Tak til ministeren for besvarelsen.
Den lignede jo meget den besvarelse, der blev givet i Retsudvalget i midten af marts måned, hvor jeg, som ministeren så rigtigt siger, også var til stede som spørger.
Det, vi nok er nogle, der er overraskede over, og som jeg tror at ret mange danskere er dybt bekymrede over, er den udvikling, vores samfund bevæger sig i, særlig i nogle af de her ghettoområder og udsatte boligområder.
Vi ser en faretruende kriminalitetstendens, som særlig bliver interessant, fordi kriminaliteten jo samlet set er faldet.
Og det kræver nok, at man gentænker både den politimæssige og den lovgivningsmæssige indsats på de her områder.
Det er jo et ønske, Venstre har haft, og vi havde sådan set også håbet, at justitsministeren ville have taget den indfaldsvinkel at sige, at der er behov for nye redskaber.
Nu siger ministeren sikkert noget med hemmelige ransagninger, og det havde jeg sådan set også forventet, men jeg ved ikke, hvordan hemmelige ransagninger har noget med bandevagter at gøre.
Men jeg vil i hvert fald gerne spørge ministeren, om ministeren ikke betragter de her bandevagter og det, vi ser i de her boligområder, som en helt særlig udfordring, som vi også må tage en politisk diskussion om hvordan vi håndterer og ikke blot overlader til politiet.
Bare for at illustrere, hvor stort og alvorligt et problem det er, har ministeren og den nuværende regering jo selv været med til i en nylig undersøgelse at afdække, at i de her udsatte boligområder, hvor bandevagterne bestemmer – ikke politiet, men bandevagterne – er det halvdelen af den kriminalitet, der bliver begået, der ikke bliver anmeldt.
Det er halvdelen, vil jeg sige til ministeren, af den kriminalitet, der bliver begået, som ikke bliver anmeldt, fordi man er bange for at tale med politiet; man er bange for konsekvenserne.
Det kan ministeren da ikke sidde overhørig; der kan ministeren da ikke bare henvise til, at politiet gør en stor indsats, og at der sidder mange bag tremmer.
Det må da kræve en ny indsats, en politisk diskussion om, hvordan vi håndterer det parallelsamfund, der er på vej til at opstå; den parallelle retstilstand, der er på vej til at opstå i nogle udsatte boligområder, som TV 2 på glimragende vis afdækkede, og som i hvert fald skræmmer mig og, tror jeg også, en del ganske almindelige danskere.
Hvad vil ministeren gøre ved det?