Jeg er helt enig med spørgeren i, at vi har en meget, meget stor udfordring, specielt hvad angår finansiering af små og mellemstore virksomheders sunde projekter.
Virkeligheden er den, at vi har fået sådan en todelt situation i Danmark, hvor de store virksomheder i kraft af den sunde økonomi, som Danmark har, er i stand til at kunne lånefinansiere deres initiativer billigere end deres konkurrenter i OECD, og det er jo positivt, men de små og mellemstore virksomheder er for manges vedkommende i klemme eller ramt af skrappere finansieringsmuligheder.
Der har vi taget en række initiativer i den forligskreds, der var bag bankpakkerne i foråret, og der ligger jo også nye initiativer her, hvor vi sætter fokus på, om vi via Vækstfonden kan være med til at skabe et grundlag for, at små og mellemstore virksomheder, som har nogle lånebehov på over 2 mio.
kr., kan få mulighed for at få det, der hedder efterstillede lån, sådan at de kan komme i gang med at realisere deres sunde projekter.
Det er det ene.
Det andet er, at vi via Eksport Kredit Fonden giver mulighed for, at Eksport Kredit Fonden ikke alene kan lånefinansiere eller garantere eksportordrer, men også finansiere i eksportvirksomhedernes produktionsanlæg, sådan at man etablerer nye og flere danske arbejdspladser.
Det er nogle af de konkrete initiativer, der ligger.
Jeg er meget opmærksom på, at det gerne skulle være en afhjælpning, men det er muligvis ikke nok eller tilstrækkeligt, og derfor er jeg også meget glad for det tilsagn, der kommer fra Venstre, om, at vi i fællesskab hele tiden har fokus på, hvordan vi kan sikre, at den finansielle sektor kommer så meget på fode, at markedet via de finansielle virksomheder bliver mere tunet ind på at servicere, lånefinansiere virksomhedernes sunde projekter, og at vi, så længe der er finansieringsklemmer, også finder supplerende muligheder enten via Vækstfonden, via Eksport Kredit Fonden eller via nogle af de nye initiativer, der er undervejs, til at sikre, at vi får flere pensionsmidler i spil til skabelse af arbejdspladser.
Der kan jeg måske lige nævne, at vi har et udvalg siddende om etablering af erhvervsobligationer for små og mellemstore virksomheder, som gør, at de får en ny mulighed for at få finansiering af deres sunde projekter.
Det udvalg, som jeg har nedsat, barsler med en rapport eller nogle indstillinger inden udgangen af oktober måned.