrer regeringen til:
- At udarbejde et
grønt nationalregnskab, der offentliggøres
årligt, og som indgår i det årlige nationale
regnskab. Regnskabet udformes efter modellen SEEA Central Framework
og skal bygge videre på en række EU-initiativer.
Regnskabet indføres fuldt ud i løbet af en
3-årig periode begyndende med regnskabet for 2014.
- At deltage aktivt
internationalt, f.eks. gennem etablering af en
tværministeriel task force, i at videreudvikle redskaber, der
kan forbedre de grønne nationalregnskaber og konkretisere
tankegangen om at gå videre end bruttonationalproduktet
(»Beyond GDP-initiativer« ). Det vil således
være både opfølgning på
Rio+20-topmødets vedtagelser om inklusiv grøn
økonomi, OECD's og Verdensbankens arbejde om grøn
økonomi, EU's og Eurostats arbejde om bæredygtig
udvikling samt tankegangen bag »natural capital
accounting«.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en opfølgning
på en række internationale initiativer, der er taget i
de sidste 5-10 år, og en direkte opfølgning på
Danmarks Statistiks rapport: »Grønne
nationalregnskaber og det grønne BNP« (
http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/19683/groennat.pdf), der udkom
i september 2013.
Det grønne nationalregnskab skal
bidrage til at skaffe et mere omfattende og retvisende billede af
de økonomiske og politiske beslutningers konsekvenser for
samfundet. Derved sikres det, at negative miljø- og
sundhedsmæssige eksternaliteter inddrages i
beslutningsprocessen. I dag har man ikke værktøjet til
at se, hvad en politisk beslutnings direkte effekt på for
eksempel forurening og CO2-udledning er. Det kan man få
gennem et grønt nationalregnskab.
Det grønne nationalregnskab skal kunne
bruges som redskab til at sikre gennemførelse af den
nødvendige grønne omstilling, til at modvirke
markedsfejl og til at skabe reel bæredygtig udvikling i
Danmark. Regnskabet indføres fra år 2014 i en mindre
omfattende form begyndende med bl.a. emissioner af drivhusgasser og
luftforurenende stoffer og udbygges løbende til også
at inkludere de vigtigste vare- og materialestrømme,
biodiversitetsmål, vand, spildevand, arealanvendelse og
arealdække, affald, miljøbeskyttelsesomkostninger,
produktion af grønne produkter, miljørelaterede
skatter og subsidier, beholdninger af olie og naturgas, skov, fisk
og land/jord. Det foreslås, at Danmark Statistik
tilføres ekstra midler til udvikling af et grønt
nationalregnskab finansieret af rammen for det offentlige forbrug,
herunder til dels fra forskningsreserven.
Det har længe været
forslagsstillernes synspunkt, og har i de senere år
været bredere og bredere erkendt, at de traditionelle
målesystemer for den samfundsmæssige udvikling er
mangelfulde. Nationalregnskabet medtager ikke vigtige
miljømæssige forhold og formår derfor ikke at
belyse, om der er tale om bæredygtig eller
ikkebæredygtig udvikling.
Både FN, OECD, EU og Verdensbanken har
igangsat initiativer, der skal forbedre de nuværende
målesystemer og skabe bedre forståelse for
sammenhængen mellem økonomi og sociale og
miljømæssige forhold.
I slutdokumentet for FN's Rio+20-konference
The Future We Want (https://rio20. un.org/sites/rio20.
un.org/files/a-conf. 216l-1_english. pdf.pdf) nævnes det
mange gange, at der er behov for relevante og rettidige data om de
forskellige dimensioner i bæredygtig udvikling. Desuden er
det specifikt nævnt i punkt 38, at der er behov for bredere
mål for udviklingen, der kan supplere det klassiske BNP,
så der kan laves politik på et mere oplyst grundlag.
Efter Rio+20-konferencen afholdt FN's statistiske forum et
»High-Level Forum on Official Statistics« med
både nationale statistikinstitutioner og internationale
organisationer, der konkluderede, at de statistiske
fagmiljøer skulle inddrages i diskussionen af, hvordan
bæredygtig udvikling kan måles. Danmark har desuden
skrevet under på de 20Aichibiodiversitetsmål ved COP10
i 2004. Her har Danmark bl.a. accepteret, at værdien af
biologisk mangfoldighed senest i 2020 er integreret i nationale og
lokale udviklings- og fattigdomsbekæmpelsesstrategier og
planlægningsprocesser og på passende vis er under
indarbejdelse i de nationale regnskaber og
rapporteringssystemer.
EU's strategi for bæredygtig udvikling
bliver målt hvert andet år af Eurostat. Den seneste
»Sustainable Development in the European Union - 2013
monitoring report of the EU sustainable development strategy«
(http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_OFFPUB/KS-02-13-237/EN/KS-02-13-237-EN.
PDF) udkom i 2013. Eurostat har udvalgt ti målbare
indikatorer for bæredygtig udvikling, hvor de ni har en eller
flere hovedindikatorer. BNP er kun en af de i alt 12
hovedindikatorer, der f.eks. også inkluderer
drivhusgasemissioner og andelen af vedvarende energi i det samlede
energiforbrug. Yderligere har EU igangsat »Beyond
GDP«-initiativet, der stiler mod at få skabt nogle mere
pålidelige indikatorer end BNP til at måle samfundets
udvikling. I 2009 udsendte EU-Kommissionen således en
meddelelse »BNP og mere - Måling af Fremskridt i en
Verden i forandring«
(http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?
uri=COM:2009:0433:FIN:DA:PDF), der blandt andet problematiserer, at
miljømæssig bæredygtighed og social inklusion
ikke medregnes som mål for den samfundsmæssige
udvikling, når man alene fokuserer på BNP. Meddelelsen
inkluderer en køreplan for måling af fremskridt og
forbedring af indikatorer, der på sigt skal hjælpe med
at udvikle nye indikatorer, der kan give et mere oplyst billede af
den samfundsmæssige udvikling og således skabe bedre
baggrund for at træffe de rette politiske beslutninger. Den
indeholder fem punkter, hvoraf punkt 5 specifikt omhandler
inddragelse af miljømæssig og sociale anliggender i
nationalregnskaberne.
OECD har i 2013 udgivet deres anden version af
»How's Life? - Measuring Well-Being«
(http://www.keepeek.com/Digital-Asset-Management/oecd/economics/how-s-life-2013_9789264201392-en#page17),
der gør op med det traditionelle og ensidige fokus på
økonomiske forhold og i stedet sætter mennesket i
centrum. Rapporten opstiller 11 punkter, hvorpå menneskers
velbefindende kan måles, hvor miljø er et af dem. OECD
har desuden en Green Growth Strategy, hvor de arbejder på, at
medlemslandene skal indføre indikatorer om grøn
vækst. Det drejer sig især om luftemissioner og
aktivkonti for olie, naturgas, metalliske mineraler og
tømmer.
Verdensbanken arbejder med begrebet ægte
opsparing og beskriver i sin rapport »The Changing Wealth of
Nations - Measuring Sustainable Development in the New
Millenium«
(http://data.worldbank.org/news/the-changing-wealth-of-nations) fra
2011, hvordan BNP ikke medtager f.eks. naturressourcer, der
står for over 20 pct. af udviklingslandenes formue. Dette
giver et misvisende billede af et lands udvikling, da manglende
varetagelse af naturforhold kan skabe konsekvenser for turisme,
eksport osv. En af rapportens konklusioner er »hvordan
udvikling måles, bestemmer hvordan udviklingen kommer til at
ske«. Miljø og sociale hensyn bliver derfor ikke en
fyldestgørende del af udviklingen, hvis det ikke medtages i
regnskaberne. I en rapport fra 2012, »Inclusive Green Growth
- The Pathway to Sustainable Development«
(https://openknowledge.worldbank.org/bitstream/handle/10986/6058/9780821395516.pdf?
sequence=1), argumenterer Verdensbanken yderligere for, at
markedsfejl, politiske fejl og institutionelle fejl har
medført spild og ineffektiv brug af verdens naturressourcer
med mangelfuld omtanke for de sande sociale omkostninger, som
f.eks. ressourceudtømning har for os. Derfor skal der
indføres nye måleredskaber, der kan hjælpe med
at måle både miljømæssige og sociale
forholds effekt på den samfundsmæssige udvikling.
Verdensbanken har også igangsat det omfattende program WAVES
(http://www.wavespartnership.org/partners) (Wealth Accounting and
the Valuation of Ecosystem Services), der har som formål at
hjælpe lande med at implementere regnskaber, der er relevante
for politikudvikling, at udvikle en metode til
økologiregnskaber, at etablere en global platform til
træning og vidensdeling på området og at skabe
international konsensus omkring indførslen af Natural
Capital Accounting (naturkapitalregnskaber). Waves arbejder med en
serie projektlande, hvis erfaringer senere kan deles med resten af
verden. De foreløbige projektlande er Botswana, Colombia,
Costa Rica, Guatemala, Indonesien, Madagaskar, Filippinerne og
Rwanda. Danmark er et af donorlandene og støttede WAVES med
0,5 mio. USD i 2013
(http://www.wavespartnership.org/sites/waves/files/images/WAVES-Annual-Report.pdf).
Allerede i 2009 udgav
Stigliz-Sen-Fitoussi-kommissionen rapporten »Report by the
Commission on the Measurement of Economic Performance and Social
Progress«
(http://www.stiglitz-sen-fitoussi.fr/documents/rapport_anglais.
pdf), hvis formål var at undersøge
begrænsningerne ved at bruge BNP som indikator for
økonomisk og samfundsmæssig udvikling og at vurdere,
hvilken anden information der er nødvendig for at skabe mere
relevante indikatorer for social udvikling, og hvordan denne
statistik skal fremstilles. Rapporten indeholder 12 konkrete
anbefalinger, hvor punkt 11 er rettet mod vigtigheden af
bæredygtig udvikling og punkt 12 er direkte rettet mod
miljøforhold.
Der er således stærkt belæg
for at indføre et grønt nationalregnskab, da mange af
manglerne ved måling af samfundsmæssig udvikling kan
imødegås derved. Det er samtidigt vigtigt at
påpege, at et grønt nationalregnskab ikke skal
erstatte det traditionelle nationalregnskab og BNP, men derimod
udvikles som et tillæg for at få et bedre billede af
den faktiske samfundsmæssige udvikling.
Stigliz-Sen-Fitoussi-kommissionens rapport viser da også, at
de traditionelle nationalregnskaber indeholder en masse nyttig
information, men at de også har nogle centrale mangler. Der
eksisterer på nuværende tidspunkt rigtig meget
statistik for både økonomiske og
miljømæssige forhold. Fordelen ved et grønt
nationalregnskab er, at det kan vise den direkte sammenhæng
mellem den økonomiske udvikling og dens konsekvenser for
klima, natur og forurening. Det kan blandt andet bruges til at
aflæse, hvordan den økonomiske vækst
påvirker for eksempel affaldsproduktion og CO2-udledninger,
og det kan danne et fuldt og konsistent overblik over erhvervenes
og husholdningernes bidrag til forskellige
miljømæssige parametre såsom forurening og
ressourceforbrug.
I Danmark er det hovedsagelig Danmarks
Statistik, der har arbejdet med elementer til et grønt
nationalregnskab. Danmarks Statistik vurderer i rapporten, at en
gradvis indfasning af et grønt nationalregnskab kan ske i
løbet af 3 år.
Siden 1999 har Danmarks Statistik publiceret
Miljøøkonomisk regnskab for Danmark, der startede med
regnskaber for Danmarks fysiske reserver af olie og naturgas i
Nordsøen og efterfølgende er kommet til at indeholde
regnskaber for vandindvinding og vandforbrug, monetære
aktivkonti for olie og naturgasreserverne i Nordsøen samt
materialestrømregnskaber. I 2010 blev det
miljøøkonomiske regnskab dog nedlagt af
budgetmæssige årsager, så det kun var
Energiregnskabet for Danmark, der fortsatte.
I 2011 blev der vedtaget en forordning i EU,
der fra september 2013 forpligter samtlige medlemslande til
årligt at udarbejde og indsende regnskaber angående
luftemissioner, miljørelaterede skatter og
materialestrømme. Danmark har dermed pligt til at indsende
materiale til Eurostat, der kan bruges i det grønne
nationalregnskab. Det forventes desuden, at yderlige EU-regler vil
blive pålagt medlemslandene i 2017, så de også
skal indsende statistik på
miljøbeskyttelsesomkostninger, produktion af grønne
produkter (Environmental Goods and Services Sector (EGSS)) og
Energiregnskaber.
Miljøstyrelsen og Erhvervsstyrelsen har
også bidraget til arbejdet, da de i 2012 udarbejdede den
første omfattende danske statistik for produktion af
grønne produkter (EGSS).
Danmark er langt bagefter en række
lande, der allerede har gjort en stor indsats for at udarbejde
grønne nationalregnskaber. Både Tyskland, Italien,
Norge, Nederlandene, Sverige og Australien er kommet godt i vej og
producerer grønne nationalregnskaber.
EU-medlemslandene er af Kommissionen blevet
pålagt, at de i 2014 skal være i gang med at beregne
værdien af deres lokale økosystemer. Danmark er
også på dette punkt langt bagefter en række lande
som Sverige, Tyskland, Portugal, Spanien og England. I England har
omkring 500 forskere fra forskellige universiteter og
fagområder lavet en helhedsorienteret analyse af, hvad de ved
om deres økosystemers betydning for menneskets fremtidige
velfærd. En af analysens hovedargumenter er, at
økosystemets overordnede værdi bliver reduceret, hvis
politikerne alene lader markedspriser på fødevarer
bestemme, hvordan landbrugsarealer skal udnyttes. Derfor bør
politikerne blive bedre til at planlægge, hvordan man bedst
udnytter landbrugsarealerne på en bæredygtig
måde. Derved kan de opnå en værdi, der
øger menneskets velfærd, og som er stor nok til at
kompensere for landbrugets eventuelle tab. Det engelske
miljøministerium tog initiativ til dette i 2009, mens vi i
Danmark stort set ikke er gået i gang med at organisere
forskningsprojektet endnu
(http://videnskab.dk/kultur-samfund/professor-politikerne-vaerdsaetter-ikke-vores-biodiversitet).
Det grønne nationalregnskab i Danmark
bør indføres via SEEA (System of
Environmental-Economic Accounting) Central Framework
(https://unstats.un.org/unsd/envaccounting/seeaRev/SEEA_CF_Final_en.
pdf), der er »State of the
Art« for grønne nationalregnskaber. Det er
publiceret af FN og en række andre internationale
organisationer, og SEEA Central Framework er vedtaget som en
statistisk standard på samme niveau som f.eks. SNA, System of
National Accounts, der bruges til at udregne traditionelle
nationalregnskaber. SEEA Central Framework er et multifunktionelt
framework, der kan forklare forholdet mellem økonomi og
miljø, og det kan beskrive mængden og ændringer
i mængden af vores naturressourcer. Det sætter et
direkte statistisk fokus på miljøet og dettes samspil
med økonomien og gør det til fokus i fortolkningen af
officielle statistikker. Hvis Danmark såvel som andre lande
indfører det, vil det skabe mulighed for internationale
statistiske sammenligninger på området, give relevante
informationer om politikker på nationalt, regionalt og
internationalt plan og forbedre kvaliteten af allerede
tilgængelig statistik.
SEEA Central Framework er allerede nu
udgangspunktet for de moduler, der indgår i EU-lovgivningen
om europæiske miljøøkonomiske regnskaber, og i
det hele taget for EU's strategi for udvikling af regnskaberne.
Fordelene ved at bruge SEEA Central Framework
er, at det grønne nationalregnskab kan implementeres
gradvist og at det er let sammenligneligt med det traditionelle
nationalregnskab. Et omfattende grønt nationalregnskab
kræver rigtig meget data, inklusive data om energi, vare- og
materialestrømme, drivhusgasser, emissioner af
luftforurenende stoffer, vand, spildevand, arealanvendelse og
arealdække, affald, miljøbeskyttelsesomkostninger,
produktion af grønne produkter, miljørelaterede
skatter og subsidier, beholdninger af olie og naturgas, skov, fisk
samt land/jord. Ved en gradvis indfasning af det grønne
nationalregnskab kan vi derfor vælge at fokusere på de
områder, der er mest relevante for Danmark i 2014, og
løbende føje emner til. Desuden går begreber,
afgrænsninger, definitioner, klassifikationer og
regnskabsregler m.v. igen i SEEA Central Framework og SNA, hvilket
gør det nemmere at sammenkoble og sammenligne statistikken
fra nationalregnskabet med data og statistik på
miljøområdet.
Udover at indføre et grønt
nationalregnskab skal Danmark efter forslagsstillernes opfattelse
arbejde langt mere aktivt for, at grønne nationalregnskaber
bliver udbredt i hele verden. Vi skal bidrage både på
nordisk plan, i EU og i FN til at udvikle redskaber, der
videreudvikler Rio+20-topmødets vedtagelser om grøn
økonomi, FN's Waves programmer, »Beyond
GDP«-tankegangen i EU og arbejdet med »National Capital
Accounting« frem mod et mere miljøkorrigeret BNP
(grønt BNP). Det kan f.eks. ske gennem nedsættelse af
en tværministeriel gruppe, der koordinerer indsatsen og
indgår i et tæt samarbejde med Danmarks Statistik samt
universiteter og andre miljøøkonomiske
vidensbaser.
I løbet af 3 år vil vi i Danmark
kunne have sikre regnskaber på hele energi- og
klimaområdet over de vigtigste vare- og
materialestrømme, drivhusgasser, emissioner af
luftforurenende stoffer, biodiversitetsmål, vand, spildevand,
arealanvendelse og arealdække, affald,
miljøbeskyttelsesomkostninger, produktion af grønne
produkter, miljørelaterede skatter og subsidier,
beholdninger af olie og naturgas, skov, fisk samt land/jord.
Ved at indarbejde disse data i
nationalregnskabet vil vi markant kunne forbedre grundlaget for den
politiske beslutningsproces så miljø- og
klimaomkostninger eller -fordele i de forskellige dele af den
økonomiske aktivitet vil stå langt klarere for
Folketinget og for offentligheden. Derved skabes samtidig et meget
bedre grundlag for græsrødder og organisationers
arbejde med at skabe en bæredygtig udvikling, ikke bare i
ord, men i virkeligheden. For forslagsstillerne er ambitionen, at
det grønne nationalregnskab i løbet af nogle år
kan danne grundlag for, at de årlige finanslove vil kunne
indeholde lige så klare klima-, miljø-, natur- og
sociale mål som økonomiske mål.
På længere sigt er det
forslagsstillernes intention, at natural capital accounting
også skal inddrages i det grønne nationalregnskab.
Natural capital kan defineres som beholdningen af vores fysiske
naturaktiver (jord, skove, vand og biodiversitet), som gennem
varestrømme og ydelser, der gavner befolkningen, giver
værdi
(http://www.globeinternational.info/natural-capital-policy-home).
Disse varer og ydelser er kendt som økosystemydelser, og de
inkluderer både materielle og ikkematerielle goder
såsom afgrøder, tømmer, vand, klimaregulering,
beskyttelse mod naturkatastrofer, jord, jordens funktion, psykiske
goder ved kontakt med naturen og biodiversitet. Nogle
økosystemydelser kan derfor vurderes økonomisk, mens
andre har en ikkeøkonomisk værdi. Det er problematisk,
da natural capital kun medregnes, i det omfang det bidrager til
væksten, men ikke når det handler om, hvad f.eks.
udtømning og forurening har af påvirkning på
miljøet eller den langsigtede vækst. Natural capital
accounting indgår også som en del af SEEA's
arbejde.
Skriftlig fremsættelse
Steen Gade
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af et grønt nationalregnskab for at fremme
den grønne omstilling og bæredygtig udvikling.
(Beslutningsforslag nr. B 114)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.