Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 11:

Forslag til folketingsbeslutning om indgåelse af aftaler, der skal bidrage til effektiv udmøntning af afsoning i hjemlandet og til tættere samarbejde om efterforskning og kriminalitetsforebyggelse.

Af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 22.10.2013).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til justitsministeren.

Tak for det, formand. Som det rigtigt nok er sagt, er det beslutningsforslag, som vi nu skal behandle, og to tidligere fremsatte beslutningsforslag – senest det, der hed B 9, og som blev fremsat i sidste folketingssamling – delvis enslydende. Regeringen har ikke kunnet støtte nogen af de tidligere fremsatte forslag, og jeg skal allerede nu tilkendegive, at regeringen heller ikke kan støtte det foreliggende forslag.

Forslagsstillerne lægger op til at pålægge regeringen at indgå bilaterale aftaler med andre EU-lande og øvrige relevante lande, som det hedder, om hjemsendelse af udenlandske kriminelle til fortsat strafafsoning i hjemlandet. Forslaget pålægger også regeringen at arbejde for, at EU-reglerne ændres, så domfældte udlændinge, der mangler at afsone helt ned til 1 måned af den idømte straf, kan overføres til afsoning i hjemlandet. Endvidere skal det politimæssige samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet styrkes, og straffesager mod udlændinge, der kan overføres til afsoning i hjemlandet, skal hastebehandles i domstolssystemet.

Først vil jeg gerne slå fast, at regeringen er enig i, at vi skal løse kriminalforsorgens kapacitetsproblemer. Regeringen er også enig i, at det i den forbindelse selvfølgelig er vigtigt at have fokus på, at domfældte udlændinge, der er udvist af Danmark, så vidt muligt kommer til at afsone i deres hjemland. Af flere grunde kan vi ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag. Det gælder både forslagets pointer og ønsker om, at der indgås bilaterale aftaler med økonomisk støtte til hjemlandet, og forslaget om en ændring af EU-reglerne. En væsentlig grund til det er, at arbejdet med at overføre domfældte til hjemlandet faktisk allerede prioriteres meget højt af regeringen. Bare siden regeringen trådte til, har der været iværksat en hel række tiltag på området. Det skal jeg komme ind på senere. De her tiltag har faktisk allerede givet tydelige resultater.

Som bekendt indgik regeringen sidste år en ny flerårsaftale om kriminalforsorgens økonomi med Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Den aftale har jo netop til formål at sikre den fornødne kapacitet i kriminalforsorgen. En del af aftalen går ud på at forstærke indsatsen for at sikre, at udvisningsdømte kriminelle udlændinge afsoner i deres hjemlande. Der er nu sat klare og ambitiøse mål for myndighedernes behandling af de her sager om overførsel af strafafsonere. Det gælder både, for så vidt angår sagsbehandlingstiden og også antallet af overførselssager vedrørende udvisningsdømte, der skal rejses. Aftalen indeholder bl.a. en række sagsbehandlingsfrister, som skal overholdes af Direktoratet for Kriminalforsorgen og også af Justitsministeriet ved behandlingen af de overførselssager, som vi her taler om. De frister er overholdt i samtlige sager, der er rejst i 2013.

Som en del af flerårsaftalen blev der også etableret det, vi kaldte en særlig Task Force Hjemsendelse, som er placeret i Justitsministeriet, og den her Task Force Hjemsendelse skal generelt sikre, at indsatsen for at overføre udenlandske indsatte til afsoning i hjemlandet skal være både hurtig, men selvfølgelig også effektiv. Taskforcen har som led i den indsats bl.a. etableret bilaterale kontakter med Polen, Rumænien og Litauen, som er nogle af de EU-lande, hvorfra der sidder et stort antal indsatte i vores fængsler. Senest er der taget kontakt til Serbien for at etablere et tættere samarbejde om overførsel af dømte.

Jeg kan oplyse Folketinget om, at den styrkede indsats, som altså er sat i værk af et bredt flertal her i Folketinget, foreløbig har båret så meget frugt, at der pr. 26. november her i år er overført 31 domfældte til afsoning i hjemlandet. 7 af de her afsonere afsonede domme på mellem 10 og 15 års fængsel, og det frigør selvsagt kapacitet i kriminalforsorgen. Til sammenligning med de her 31, som allerede er overført, i 2013 vel at mærke, så blev der i 2011, hvor den tidligere regering jo havde et vist ansvar det meste af året, overført 2 – jeg siger 2! – udlændinge til afsoning i hjemlandet. De tiltag, som blev iværksat i flerårsaftalen, har som sagt allerede haft en tydelig effekt på antallet af udlændinge, der overføres til afsoning i hjemlandet. Derfor er vi godt på vej mod at nå et niveau, der svarer til det, vi har aftalt at vi skulle nå, nemlig niveauet i de andre nordiske lande.

Alligevel er der med forslaget lagt op til, at regeringen skal pålægges at optage forhandlinger om bilaterale aftaler med relevante lande i og uden for EU, der indebærer, at udlændinge, der mangler at afsone helt ned til 1 måned af den idømte straf, skal kunne overføres til afsoning i hjemlandet. Det foreslås som sagt også, at regeringen skal pålægges at arbejde for en tilsvarende ændring af de eksisterende EU-regler på området.

Jeg tror desværre ikke, det er realistisk ej heller hensigtsmæssigt at gå den her vej. Til forslaget om bilaterale aftaler vil jeg sige, at jeg ganske enkelt har meget svært ved at forestille mig, at lande med et større antal indsatte i danske fængsler vil være interesseret i at påtage sig sådan en forpligtelse. Der vil jo være tale om forpligtelser, som er betydelig – betydelig – mere vidtgående end dem, der følger af den EU-rammeafgørelse eller af de internationale regler i øvrigt, som er med til at diktere, hvad vi kan gøre på det her område. Jeg er da heller ikke bekendt med, at der findes eksempler rundt omkring os på sådanne vidtgående aftaler.

Jeg tror heller ikke, at det er en god idé at bevæge sig ind på den her vej med økonomisk støtte til fængselsprojekter eller lignende i hjemlandet. Selv om det for en umiddelbar betragtning måske kan virke som en slags løftestang for at få flere overført til afsoning, er jeg bekymret for, om det rent faktisk vil have den modsatte effekt. En økonomisk støtte vil selvfølgelig hurtigt kunne sprede sig som ringe i vandet til andre lande, og det vil dermed faktisk kunne gøre det vanskeligere eller i hvert fald betydelig dyrere at få overført udenlandske dømte til afsoning i hjemlandet.

Jeg synes også, det er værd fremhæve, at det desværre tager tid at skulle behandle en overførselssag. Efter min opfattelse vil det derfor i praksis meget sjældent på så kort tid kunne lade sig gøre at gennemføre en overførselssag af en domfældt, altså når man har en, der mangler at afsone 1 måned af sin straf, og den pågældende vil altså ikke kunne nå at blive overført til hjemlandet, inden vedkommende de facto skal løslades. Derfor handler indsatsen her og nu ikke om at indgå flere formelle aftaler; det handler faktisk om det, vi er godt i gang med, nemlig et praktisk samarbejde, og det er som sagt også det, den taskforce, vi har oprettet med et bredt flertal her i Folketinget, altså Task Force Hjemsendelse, arbejder på.

For så vidt angår forslaget om at arbejde for en revision af EU-reglerne, synes jeg, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at de nye EU-regler om overførsel, hvis man bevæger sig ind på den vej, selvfølgelig vil være omfattet af vores retsforbehold. Danmark vil derfor ikke kunne vedtage eller deltage i vedtagelsen af nye EU-regler på området, og eventuelle nye EU-regler ville så i givet fald ikke kunne gælde og ville ikke skulle gælde for Danmark. Danmark vil samtidig risikere at falde helt ud – altså falde helt ud – af det allerede eksisterende samarbejde. Det siger sig selv, at det ønsker regeringen ikke. Jeg tror faktisk heller ikke, det er det, som forslagsstillerne har en ambition om eller reelt ønsker sig.

Det er samlet set derfor regeringens opfattelse, at der hverken er behov eller mulighed for fra dansk side at forsøge at ændre EU-rammeafgørelsen. Situationen er i øvrigt den, at 16 medlemsstater på nuværende tidspunkt har implementeret rammeafgørelsen om overførsel af domfældte. De resterende medlemsstater er – efter hvad vi har fået oplyst – i gang med at implementere den, og vi ser naturligvis gerne, at endnu flere lande så hurtigt som overhovedet muligt får reglerne gennemført. Det gode er, at det er på vej.

Regeringen kan heller ikke støtte den del af forslaget, der vedrører det internationale politisamarbejde. Som jeg også redegjorde for i forbindelse med første behandling af beslutningsforslag B 9, har dansk politi allerede i dag i et meget vidt omfang mulighed for at samarbejde internationalt, når det gælder bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Via det europæiske politisamarbejde, Europol, har dansk politi i dag et godt og også effektivt politisamarbejde med de øvrige EU-lande, herunder ikke mindst de østeuropæiske lande. Samtidig har politiet styrket den nationale indsats ved at oprette en række taskforces, som bl.a. skal sætte ind over for bandekriminalitet og også indbrudskriminalitet. Politiet gør altså allerede i dag god brug af de muligheder, der er på området, og som efter regeringens opfattelse er fuldt ud tilstrækkelige. Regeringen er derfor af den opfattelse, at der heller ikke er behov for yderligere tiltag på området for efterforskning og forebyggelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Så er der endelig et ønske fra forslagsstillerne om, at man skal pålægge regeringen at sikre, at straffesager mod udlændinge hastebehandles i domstolssystemet. Til det vil jeg sige, at de danske domstole jo allerede i dag har en stærk ambition om generelt at afkorte sagsbehandlingstiderne. Som jeg gav udtryk for ved behandlingen af beslutningsforslaget, som jeg omtalte før, altså B 9, kræver en opprioritering af én sagstype jo imidlertid, at en anden sagstype nedprioriteres, medmindre domstolene tilføres de fornødne ekstra ressourcer.

Ganske ligesom sidste gang forholder forslagsstillerne sig jo desværre ikke til, hvor finansieringen til et sådant initiativ skal komme fra. Og jeg må jo igen – jeg fik ikke noget særligt svar sidst – spørge forslagsstillerne, hvad man egentlig har forestillet at vigtigheden af den her sagstype skulle afvejes over for. Er det f.eks. en sag om voldtægt eller anden personfarlig kriminalitet begået af en dansker? Hvad vejer mest i de her situationer?

Så sammenfattende finder regeringen – måske ikke overraskende – at med de mange initiativer, der allerede er iværksat, er vi godt på vej. Der bliver nu overført mange flere end under den tidligere regering. Det er det, der er målet i den brede aftale, vi har lavet om kriminalforsorgen, og det arbejde vil selvfølgelig fortsætte. Og derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig ingen, der har meldt sig for korte bemærkninger. Så er det Trine Bramsen som ordfører for Socialdemokraterne.

Udlændinge, der kommer til Danmark med det formål at begå kriminalitet, er ikke velkomne her. Det står ikke til diskussion, og derfor glæder jeg mig også over, at politiets indsats er skærpet, og at antallet af udlændinge, der sendes tilbage til deres hjemland til afsoning, er højere end nogen sinde tidligere. Det skyldes ikke mindst en handlekraftig regering, der tager problemet med udenlandske kriminelle dybt seriøst. Ikke mindst har initiativerne i flerårsaftalen om kriminalforsorgen og Task Force Hjemsendelse vist sig yderst effektfulde – en aftale, som Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative i øvrigt bakkede op om. Og man kan da kun undre sig over, at hverken DF eller Venstre ønskede at være en del af de initiativer, der sikrer, at udlændinge hjemsendes til afsoning. Jeg undrer mig også over, at forslagsstillerne ikke gennemførte initiativerne på området, da de selv sad i regering, men hele tre gange har forsøgt at pålægge den nuværende regering at gennemføre initiativerne – og dette, selv om vi for længst har strammet markant op på indsatsen.

Med forslaget her ønsker forslagsstillerne, at Danmark skal indgå aftaler med andre EU-lande om hjemsendelse af udenlandske kriminelle til afsoning i hjemlandet. Dette gælder både i forhold til øget samarbejde, sagsbehandlingstider og fastsatte tidsfrister for domsafsoning. Der er allerede sat målrettet ind på de områder, som jeg her nævnte. Jeg glæder mig til at høre, om forslagsstillerne selv tror på, at de pågældende lande frivilligt vil indgå aftaler med Danmark, hvor de pålægger sig selv at tage imod langt flere kriminelle til afsoning. Jeg værdsætter selvfølgelig, at forslagsstillerne anerkender, at vi har en regering, der har gode internationale relationer og er dygtige til at opnå resultater, også internationalt og også de svære af slagsen. Men på dette punkt er flere bilaterale politiske aftaler ikke løsningen. Det er samarbejdet, der er så afgørende for at opnå resultaterne, og det har regeringen allerede igangsat med målbare resultater, eksempelvis med Task Force Hjemsendelse.

Jeg er for så vidt også enig i, at nye EU-regler på området kunne være nyttige, men jeg må samtidig minde om, at Danmark har et retsforbehold – et forbehold, som jeg er spændt på at høre om særlig forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti ønsker ophævet. For det ville jo være en forudsætning for, at nye EU-regler om overførsel ville kunne anvendes i Danmark. Man kan også forestille sig, at en stramning af EU-reglerne vil betyde, at aftaler, som Danmark allerede er en del af, vil ophøre, da det samtidig vil være en anledning til at håndhæve det danske retsforbehold.

Danmark vil altså risikere at falde helt uden for det allerede eksisterende samarbejde, og det er ikke det, som denne regering ønsker. Vi har en regering, der har styrket indsatsen massivt og har gjort, at vi får sendt flere udlændinge til afsoning i hjemlandet end nogen sinde tidligere. Indsatsen er styrket massivt, flere udlændinge end tidligere sendes hjem.

Jeg vil gerne takke de øvrige regeringspartier, Enhedslisten, Konservative og Liberal Alliance, som har været en del af den her indsats, der har sikret, at flere udlændinge sendes hjem til afsoning.

Så skal jeg på vegne af Socialdemokraterne meddele, at vi ikke kan støtte dette forslag.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig med en kort bemærkning. Det er hr. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Fru Trine Bramsen startede med næsten at rose sig ved at sige, at man aldrig har sendt så mange hjem, som man gør nu. Kan den socialdemokratiske ordfører ikke bekræfte, som ministeren sagde, at det er 31 indtil videre i år? Men svenskerne ligger altså på omkring 60, nordmændene på omkring 50, altså langt flere end Danmark. Er det så måske ikke lidt forfejlet, at man skamroser sig selv for at sende mange hjem, når man ligger på cirka halvdelen af det antal, som man hjemsender i vores nabolande?

Ordføreren.

Nu afhænger antallet af hjemsendte jo af, hvor mange udlændinge der kan sendes hjem, og mig bekendt er der markant flere udlændinge i Sverige, også kriminelle udlændinge, end der eksempelvis er i Danmark. Så medmindre Dansk Folkeparti ønsker, at vi kommer op på samme mængde kriminelle udlændinge i Danmark som i Sverige, for at vi så kan sende det samme antal hjem og dermed få den samme procentandel, så tror jeg ikke, at der er noget at komme efter dér.

Hvis man holder det her antal, som bliver sendt hjem nu, op imod, hvor mange der blev sendt hjem i 2011 eksempelvis, hvor antallet var to, så er der da sket en markant fremgang. Arbejdet er ikke slut endnu, men jeg tillader mig at glæde mig over, at vi har en regering, der rent faktisk har taget den her problemstilling seriøst, og som rent faktisk har gjort noget ved det – modsat den regering, som Dansk Folkeparti støttede.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Kan fru Trine Bramsen så ikke oplyse os andre om, hvor mange der er i Sverige i forhold til i Danmark, som er klar til at blive sendt hjem? I Danmark er der 455 lige nu. Hvor mange er der i Sverige, hvis man mener, at der er mange flere, der er klar til at blive sendt hjem der?

Hvad så med Norge, hvis vi tager den anden vej opad? Der sender man så også langt flere hjem, end man gør i Danmark. Kunne det ikke være en god idé, at vi lærte af det, nordmændene er sindssygt gode til, altså netop det, som vi foreslår i det her beslutningsforslag, nemlig at man får lavet nogle bilaterale aftaler præcis på det grundlag, som Norge har gjort, og som åbenlyst virker?

Jeg synes, det er fint, at man har nedsat den her taskforce, men hvorfor ikke gøre noget af det, som man kan se virker i de andre lande, i stedet for bare at sætte sig ned og så kun sende halvdelen af dem hjem, som de andre gør?

Ordføreren.

Nu kan jeg pege på, hvad der virker i Danmark. Og det, der virker i Danmark, er den aftale, som regeringen har indgået med andre partier – ikke med Dansk Folkeparti, for den aftale ønskede Dansk Folkeparti ikke at være en del af. Jeg glæder mig over, at vi har igangsat et arbejde, igangsat initiativer, der rent faktisk får udlændinge sendt hjem – modsat den regering, som Dansk Folkeparti støttede.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Dennis Flydtkjær som ordfører for Dansk Folkeparti.

Antallet af udenlandske fanger i de danske fængsler og arresthuse har aldrig været større, end det er lige nu. Justitsministeriet har i et svar til Retsudvalget oplyst, at der er omkring 4.224 personer indsat i danske fængsler og arresthuse, heraf er 1.164 registreret som udlændinge. Ud af dem er 709 anholdte eller varetægtsfængslede, som altså ikke er domfældte, der afsoner. Der er 455, der afsoner en dom, og ud af dem er der 414, der har mere end 30 dage tilbage af den straf, de er ved at afsone, og det er sådan set dem, det her beslutningsforslag handler om.

Beslutningsforslaget handler jo kort sagt om, at vi vil have, at flere udenlandske kriminelle skal afsone i deres hjemland, hvilket vi mener alt for få gør i dag, også sammenlignet med vores nabolande. For som jeg før nævnte i mit spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører, ligger Sverige på omkring 60 hjemsendelser om året, og Norge ligger på omkring 50. I Danmark nåede man kun op på 16 i 2012, og i 2013 er det så blevet noget bedre, man ligger på 31, men er stadig væk langt fra, hvad man ligger på i vores nabolande.

Jeg synes, det er vigtigt, at man tænker på, at det her altså handler om folk, der ingen fremtid har i Danmark. Det er folk, der er kommet til Danmark for at begå kriminalitet, og som vi alle sammen mener skal sendes ud, men de får så alligevel lov til at blive i de danske overfyldte fængsler, og det synes vi i Dansk Folkeparti sammen med de andre beslutningsforslagsstillere at der skal gøres noget ved.

Det, vi foreslår i beslutningsforslaget, er jo bl.a., at man får ændret EU-reglerne. I dag skal der være over 6 måneder tilbage af straffens afsoning, før man kan begynde at lave en udleveringsaftale, så der afsones i hjemlandet. Det mener vi så skal sættes så betragteligt ned, at det kun skal være 1 måned. Det vil jo betyde, at det også kommer til at gælde for folk, der bl.a. kommer til Danmark på tyvetogt. Sådan er det jo ikke i dag, for med EU's regler om de 6 måneder, er det faktisk ret grov kriminalitet, der skal til, før man kan få lov til at afsone i sit hjemland.

Noget af det, som beslutningsforslaget også handler om, er, at vi ønsker, at man i øget grad skal bruge bilaterale aftaler med andre lande, præcis som man gør i Norge og Sverige, hvor det viser sig, at de har haft stor succes med det. Det går ud på, at man skal lave nogle rammer, så det kører mere gnidningsfrit med hensyn til at kunne afsone i hjemlandet, og der kunne man jo bl.a. inddrage nogle økonomiske incitamenter, så det bliver mere attraktivt for hjemlandene at tage imod dem.

En tredje ting, der er i beslutningsforslaget, er, at vi mener, man skal lave en hastebehandling i domstolssystemet, så de folk, der bl.a. kommer hertil på røvertogt, kommer hurtigere igennem domstolssystemet og dermed også hurtigere kan komme til afsoning i hjemlandet.

Jeg synes også, man skal have i tankerne, hvis det lykkes at få flere til at afsone i hjemlandet, at standarden i fængslerne i bl.a. Østeuropa er noget ringere, end den er i Danmark. Og jeg er ret sikker på, at det altså vil afskrække en del fra at komme hertil på tyvetogt, hvis de ved, at de ikke kommer ind i de danske luksuriøse fængsler med fjernsyn på værelset, kunst på væggene osv., men derimod kommer hjem til Østeuropa, hvor fængselsforholdene er noget ringere. Jeg tror helt sikkert, at det kunne afskrække nogle fra at komme her til landet for at begå tyveri.

Hvis vi så forestiller os, at det her forslag bliver vedtaget, og at regeringen indgår de her foreslåede bilaterale aftaler med f.eks. de østeuropæiske lande, er jeg ret sikker på, at det vil betyde, at vi får en langt lavere kapacitetsudnyttelse af vores fængsler. Det vil frigøre en masse midler, som vi så bl.a. kan bruge på andre ting.

Det blev før nævnt, at der i forslaget manglede penge til at gøre noget for at få en hurtigere domfældelse, og det er bl.a. nogle af de penge, man kunne spare, hvis man fik overført de østeuropæiske kriminelle til at afsone i hjemlandet. Det frigør altså en masse midler, som man bl.a. kunne føre over i domstolssystemet.

Jeg skal sige, at Dansk Folkeparti naturligvis kan støtte det her forslag, da vi er medforslagsstillere.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, hr. Jeppe Mikkelsen.

Tak, formand. Og tak til de borgerlige partier for denne delvise genfremsættelse af et tidligere forslag.

Jeg vil godt starte med at understrege, at vi Radikale ikke er imod, at udlændinge afsoner i deres hjemland. Det skal selvfølgelig foregå på ordentlige vilkår, men hvis det er i orden, ja, så kan der faktisk være mange fordele i form af besparede skattekroner og i form af resocialisering. Det er jo noget nemmere at komme videre, hvis man kan kommunikere med fængselspersonalet, og ligeledes er det nemmere at få besøg af familie, når man ikke er hundredvis af kilometer fra sin hjemegn.

Derfor glæder vi os også over regeringens og EU's indsats på dette punkt. EU er ved at implementere sin rammeafgørelse, som skal sikre meget større fangeudveksling på tværs af de europæiske grænser. Det tager naturligvis noget tid, bl.a. fordi en række lande lige skal have opført nogle fængsler. Det er ikke mange steder, hvor man har ledig fængselskapacitet. De fleste lande har en situation meget lig den danske, hvor man har et meget højt belæg.

Men EU-systemet er den rigtige vej at gå. Det mener den nuværende regering, og det mente den tidligere regering også. Forskellen er dog, at vi i samarbejde med Enhedslisten, Konservative og Liberal Alliance – det vil jeg i øvrigt godt takke for – har sat særlig fokus på området inden for den ramme, som EU-systemet giver. Vi samarbejder ekstra tæt med polske, rumænske og litauiske myndigheder, og et lignende samarbejde er også på vej med de serbiske myndigheder. Det er et relativt nyt intensiveret fokus fra slutningen af 2012, men som justitsministeren nævnte, kan vi allerede nu se, at det har en stor effekt. Vi kommer til at slå alle rekorder i 2013. I slutningen af november var der hjemsendt 31 udlændinge til afsoning i hjemlandet. I 2011 var der tale om blot 2. Jeg håber, vi kan nå endnu højere op i de kommende år, især når alle lande har fået implementeret rammeafgørelsen.

Jeg tror altså, at EU er den rigtige vej at gå. Der skal to til tango, og vi kan ikke bare forvente uden videre, at lande har lyst til at hjemtage fanger og dermed også overtage den udgift, de udgør. Heldigvis er det gennem EU-systemet lykkedes os at komme igennem, bl.a. fordi vi her som lille land står stærkere sammen med øvrige lande. Det er jo i øvrigt lidt paradoksalt, at DF står som forslagsstiller for det her forslag, synes jeg, for de opfordrer regeringen til et endnu tættere samarbejde på retsområdet, vel vidende at vi allerede ligger lige på grænsen af vores retsforbehold. Og med DF's intentioner risikerer Danmark faktisk at ryge helt ud af det hidtidige samarbejde, der foregår inden for den nuværende rammeafgørelse. Vi kan selvfølgelig bare afskaffe retsforbeholdet, hvis det er det, hr. Dennis Flydtkjær og kompagni har lyst til. Det ville vi i hvert fald nok være med på langt hen ad vejen.

Det samme gør sig i øvrigt også gældende i forhold til et endnu stærkere politisamarbejde. Hvis man virkelig ønskede det, så skulle man jo gå ind for at afskaffe retsforbeholdet, så vi kan sikre, at det danske politi fortsat kan være en del af Europolsamarbejdet, også selv om det skulle overgå til at være et overstatsligt samarbejde. Nå, men det er jo en helt anden snak, som dog alligevel er relevant for visse af forslagsstillerne.

Men for nu at opsummere: Som sagt mener vi Radikale, at det går fremad med målet om at hjemsende flere udlændinge til afsoning, et mål, som jeg kan forstå, at vi faktisk deler på tværs af partierne i Folketinget. Vi mener, at det er de rigtige tangenter, vi spiller på i øjeblikket, og derfor kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig med en kort bemærkning. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om, hvad det er i retsforbeholdet, der forhindrer et internationalt samarbejde. Jeg er i øvrigt enig i holdningen til det beslutningsforslag, der ligger her, men nu siger De Radikales ordfører, at retsforbeholdet forhindrer et tættere internationalt samarbejde om efterforskning og forebyggelse. Kunne ordføreren f.eks. forklare mig, hvor Norge har et mindre samarbejde om efterforskning og forebyggelse af grænseoverskridende kriminalitet i Europa, end Danmark har?

Ordføreren.

Nu er det ikke så meget det, beslutningsforslaget handler om som sådan, men jeg var lidt inde på det, kan man sige, i min ordførertale, så det synes jeg er helt fair. Jeg erindrer, at politiet tidligere har været ude at anmærke, at det flytter sig meget, meget hurtigt i Europolsamarbejdet i øjeblikket, og at man kan komme i en situation, hvor man fra dansk side kan komme i klemme på grund af retsforbeholdet. Det juridisk tekniske kan jeg ikke som lægmand, men jeg vil påpege, at landets politi har været ude at advare om, at det her faktisk kan blive et stort problem.

For det er klart, at en af de allervigtigste ting, som politiet har til rådighed, naturligvis er det grænseoverskridende samarbejde. Vi ser heldigvis, at kriminaliteten generelt set falder, men mere og mere af den bliver organiseret og grænseoverskridende, så det er selvfølgelig supervigtigt, at vi kan samarbejde på tværs af grænserne i frem for alt Europa, fordi det er vores nærområde.

Fru Pernille Skipper.

Det, ordføreren siger, synes jeg er interessant, for det, der blev sagt i talen, var, at hvis man ønskede et tættere samarbejde, så skulle man afskaffe retsforbeholdet, og nu får vi at vide, at det, Radikale Venstre bygger det på, er, at politiet har sagt, at det går meget stærkt i Europolsamarbejdet. Kunne vi så ikke få svar på, om f.eks. Norge er udelukket fra at samarbejde med de øvrige europæiske polititjenester? For det har jeg godt nok ikke hørt. Og kunne ordføreren så ikke også i stedet forholde sig til, at Norge, fordi de ikke er med i Europolsamarbejdet og ikke er begrænset af det, men kan udvide deres samarbejde, faktisk har en bedre position i forhold til f.eks. bekæmpelse af menneskehandel, end EU-landene har?

Ordføreren.

Det er min overbevisning, at Danmark ville stå stærkere i forhold til kriminalitetsbekæmpelse, hvis vi ikke havde retsforbeholdet. Det drejer sig jo bl.a. om, at en af de ting, som foregår, og en af de ting, som bliver diskuteret, er, om Europolsamarbejdet skal have en ny udformning. Hvordan det præcis stiller Danmark, tror jeg ikke er blevet helt klart endnu, men der er i hvert fald nogle, der er ude at råbe vagt i gevær, for hvis Europolsamarbejdet bliver løftet fra det mellemstatslige til det overstatslige, så kan vi jo komme i klemme med vores retsforbehold. Det er jo især dér, der ligger nogle problematikker. Jeg kan ikke helt svare på Norges vegne på, hvordan og hvorledes de har tænkt sig at håndtere det, men det er min helt klare overbevisning, at vi står stærkere, hvis vi sidder ved bordet og er med til at forhandle de her ting på plads, end hvis vi ikke gør det.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for forslaget, for jeg tror i hvert fald ikke, at der er nogen tvivl om, at regeringen er meget enig i den overordnede målsætning, nemlig at de udenlandske kriminelle, som fylder op i vores fængsler, skal sendes hjem, og at det skal vi gøre, så snart vi kan det. Vi har ingen tilbud til dem i vores fængsler, som er målrettet dem, og de skal ikke blive her i Danmark, når de bliver løsladt. Og derfor giver det meget god mening, at vi får sendt dem hjem.

Jeg erindrer, at jeg var en af de første, som for alvor tog den her debat om at sende udenlandske kriminelle hjem. Dengang var der bare en borgerlig regering, og at høre oppositionen i dag er næsten som at høre et ekko af mig selv fra dengang. Men jeg synes, at der er en væsentlig forskel, og den forskel er, at vi nu faktisk har en regering, som gør noget på det her område. I 2011 under den borgerlige regering blev der sendt 2 hjem. I år har vi indtil videre nået at sende 31 hjem. Ja, måske kunne man godt tænke sig, at det tal var højere, men jeg synes, det væsentlige er, at vi nu er kommet i gang og er ved at drage nogle erfaringer.

Den her regering gør faktisk noget. Vi har sat os sagsbehandlingsmål, så vi sikrer, at der er fremdrift i sagsbehandlingen. Vi har nedsat en taskforce, som skal sikre, at det sker på den mest effektive måde. Og vi har lavet en udrejseafdeling, fordi det giver sig selv, at dem, der skal ud, ikke nødvendigvis skal have hele paletten af tilbud i kriminalforsorgen, altså fordi det simpelt hen ikke giver mening i forhold til dem. Der fokuserer vi mere på noget udvisningslære. Så jeg synes egentlig, at det her forslag lidt sparker en åben dør ind.

Så skal jeg bare nævne, at jeg faktisk er lodret imod, at man hastebehandler de her sager. Jeg synes, at det kan give meget god mening at bruge hastebehandlinger, f.eks. i sager, hvor det er meget belastende for et offer – vi har f.eks. sagsbehandlingsfrister i sager om vold og voldtægt – eller måske der, hvor unge er indblandet, og hvor hensynet til, at den unge jo også skal videre med sit liv, kan tilsige det. Men jeg synes, det er ret svært at sige, at alle de her sager bare skal forrest i køen. Jeg vil i hvert fald nødig sidde og sige, hvad det så er, der ikke skal prioriteres i den sammenhæng.

Noget af det, der ofte bliver nævnt, også i den offentlige debat, er, om vi ikke bare kan give nogle penge til fængsler uden for Danmark, altså i de her lande. Det ved jeg ikke rigtig om jeg synes er en god idé. Formelt har vi jo faktisk nogle regler, som tilsiger, at man fra hjemlandets side skal tage de her indsatte tilbage til afsoning på anmodning fra Danmark. Så jeg synes, det sender et lidt uheldigt signal, hvis vi siger, at vi sådan set også gerne lige vil give nogle penge for, at man gør det, man egentlig er forpligtet til. Jeg synes, det er et lidt forkert incitament.

Til gengæld vil jeg gerne slå et slag for, at Danmark, som jo faktisk har en fantastisk kriminalforsorg, som er rigtig dygtig til det arbejde med at resocialisere indsatte, i højere grad laver udveksling med de her lande – det er jo primært Østeuropa, må vi jo nok indrømme – med henblik på at skabe en rigtig god kriminalforsorg i de lande, med henblik på at give dem uddannelse og behandling, så vi sikrer, at de ikke vender tilbage til Danmark og laver yderligere kriminalitet. Men penge til fængsler uden for Danmark er jeg ikke begejstret for.

Af de her og mange andre grunde kan vi simpelt hen ikke støtte det her forslag.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig, og det er hr. Tom Behnke, Konservativt Folkeparti.

Det er i forhold til det sidste med at hastebehandle sager. Jeg forstår sådan set udmærket SF's ordførers argumenter, og jeg deler dem egentlig også et stykke ad vejen. Som jeg læser det, som vi selv har foreslået her, er det jo ikke et spørgsmål om, at udenlandske sager skal gå forud for alle mulige andre sager, men at hvis man har ligeartede sager, hvis man har ti sager om indbrud og de ni af dem involverer danskere og der så er et, der er begået af en udlænding, så er det det, der er begået af en udlænding, der går forud for de andre ni. Hvis det er det, der er tilfældet, og hvis det er sådan, det skal forstås og læses i beslutningsforslaget, kunne SF så være med på, at den sag kommer foran andre ligeartede sager?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, at domstolene skal ekspedere de her sager i den rækkefølge, de kommer ind, og det overlader jeg sådan set fuldstændig til dem at planlægge. Jeg er heller ikke sikker på, at det er her, det store problem findes i forhold til ligeartede sager. Det store problem findes i forhold til sagsbehandlingen, altså det at få de udenlandske myndigheder med på den her overførsel efterfølgende. Jeg tror, det er der, vi skal sætte ind, og det er der, vi skal blive mere effektive. Men er der gode forslag, er jeg da aldrig tilbageholdende med at kigge på dem, jeg mener bare, at det er at sparke en åben dør ind, jeg mener faktisk, regeringen foretager sig vældig meget i den her sag.

Hr. Tom Behnke.

Ja, det kan jo ikke udelukkes, men nu er det jo politik, vi diskuterer i dag, og det, der gør sig gældende, er, at det at stå fast på det princip, som SF's ordfører her giver udtryk for, ikke kan lade sig gøre, for allerede i dag er det sådan, at domstolene hastebehandler sager, hvor den tiltalte sidder varetægtsfængslet. Det har vi jo bedt om, netop fordi der er en god grund til, at de sager skal ekspederes hurtigt, for hvad nu hvis man f.eks. har foretaget en forkert varetægtsfængsling? Så allerede i dag er der jo en forskelsbehandling. Vi er ikke jomfruer længere, det er sådan set overstået. Det, vi diskuterer nu og her, er, at lige præcis i indbrudssager er udenlandske kriminelle jo overrepræsenteret, og det eneste, der har en konsekvens af betydning for dem, er, at de bliver sendt hjem hurtigst muligt, og det forudsætter, at sagerne bliver ekspederet hurtigst muligt.

Ordføreren.

Nu nævnes der varetægtsfængsling, men der gælder jo lige præcis det forhold, at der kan folk sidde og være uskyldigt dømt, og selvfølgelig skal vi gøre meget for at fremme de sager, men det gælder jo sådan set alle varetægtsfængslede. Jeg synes ikke, vi skal fylde vores retssystem op med alle mulige sager, der skal prioriteres før andre, jeg synes, det er virkelig svært at gøre sig til dommer over, hvilket offer der har mest brug for, at vedkommendes sag bliver behandlet her og nu, og derfor bliver vi altså nødt til at tage de her sager ind i den rækkefølge, de kommer. Jeg er ret tryg ved, at det foregår på den måde, som det gør.

Tak for det. Der er ikke yderligere medlemmer, der har bedt om ordet. Så er det fru Pernille Skipper som ordfører for Enhedslisten.

Jeg vil starte med at sige, som jeg har sagt nogle gange før, at vi i Enhedslisten synes, det er rigtig fint og endda positivt, hvis man som værende idømt en fængselsstraf kan afsone sin straf tæt på sit hjem, tæt på sine venner, tæt på sin familie i et forsøg på at holde en nogenlunde kontakt til verden omkring sig uden for murene, for det letter faktisk resocialiseringen, og det letter det at være indespærret for den dømte. Og så ville det selvfølgelig også, hvis man formåede at sende flere tilbage til afsoning i deres hjemland, lette et meget presset dansk fængselssystem. Det er bl.a. derfor, at Enhedslisten også har været med i det kriminalforsorgsforlig, der ligger, hvor man forsøger at gøre mere inden for de rammer og aftaler, der er i EU, for at sende fængselsdømte tilbage til deres hjemland til afsoning, ligesom det allerede i dag er en del af både dansk ret og EU-retten, at man skal tage imod egne statsborgere til afsoning. Hvis der er danske statsborgere, der bliver dømt for en forbrydelse i udlandet, så tager vi dem også hjem til afsoning i Danmark. Hvis det sågar er andre steder i verden end i EU, prøver vi meget ihærdigt på at få vores borgere hjem til afsoning, fordi vi ved, at det er det bedste for alle parter.

Der er dog flere grunde til, at vi ikke kan støtte det her forslag. Først og fremmest er det, hvis jeg må være en lille smule grov og polemisk, fordi det er lidt usagligt. Forslagsstillerne ved godt, at man gør rigtig meget i ministeriet i forvejen, at vi forsøger, så godt vi kan, at der eksisterer aftaler i EU, som skal implementeres, og at der er problemer med at få dem til at træde i kraft, fordi der er problemer i de lande, hvorfra der kommer allerflest, især fattige mennesker, til Danmark og begår kriminalitet og får en dom herhjemme. Jeg tror ikke, og i Enhedslisten tror vi ikke, at alt det her arbejde kommer til at gå hurtigere af, at man går i gang med en eller anden proces om nogle bilaterale aftaler, fordi man har fået en idé om, at man gerne vil gøre som Norge. Jeg synes i øvrigt, at rigtig meget af vores internationale samarbejde burde foregå mere gennem bilaterale aftaler, men at tro, at det er noget, der kommer til at gå særlig stærkt, er vist naivt.

Så er der nogle andre elementer i det her beslutningsforslag. Man vil bl.a. gerne sørge for, at folk kan sendes tilbage til afsoning i hjemlandet, helt ned til 1 måneds afsoning. Det tror jeg vil blive noget frygteligt, bureaukratisk rod, også for de danske myndigheder, for så lille en periode. Man vil gerne lave en hastebehandling i domstolssystemet, som i praksis ikke bare, som SF's ordfører siger, vil sætte nogle sager bagest i køen, men som også vil betyde, at der skal et helt nyt bureaukratisk lag til i vores domstolssystem, hvor man skal til at screene sager for, om de potentielt set kan betyde en dom over for et menneske, som så potentielt set skal afsone den i hjemlandet. Det vil man så sætte et meget presset domstolssystem til at lave en ny screeningsprocedure for. Det tror jeg er for meget, og jeg tror ikke, det kan svare sig i sidste ende. Om ikke andet skal man nok pege på finansiering til domstolene samtidig, hvis man gerne vil det.

Til gengæld vil jeg så lige slutte af med at rose, at beslutningsforslaget har et element, et forslag om et tættere samarbejde om forebyggelse og efterforskning af grænseoverskridende kriminalitet. Det synes vi lyder som nogle gode, positive tanker. Der er meget lidt konkret om det her i beslutningsforslaget, men det kunne vi måske diskutere nærmere under udvalgsarbejdet. Det er rigtigt, at Norge har nogle rigtig gode erfaringer med samarbejde med især de østeuropæiske lande omkring bekæmpelse af menneskehandel, hvor de har nogle muligheder, som vi ikke har igennem Europolsamarbejdet i EU, og det kunne sagtens være, at vi kunne blive bedre på det punkt; det vil vi meget gerne være med til at tage en diskussion af i Enhedslisten.

Som sagt støtter vi ikke beslutningsforslaget, men vi hilser især fokus på efterforskningen omkring grænseoverskridende kriminalitet meget velkommen, og vi håber, at der kan tages en diskussion af det i udvalget.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Liberal Alliance er medforslagsstiller på det her forslag, så det kan jo næppe komme som en overraskelse, at vi synes, det er et godt forslag. Det ville jo komme som en overraskelse, hvis jeg sagde det modsatte.

Forslaget indeholder flere forskellige elementer, som har den fælles overskrift, at det handler om, at vi gerne vil have, at kriminelle udlændinge i højere grad kommer til at afsone i deres hjemlande, at vi får nogle aftaler med andre EU-lande, der sørger for, at vi kan få dem til at afsone i hjemlandene – og tidligere, end det sker nu.

Så har der været lidt diskussion mellem nogle af ordførerne: Gør man noget i forvejen? Sker der noget? Og det gør der jo. Altså, Liberal Alliance er med i den kriminalforsorgsaftale, der er lavet sammen med regeringen, De Konservative og Enhedslisten, og den er vi sådan set glade for og tilfredse med at være en del af, fordi man går et lille skridt i den rigtige retning.

Vi er jo kendt i brede kredse som et forligsvenligt parti. Når det er sådan, at man gerne kan trække tingene i den rigtige retning, så skal man selvfølgelig altid gøre det. Og hvis der kun er gode ting og der ikke rigtig er nogen dårlige ting, skal man da lave en aftale, og det har vi gjort med regeringen, og det er vi glade for.

Betyder det så, at man ikke kan gå videre? Nej, selvfølgelig betyder det ikke det, fordi det, man kunne gøre, var nemlig, som der står i forslaget, at forhandle med nogle af de andre EU-medlemsstater og andre relevante stater, for den sags skyld, for at sikre, at vi i større grad får folk til at afsone i hjemlandet og får det gjort hurtigere, end der er lagt op til med den aftale, der kommer. Og det vil sige, at hvis vi får magt, som vi har agt, så vil vi gå længere og hurtigere til værks, end vi gør i dag, men det har selvfølgelig ikke afholdt os fra at få tingene til at gå i den retning, som vi gerne vil have det.

Kan vi få flertal for det her? Det bliver jo nok svært. Regeringen er imod, og det havde vi nok regnet med. Jeg havde jo sat hele min lid til min gode veninde fru Pernille Skipper, der skulle komme her og redde forslaget, men jeg hørte ikke ordførertalen af Enhedslistens ordfører sådan, at det er der, det ender. Men det, vi til gengæld har her, som jeg synes er det vigtigste ved den her debat, er jo et håndslag fra de fire borgerlige partier på, at får de flertal efter næste valg, vil de gerne gå længere, end man har gjort hidtil.

Det er så det, der er i det her, altså et løfte til vælgerne om at gå videre, hvis vælgerne er så venlige at give os flertallet ved næste valg.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket at kommentere det. Så er det hr. Tom Behnke for Konservative Folkeparti.

Hvis man nu et øjeblik skulle komme til at kigge uden for Christiansborgs tykke mure ude i den virkelighed, der befinder sig derude, ville man opdage, at der rent faktisk findes udenlandske kriminelle, som har det ene mål i deres liv at komme et smut til Danmark og begå mest mulig kriminalitet. Om de bliver fanget, eller om de ikke bliver fanget, bekymrer dem overhovedet ikke. Hvis man ikke bliver snuppet af myndighederne, kan man komme hjem med alle sine tyvekoster og har beriget sig, og hvis man bliver snuppet af de danske myndigheder, kommer man ind og sidder i et dansk fængsel, og det er for nogle af de her menneskers vedkommende sådan set bedre end at være under de vilkår, de kom fra i deres hjemland. Så der er egentlig ikke rigtig noget at tabe.

Det, som udenlandske kriminelle virkelig har respekt for, er, hvis de meget, meget hurtigt bliver overført til afsoning i eget hjemland. Det har de respekt for. Det er noget af det, de ikke kan lide. Noget af det, der rygtes ret hurtigt i de kredse, er, hvor det kan betale sig, og hvor man skal holde sig væk fra. Det er der slet ingen tvivl om, og hvis man er i tvivl, kan man bare prøve at spørge de kriminelle udlændinge, hvad det er, de har respekt for. Så kommer svaret prompte: Nå jo, men at sidde i fængsel i Danmark er sådan set bedre end de vilkår, vi kommer fra. Så det er ikke nogen hemmelighed.

Derfor var det også vigtigt, at vi under forhandlingerne med regeringen om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen fra konservativ side rejste det her som et tema og sagde: Vi bliver nødt til at skærpe kursen, vi bliver nødt til at stramme op i forhold til kriminelle udlændinge. Og det lykkedes os fra konservativ side at få en rigtig god aftale med regeringen og regeringspartierne om netop at sætte ind her og stramme op, således at der blev sat nogle krav til, hvor hurtigt man skal være til at ekspedere i hvert fald papirgangen. Det fik vi jo igennem under de forhandlinger. Der blev nedsat en taskforce i Justitsministeriet, der har til opgave hurtigst muligt at sørge for, at i hvert fald papirgangen er i orden. Så må man så derefter se, hvor hurtigt vi kan få dem sendt hjem, og der er nogle lande, der er mere genstridige end andre, det ved vi godt.

Men det er jo ikke godt nok, og det er derfor, at vi fremsætter beslutningsforslaget her i dag, nemlig for at komme videre. Det er jo ikke en kritik af den aftale, der er indgået, for den er sådan set god. Den er bare ikke god nok. Derfor skal vi videre. Det, vi bør gøre, er jo at sige, at regeringen altså af sig selv burde tage initiativ til på hvert eneste møde, den afholder med sine kollegaer i EU, at rejse det her spørgsmål, rejse spørgsmålet over for de lande, som meget arrogant har meddelt, at de gerne vil være med i aftalen om, at man selvfølgelig tager egne statsborgere hjem til afsoning i eget hjemland. Men det bliver først i 2016 eller 2018. De lande skal man da holde til ilden og blive ved med at presse på over for. Man skal da bruge EU-systemet til at presse hinanden til, at de aftaler, man indgår, bliver overholdt, og at alle lande overholder de regler, man er enige om at man vil have.

Det andet, man kunne gøre, var at sørge for at lave bilaterale aftaler både inden for EU, men også uden for EU og sørge for, at der er nogle aftaler med de lande, hvor vi typisk ser udenlandske kriminelle komme fra. Det ville også have en stor betydning. Så er der heller ingen tvivl om, at de tidsfrister, vi har sat, jo var sådan for at prøve at få rullet systemet i gang. Det kan godt være, at den erfaring, man allerede nu har med at håndtere sagerne, ville gøre, at vi politisk kunne bede vores egne systemer om at stramme yderligere op og gøre det endnu hurtigere, end man gør i dag. Det kunne sagtens være, at det var nogle metoder, man kunne komme frem til.

Det, der er vigtigt, er, at vi når et punkt hurtigst muligt, hvor det at overføre en kriminel afsoner fra et fængsel i Danmark til et andet fængsel i Danmark hverken tager kortere eller længere tid, end hvis man overførte den pågældende til et fængsel et andet sted i Europa. Altså rent tidsmæssigt i forhold til transporten er der ingen tvivl om, at på den tid, det tager at køre en afsoner fra København og f.eks. til Kragsskovhede, ville man med fly kunne nå rundt i hele Europa, Mellemøsten og hele det nordlige Afrika.

Så det er altså ikke tidsmæssigt det at overføre en konkret afsoner fra det ene sted til det andet, der tager tiden. Altså må det være bureaukratiet, der tager tiden og ikke rejsetiden, og det er os som politikere, der er sat i verden til at sørge for, at bureaukratiet kører så strømlinet som overhovedet muligt, og det vil vi fra konservativ side blive ved med at holde fast i, og vi vil presse på og presse på, for at de her sager bliver ekspederet hurtigt, gelinde og smart, sådan at udenlandske kriminelle kommer hjem og afsoner i eget hjemlands fængsel, for det er det eneste, de har respekt for. Hvis vi vil den meget stigende kriminalitet til livs, er det dér, der skal sættes ind.

Prøv at tænke på, hvor mange tusindvis af danskere, der hvert år bliver udsat for indbrud. Tænk sig, hvis de kunne slippe for at få indbrud i deres bolig. Det ville da være skønt, men det kræver, at man tager initiativer. Det kræver, at man presser på, og det er det, vi har forsøgt at gøre med beslutningsforslaget her i dag.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Jeg vil gerne sige tak for indlæggene i debatten, først og fremmest til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF, hvor jeg fornemmede i hvert fald en vis form for udstrakt hånd over for intentionerne bag beslutningsforslaget, men også til fru Pernille Skipper fra Enhedslisten. Det lød til, at vi kunne sætte os sammen med Enhedslisten og måske blive enige om et beslutningsforslag om de emner, som der var enighed mellem Enhedslisten og forslagsstillerne om, og det vil jo så have det interessante perspektiv, at der for et sådant beslutningsforslag kunne blive flertal bag, for det er selvfølgelig sjovere med beslutningsforslag, når der kommer flertal.

Med hensyn til justitsministerens tale vil jeg sige, at jeg egentlig ikke ved, om jeg var skuffet, for hvis man er skuffet, vil det jo indebære, at man havde nogle forventninger til justitsministerens tale, og det havde jeg sådan set ikke, for det er efterhånden fast praksis, at justitsministeren holder en tale over den læst, der hedder noget i retning af: Alt er godt, og der er ikke noget at komme efter; og hvorfor er det det? Det er, fordi jeg er justitsminister og vi har en god regering, og i øvrigt var alting meget værre under den forrige regering.

Det er, synes jeg, ikke nogen særlig konstruktiv tilgang til tingene. Det kunne jo godt være, at der var noget at komme efter, at der var ting, som kunne gøres endnu bedre, for jeg anerkender da, at der er sket noget i den nuværende regerings tid med hensyn til hjemsendelse af kriminelle udlændinge.

Baggrunden for beslutningsforslaget er jo, som det også har været fremme i flere af talerne, at der er et øget pres på kriminalforsorgen, som skal finde plads til stadig flere indsatte i landets fængsler. En stigende andel af de indsatte er udenlandske statsborgere, og det er forslagsstillernes opfattelse, at alt for få domfældte udlændinge overføres til afsoning i hjemlandet. Så forslaget handler altså om, at der bliver nogle endnu bedre muligheder for at hjemsende de udenlandske statsborgere, der sidder i de danske fængsler, til afsoning i deres eget land. Beslutningsforslaget indeholder så en lang række redskaber, bilaterale aftaler, en genforhandling af EU-reglerne, en hasteprocedure ved domstolene og et tættere samarbejde om forebyggelse og efterforskning, som alle vil kunne føre til, at flere udlændinge bliver dømt hurtigere og bliver udsendt hurtigere til afsoning i deres hjemlande.

For det første ønsker Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at pålægge regeringen at optage forhandlinger om bilaterale aftaler med EU-lande og andre relevante lande om, at man skal tage sine egne kriminelle statsborgere hjem, så de kan afsone i deres eget land, hvis de idømmes mere end 1 måneds fængsel. Desværre kan vi se, at der er mange EU-lande, der endnu ikke har implementeret EU-rammeafgørelsen om, at man skal hjemtage egne statsborgere til afsoning, hvis de er blevet idømt en straf på over 6 måneders fængsel. Derfor må der bilaterale aftaler til.

For det andet ønsker vi at pålægge regeringen at arbejde for, at EU-reglerne revideres, så den dømte udlænding ikke skal have fået over 6 måneders fængsel, før personen kan overføres til hjemlandet. Vi ønsker grænsen sat ned til 1 måned. Vi mener, at det må være rimeligt, at man som kriminel udlænding afsoner sin straf i sit hjemland. Vi mener ikke, det kan være rigtigt, at det skal ligge danske skatteydere til last, at der er udlændinge, som kommer hertil og forbryder sig mod de regler, vi har indrettet os med i Danmark. Vi mener, det må være rimeligt, at det er det land, som den pågældende kriminelle kommer fra, der skal stå for afsoningen. Det er afgørende, at vi får strammet op og markeret, at hvis man som udlænding kommer her til landet og begår kriminalitet, ja, så ryger man altså direkte hjem til afsoning i ens eget hjemlands fængselsvæsen.

For det tredje ønsker vi også, at der skal tages initiativ til et tættere samarbejde med en række lande om efterforskningen og forebyggelsen af den grænseoverskridende organiserede kriminalitet, som begås i Danmark. Sådan nogle tætte samarbejder kender vi allerede fra Norge, hvor politifolk fra Norge og de pågældende lande samarbejder om optrevling af organiserede kriminelles grænseoverskridende aktiviteter, og Norge har bl.a. indgået aftaler med Rumænien, Letland og Litauen. Vi mener, at Danmark bør tage lignende initiativer i forhold til lande, hvis borgere i de senere år stadig oftere idømmes og afsoner en frihedsstraf her i landet.

For det fjerde foreslår vi, at udlændinge i straffesager, der vurderes at ville kunne føre til udvisning eller hjemsendelse til afsoning i hjemlandet, skal hastebehandles i domstolssystemet, således at hjemsendelse vil kunne ske hurtigt. Systemet med hastebehandling kender vi jo allerede fra den målsætning, vi har i dag, om, at særlige voldssager skal behandles inden for 37 dage.

Indgåelse af de aftaler, vi her foreslår, ville kunne bidrage betydeligt til at lette presset på de fyldte danske fængsler og dermed også frigøre betydelige økonomiske ressourcer, som de mange udenlandske afsonere koster kriminalforsorgen. En mindre del af de frigjorte midler ved færre udenlandske afsonere i Danmark ville så f.eks. kunne bruges til at finansiere danske bidrag til opbygning af fængselskapacitet og uddannelse i de lande, der måtte blive indgået aftaler med, og herudover ville mere fri fængselskapacitet i Danmark også kunne bidrage til at afhjælpe den lange og efter vores mening helt uacceptable ventetid, der i dag ofte er, før en dømt gerningsmand kan komme til at afsone sin straf i et dansk fængsel.

Vi mener, at de initiativer, vi her foreslår, vil kunne bidrage til, at udenlandske domfældte ikke udvikler kriminelle netværk her i Danmark i forbindelse med afsoning. Vi mener, at et effektivt samarbejde om overførelse af domfældte udlændinge til afsoning i hjemlandet for det andet vil være med til at lette presset på kriminalforsorgen og dermed frigive fængselskapacitet i Danmark, hvilket der er hårdt brug for. Endelig mener vi, at forslagene vil kunne virke præventivt, således at færre udlændinge vil begå kriminalitet i Danmark.

Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, og jeg håber, at vi har fået sat fokus på nogle af emnerne, og at der på trods af justitsministerens afvisning af beslutningsforslaget vil kunne komme endnu mere fart på hjemsendelse af kriminelle udlændinge.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.