Tak for svaret.
I Dansk Folkeparti er vi meget bekymret over den udvikling, som regeringen står som eksponent for i forhold til at give statsborgerskab til personer, som vores eget politi, Politiets Efterretningstjeneste, advarer imod, i forhold til at de kan være en del af netværk, der står bag terrorisme.
Man har jo fra dagbladet BT's side spurgt en tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen.
Han vurderer, at der i forbindelse med det seneste lovforslag er tale om en person, som PET frygter vil medvirke til terror, og som Folketinget altså giver statsborgerskab til.
Han siger om sandsynligheden for, hvem det er:
»Det drejer sig om enkeltpersoner eller medlemmer af en ekstremistisk gruppe, der har foretaget handlinger eller initiativer, der har henblik på at destabilisere samfundet«.
Det er for os i Dansk Folkeparti ekstremt bekymrende, hvis Folketinget tvinges til at give statsborgerskab til sådanne personer.
Og vi har været glade ved, at den nuværende socialminister, da den pågældende i sin tid var ordfører for Socialdemokraterne, netop har sagt, at i sådan nogle tilfælde må man så arbejde på at ændre konventionerne.
Det gode spørgsmål, synes jeg, til justitsministeren er så:
Hvordan har regeringen tænkt sig at følge op på det?
Eller skal vi fortsat give statsborgerskab ud fra de principper, som regeringen lægger frem nu, nemlig at vi giver statsborgerskab til personer, der er potentielle terrorister?