B 11 Forslag til folketingsbeslutning om indgåelse af aftaler, der skal bidrage til effektiv udmøntning af afsoning i hjemlandet og til tættere samarbejde om efterforskning og kriminalitetsforebyggelse.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Bortfaldet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 22-10-2013
1. behandlet/henvist til udvalg 03-12-2013
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Forslaget indeholder fire elementer:

1) Regeringen skulle optage forhandlinger med EU-medlemsstater og andre relevante stater om foranstaltninger, der effektivt ville kunne understøtte samarbejde om domfældte udlændinges afsoning i hjemlandet, og om et tættere samarbejde, der skulle styrke efterforskningen og den forebyggende indsats over for grænseoverskridende organiseret kriminalitet.

2) Regeringen skulle – som supplement til EU-reglerne om overførsel til afsoning i hjemlandet – optage forhandlinger om bilaterale aftaler med relevante stater i og uden for EU, der indebar, at domfældte udlændinge, der manglede at afsone helt ned til 1 måned af den idømte straf, hurtigst muligt efter domfældelse blev overført til afsoning i hjemlandet.

3) Regeringen skulle arbejde for, at EU-reglerne blev revideret, så der på sigt ikke gjaldt en regel mellem EU-medlemsstaterne om, at hjemlandet kunne afvise at indlede en overførselssag, med henvisning til at der ved anmodningen om overførsel af en domfældt var mindre end 6 måneders afsoning tilbage af vedkommendes fængselsdom. En sådan minimumsbetingelse skulle længere ned, om muligt ned til 1 måned.

4) Regeringen skulle sikre, at straffesager mod udlændinge, som blev vurderet til at ville kunne føre til overførsel til afsoning i hjemlandet, blev hastebehandlet i domstolssystemet.