Jeg vil sige, at når nu 99 ud af 100 videnskabsmænd er overbevist om, at det er en menneskeskabt global opvarmning, vi har med at gøre, så kunne det måske gøre endnu større indtryk, end at regeringen mener det.
Det er korrekt, at de danske udledninger af drivhusgasser kun udgør 0,2 pct.
af verdens samlede udledninger af drivhusgasser.
Og så kan man selvfølgelig spørge sig selv:
Hvad nytter det, at Danmark gør det?
Til det synes jeg der er to ting at svare.
Den ene er, at selvfølgelig skal vi tage vores del, ligesom alle andre lande skal tage deres del.
Den anden er, at det lysende eksempel, Danmark er, bliver der faktisk lagt mærke til – ikke fordi det er nogen kunst sætte vindmøller op, ikke fordi det er nogen kunst at sætte solceller op eller i sig selv at spare på energien, men fordi vi er det land i verden, der har gjort det billigst og bedst.
Det er omkostningsbevidst.
Danskerne tjener penge på det her, og det er det, der bliver lagt mærke til.
Derfor synes jeg bestemt ikke, at vi pisker os selv.
Der er jo en grund til, at Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og stort set hele det danske civilsamfund støtter aktivt op om det her, og at selv Dansk Folkeparti nu indgår i en energiaftale frem mod 2020, som er blandt de mest ambitiøse i verden.
Det er jo, fordi det er sund fornuft, også økonomisk.