Spm. nr. S 220

6) Til social- og integrationsministeren af:

Karina Adsbøl (DF):

Vil ministeren indskærpe over for landets kommuner, at afgørelser truffet af de sociale nævn skal efterleves straks, og at man i kommunen ikke blot kan sætte afgørelsen på standby i den tid, hvor kommunen kører en ankesag ved Ankestyrelsen eller ved domstolene?

Fru Karina Adsbøl.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder:

Vil ministeren indskærpe over for landets kommuner, at afgørelser truffet af de sociale nævn skal efterleves straks, og at man i kommunen ikke blot kan sætte afgørelsen på standby i den tid, hvor kommunen kører en ankesag ved Ankestyrelsen eller ved domstolene?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt at slå fast, at når et af de sociale nævn har truffet en afgørelse om, at en borger har ret til en eller anden form for hjælp efter den sociale lovgivning, ja, så gælder afgørelsen jo som hovedregel med det samme. Det betyder, at retssikkerhedslovens regler om, at klager som hovedregel ikke har opsættende virkning, træder i kraft, og derfor er det den enkelte kommunes forpligtelse helt uden unødvendig forsinkelse at efterleve de afgørelser, som nævnet har truffet i forhold til kommunen.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne sige, at det jo gerne skulle være sådan i et land som Danmark, at man har tillid til, at de kommuner og de myndigheder, som skal håndtere borgernes sager, gør det ordentligt, og at de så naturligvis ændrer tingene, så de gør dem, som de skulle have gjort dem, hvis de får en påtale om, at de ikke har gjort dem ordentligt.

I et land som Danmark synes jeg at vi bare må have det udgangspunkt, at myndighederne overholder lovgivningen, men naturligvis har vi lavet et kontrolsystem for det tilfælde, at det ikke skulle ske. Og det kontrolsystem går ud på, at lovgivning, som bliver varetaget efter reglerne i lov om kommunal styrelse, samt bindende afgørelser truffet af andre myndigheder, kan påklages, og det ligger under økonomi- og indenrigsministeren.

Økonomi- og indenrigsministeren har i et svar til Folketinget bekræftet, at tilsynet har kompetence til at gribe ind, hvis en kommune afviser at yde den hjælp, som Det Sociale Nævn har afgjort at borgeren har ret til. Det vil altså sige, at alle statsforvaltninger, hvor tilsynet er placeret, er vidende om det her og de er blevet gjort opmærksom på det svar.

Så for at vende tilbage til det, jeg startede med at sige, må udgangspunktet være, at man må kunne have tillid til de offentlige myndigheder, og naturligvis gælder det også kommunerne. Borgernes tillid er dog under ingen omstændigheder noget, vi bare skal tage for givet i den offentlige sektor. Derfor er jeg også meget bekymret over de historier, der har været fremme i medierne, om, at kommunerne beskyldes for ikke at have iværksat den hjælp, som borgerne har ret til. Det er jo helt tydeligt, at vi som samfund ikke kan acceptere det, hvis det er det, der er situationen, og kommuner ignorerer afgørelser fra ankesystemet, eller spekulerer i at forhale leveringen af noget hjælp.

Det er selvfølgelig vigtigt, at tilliden til systemet bevares, og derfor skal vi have manet de her historier i jorden ved at understrege, at kommunerne skal påtage sig et ansvar for, at loven følges. Derfor vil jeg naturligvis også tage sagen op i de løbende drøftelser, jeg har med KL, for der er ikke nogen tvivl om, at kommunerne skal overholde loven. Vi har et klagesystem, som skal påse, at det sker, og jeg tager en drøftelse med KL om de konkrete sager, der har været.

Spørgeren.

Et af mine store problemer er jo, at det virker, som om ministeren har lidt blind tillid til kommunerne. Når de her sager kommer op – og der kommer flere, det er jeg sikker på – så viser det jo netop, at det ikke fungerer efter hensigten.

I forhold til statsforvaltningens tilsyn har jeg også modtaget svar om, at der ikke er uddelt nogen tvangsbøder. Der er noget her, der ikke fungerer, og det er simpelt hen borgernes retssikkerhed, det drejer sig om. Derfor skal vi handle herindefra, og det skal vi gøre meget hurtigt.

Jeg har også oversendt en sag om en handicappet familie, som fire gange – tror jeg det er – har fået medhold i Det Sociale Nævn, men hvor kommunen stadig væk ikke følger afgørelserne og retter ind. Hvad vil ministeren gøre her og nu for de her borgere, som har fået medhold i det sociale nævn, men hvor kommunerne ikke retter ind og følger nævnets afgørelse? Det er jo et kæmpeproblem. Den anden dag var det Emilsagen, der var oppe, som jeg stillede spørgsmål om, og som også havde fået medhold, men hvor kommunerne ikke efterlever afgørelsen.

Det er jo ikke rimeligt for borgerne, at de skal udsættes for den slags i systemet. De får medhold i Det Sociale Nævn, kommunerne efterlever ikke afgørelsen, og så skal de klage igen, og så ryger sagen frem og tilbage, og sådan sidder de fanget i flere år.

Den her familie, som jeg også har sendt spørgsmål til ministeren om, har boet på vandrehjem i flere år og har ikke fået hjælp efter reglerne, og det er fuldstændig urimeligt. Derfor vil jeg gerne have, at ministeren træder i karakter og indskærper over for kommunerne, at det her simpelt hen ikke er i orden.

Ministeren.

Nu er jeg ikke blevet spurgt om den konkrete sag, og jeg ved heller ikke, om jeg egentlig synes, at det ville være var passende at stå og kommentere en konkret sag. Men jeg kan i hvert fald fortælle, at jeg selv har haft et møde med en familie, som bor på et vandrehjem, og at det er en sag, som jeg har fokus på.

Jeg blev spurgt om tvangsbøder, og der bliver jeg bare nødt til at sige, at det fremgår af økonomi- og indenrigsministerens svar på spørgsmål 8 i Socialudvalget, at i de sager, hvor der har været tale om en ulovlig udeladelse fra kommunens side, har kommunen rettet ind efter statsforvaltningens behandling af sagen. Og så er der jo ikke grundlag for tvangsbøder.

Det, jeg igen må sige, er, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har tillid til vores system. Vi må regne med, at kommunerne lever op til det, de skal, men jeg ved godt, at der kan ske fejl, og der kan ske forhalinger. Der kan også være tvister og skønsmæssige ting, man ikke er enig i. Der har vi lavet et klagesystem, og det klagesystem betyder altså, at man har muligheden for at få sin sag bragt ind. Men heldigvis er det jo sådan, at der bliver rettet ind.

Spørgeren.

Jeg har i hvert fald spørgsmål 413 liggende foran mig, hvis ministeren ikke tror på, at jeg har stillet det spørgsmål om familien på vandrehjemmet, for det har jeg. Ministeren siger også:

Som sagen er beskrevet i den nævnte artikel synes der at være tale om en ganske kompleks sag, hvor Det Sociale Nævn tilsyneladende flere gange har kritiseret kommunen. Det må forstås således, at sagen har været henvist til fornyet behandling i kommunen.

Den her familie har sådan set fået medhold rigtig mange gange af Det Sociale Nævn, og det bliver ikke efterlevet. Om det med tillid til kommunen vil jeg sige, at man ikke skal være blind for, hvad der foregår, for når man kan se, at der er så mange sager i øjeblikket, hvor kommunerne ikke følger nævnets afgørelse, så skal vi træde i karakter herinde.

Mener ministeren så ikke, at der skal være nogle sanktionsmuligheder ud over tvangsbøder? Kan man forestille sig, at en borger, der får medhold, men har fået frataget sit hjem eller andet, får en kompensation af kommunen, for det her kan jo godt gå hen og blive en spareøvelse ude i kommunerne, uanset om det drejer sig om personlig assistance, hvor man har ansat en hjælper, eller om det drejer sig om andre ting. Der skal simpelt hen nogle sanktioner til, for at kommunerne efterlever lovgivningen.

Ministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at kommunerne skal efterleve de sociale nævns afgørelser. Det er jo derfor, vi har lavet det kontrolsystem, der gør, at kommunaltilsynet kan gribe ind.

Det er jo helt tydeligt, at borgere skal have den hjælp, som de har ret til, og det burde jo sådan set ikke være nødvendigt, at man skulle inddrage kommunaltilsynet, for at det sker. Derfor synes jeg også, at de sager, der har været omtalt, er problematiske, og jeg tager drøftelser med KL om, hvordan vi håndterer det.

Jeg har en løbende dialog med KL. Jeg har jo lavet et partnerskab med KL, hvor vi er enige om at mødes regelmæssigt og drøfte ting og sager, som er oppe, og hvor der er behov for øget politisk bevågenhed. Det her er noget af det, som jeg naturligvis tager med til mine næste drøftelser med KL, for det er ikke i orden. Borgere må aldrig nogen sinde føle – når de har kæmpet for deres sag og får at vide, at de ikke får medhold – at det er en evig, evig kamp, og at de bliver modarbejdet. Der skal være orden i sagerne, og det skal der være for alle parter, der går ind i sådan en sag. Derfor drøfter jeg det generelle med KL.

Men jeg vil gerne sige endnu en gang, at kommunaltilsynet altså har mulighed for at gribe ind, og så bliver der også rettet ind.

Spørgeren.

Jamen vi ser jo, at det ikke sker. Vi ser jo, at der ikke er nogen, der griber ind, og vi ser, at de borgere, som får medhold, ikke får nogen hjælp. Der er ikke nogen, der griber ind.

Statsforvaltningen har jo ikke rejst nogle sager, for der er jo ikke givet nogen tvangsbøder til kommunalbestyrelsesmedlemmer. Altså, hvis det fungerede i praksis – og loven og det hele fungerede – så ville vi jo ikke have de her sager, og det har vi jo. De har været omtalt i flere medier, og derfor skal vi have lavet noget om nu og her.

Familien, som jeg omtalte, bor stadig væk på vandrerhjem, og det er dybt problematisk. Altså, hvor langt skal man gå, for at borgerne får den hjælp, de faktisk har krav på efter lovgivningen, og som de sådan set har fået medhold i efter det sociale nævns afgørelse?

Vi bliver nødt til at handle hurtigt herindefra, der skal ske noget. Jeg forventer, at ministeren gør noget ved det her, for det er simpelt hen uacceptabelt for de mennesker, det går ud over.

Ministeren.

Jamen jeg vil gerne sige en gang til, at jeg sådan set er enig. Hvis der er borgere, der kommer i klemme, er det ikke i orden, og det er noget af det, jeg også vil drøfte med KL. Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det jo ikke er hovedreglen, at de sociale nævns afgørelser ikke bliver efterlevet. Det bliver de jo. Men vi har samtidig lavet den ordning, at hvis det ikke sker, har kommunaltilsynet mulighed for at skride ind. Enhver kan rette henvendelse til kommunaltilsynet, dvs. også politikere, Det Sociale Nævn eller andre, der mener, at en kommune overtræder lovgivningen.

Det er naturligvis sådan i Danmark, at borgere skal have den hjælp, som de er berettiget til, og det bør sådan set ikke være nødvendigt, at det skal ske med inddragelse af kommunaltilsynet. Det er derfor, vi har den sikkerhed, så vi kan være helt sikre på, at folk får den hjælp, som de har ret til.

Det er korrekt, at der er enkelte sager, der verserer i pressen, og jeg kender også til flere sager. Dem vil jeg meget, meget gerne tage en nærmere drøftelse med KL om, for de skal naturligvis løses. Jeg har også selv været inde over nogle af sagerne.

Men når der så igen bliver spurgt til tvangsbøder, vil jeg bare igen sige, at det fremgår af økonomi- og indenrigsministerens svar på spørgsmål 8 til Socialudvalget – når jeg nævner, at det er økonomi- og indenrigsministerens svar, er det, fordi den her lovgivning ligger under økonomi- og indenrigsministeren – at i de sager, hvor der har været tale om ulovlig undladelse fra kommunens side, har kommunen rettet ind efter statsforvaltningens behandling af sagen. Og så må man jo konstatere, at selv om det er trist, at der nogle gange er mennesker, der kommer i klemme, så har vi heldigvis et system, der virker.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål er stillet til handels- og investeringsministeren af fru Anni Matthiesen.