Spm. nr. US 49

Tak. Jeg har også set »Adoptionens pris«. Det er en meget sørgelig film, og jeg fik sådan set utrolig ondt af dem alle sammen, men selvfølgelig allermest af børnene, som jo ikke har været en aktiv del med hensyn til at tage valgene. Det er ikke dem, der har taget det valg at skulle bortadopteres til et andet land, eller at det ikke skulle kunne fungere. Så derfor har jeg mest ondt af børnene.

Jeg vil gerne prøve at gå konstruktivt til det her og se på, hvad vi så kan gøre for at sikre os mod sådan nogle situationer i fremtiden. Og noget af det, der bekymrer mig, er, at jeg ikke synes, at forældrene fik den rette information. De fik ikke den rette rådgivning, og jeg ved jo, at vi har lavet PAS-rådgivning, Post Adoption Services, som skal give en rådgivning til forældrene, fordi vi ved, at adoptivbørn har nogle helt særlige symptomer, kommer ud for nogle helt særlige ting, kommer igennem nogle helt særlige ting, der gør, at man skal kende til, hvad det er for noget, adoptivbørn oplever. Derfor bekymrer det mig, hvis det er, at den PAS-rådgivning, som vi jo startede med i 2007, og som vi har videreført med den seneste satspulje, ikke virker, altså hvis den ikke kommer ud til folk.

Så derfor er mit spørgsmål lige her og nu: Er der en begrænsning på den her PAS-rådgivning? Altså, er det sådan, at den her familie f.eks. ikke har kunnet få adgang til den? Har de ikke søgt den? Har vi et problem med, at vi ikke kommer ud til alle adoptivforældre?

Ministeren.

Jeg vil ikke stå og svare i en konkret sag, men det, jeg kan sige, er, at vi har sørget for med satspuljeaftalen, som vi indgik i oktober måned, at sætte penge af, så alle kan få den her Post Adoption Services-rådgivning, som vi alle sammen er enige om at man har brug for som adoptivforældre, for det er en særlig situation, man står i.

Fru Karin Nødgaard spurgte også til noget, der mindede om det, og jeg nåede ikke at svare færdigt, men det ligger meget i forlængelse af det, fru Louise Schack Elholm også spørger om. Det er nemlig: Hvordan hjælper vi ude i kommunerne? Og det er jo faktisk sådan med servicelovens bestemmelser, at den egentlig ikke kigger på, hvilken baggrund barnet har. Den sætter nogle rammer for, at hvis barnet har et behov, skal barnet hjælpes. Derfor kan man sige, at det jo ligger i vores lovgivning, at man skal være klar til hjælpe et barn ud fra det behov, det har.

Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi får kigget på, hvordan man hjælper i kommunerne, når man står med en adoptionssag. Jeg synes også, det er rigtig fornuftigt, at vi kigger på, om vi på en eller anden måde kan styrke den faglighed, som VISO, vores nationale videncenter for specialrådgivning, har i adoptionssager. Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi kigger på, hvordan vi kan få skabt mere viden, og hvordan vi også kan sørge for, at den viden kommer ud både til forældre, til kommuner og til dem, som kunne have behov for den.

For der er ikke nogen tvivl om, at det er en stor ting at blive forældre, og at det er det også at blive adoptivforældre. Og det skal lykkes, for ellers er det de børn, man får hertil, der betaler prisen.

Spørgeren.

Jamen det er helt klart, at det er en stor pris for børnene at betale. De har jo ikke selv valgt deres skæbne, og de er fuldstændig i vores vold, så derfor skal vi sørge for at passe godt på dem.

Men jeg savner lidt mere information om, hvorvidt dem, der ønsker PAS-rådgivning, kan få PAS-rådgivning. For er der en begrænsning, sådan at vi er nødt til at sige nej til nogle, så har vi et problem med at nå ud til alle. Og har vi fået informeret adoptivforældre generelt godt nok om, hvad det er for en opgave, de står over for, fordi det jo meget ofte er svigtede børn, der bliver adopteret i Danmark, eller børn med handicap. Så har vi fået informeret forældrene godt nok? Og er der nogle, der får afslag på PAS-rådgivning?

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvordan det har været, og hvordan det har været nogle år tilbage, men jeg synes, det er et relevant spørgsmål, og jeg synes også, det vil være helt fornuftigt, at vi beder om at få et skriftligt svar på det. For det er da naturligvis vigtigt at finde ud af, hvordan det har været før i tiden. Jeg er nu ikke sikker på andet, end at da man lavede PAS var det ikke meningen, at det skulle være noget, der var til alle. Jeg er ikke sikker på, at jeg husker rigtigt, men det var før min egen tid.

Det, vi i hvert fald har lavet nu, er, at vi har sørget for, at der er sat penge af, og det synes jeg er rigtig, rigtig godt.

Spørgeren.

PAS var til dem, der havde behov for rådgivning, så der var en vurdering af, hvorvidt man havde behov for den eller ej. Men jeg mente bare, at f.eks. i det her tilfælde var der en familie, der havde brug for rådgivningen, og spørgsmålet var så, om vi havde kapaciteten til at løse det. Men jeg vil meget gerne have det som et skriftligt spørgsmål og et skriftligt svar.

Så er der et andet spørgsmål, der rejser sig. Når nu det er, at børnene bliver ældre og ældre, når de bliver adopteret til Danmark, så bliver det også sværere og sværere at få dem integreret i den familie, de kommer til, fordi de selvfølgelig har en hel identitet med sig. De har et helt liv bag sig allerede. Så rejser det nogle spørgsmål om, om der er en grænse for, hvor gamle børn skal være. Jeg tænker på, at vi fik en 7-årig Amy til Danmark, der også havde problemer med at falde til. Og det kan man jo godt forstå, for det er svært, når man kommer fra en familie og har en klar rolle. Så mener ministeren, at det her rejser et spørgsmål om, om vi skal have en aldersgrænse for, hvor gamle børnene egentlig skal være, og hvor den aldersgrænse så skulle være?

Ministeren.

Det er de lande, der vælger at bortadoptere et barn til et andet land, der sådan set træffer afgørelsen om, om de synes, at barnet er egnet til at blive tilbudt en international adoption. Børnekonventionens regler er altid sådan, at man skal undersøge, om barnet kan blive i sit eget land, for det er klart, at det naturligvis er det bedste udgangspunkt. Men der vil jo være nogle børn, hvor der ikke er noget netværk, og hvor der ikke er noget alternativ, men hvor det, de ellers kunne blive stillet i udsigt, måske var en institution – og måske også en institution, hvor den faglighed, vi er glade for at vi har herhjemme, ikke er til rådighed.

Derfor synes jeg, det er svært at gå ind og sige, om der er nogle børn, som man ikke vil tage, hvis der står nogle forældre i Danmark og gerne vil og man vurderer, at det match godt kan fungere med den rigtige støtte. Det synes jeg er en vanskelig sag, men der er jo ikke nogen tvivl om, at får man bragt et ældre barn i forslag, kræver det noget ekstra, og det gør det af alle parter. Lykkeligvis, vil jeg sige, ønsker de fleste jo at få et barn, der er lille, og det er også de fleste, der kommer hertil, som kommer hertil som små. Men vi har nogle, som kommer hertil, og som er lidt ældre, og det kræver en særlig indsats.

Tak til både spørger og minister.

Så er det hr. Martin Henriksen.