Tak for det, formand.
Jeg er blevet spurgt til, om regeringens ændring af den kriminelle lavalder, som jo altså blev ændret fra 14 til 15 år, har haft nogen indflydelse på de kriminelle banders rekruttering af nye medlemmer og hjælpere.
Jeg håber ikke, det kan overraske nogen, når jeg siger, at jeg selvfølgelig ikke har noget grundlag for at sige, at der skulle være nogen som helst sammenhæng mellem ændringen af den kriminelle lavalder og bandernes rekruttering.
Men når vi nu er ved spørgsmålet om den kriminelle lavalder, vil jeg da gerne slå fast over for spørgeren, at der ikke er nogen holdepunkter for at antage, at kriminalitet kan forebygges og bekæmpes effektivt ved at behandle børn som kriminelle voksne.
Det til trods sænkede den tidligere regering jo alligevel den kriminelle lavalder til 14 år.
Den her regerings opfattelse er, at børn skal mødes med en social indsats i stedet for med strafferetlige sanktioner.
Det gælder også 14-årige, og det er grunden til, at den kriminelle lavalder nu igen er hævet til 15 år.
Så er jeg desuden enig med spørgeren i, at det selvfølgelig er helt centralt, at vi forsøger at få brudt bandernes fødekæde, og den omfattende indsats, som gøres her, gøres på en helt række fronter.
Det gælder en bred vifte af forebyggende og kriminalpræventive tiltag, og den indsats gjorde jeg også rede for under samrådet i Retsudvalget i torsdags, hvor spørgeren jo selv deltog.
I den forbindelse kan jeg så fremhæve, at jeg, regeringen og spørgerens parti jo har lavet en ny stor flerårsaftale for politiet, hvor vi går målrettet efter de udsatte boligområder og går målrettet efter det, vi kalder rocker- og bandegrupperingernes rekrutteringsbaser, altså i de her særlige boligområder.
Hvorfor?
Fordi vi ved, at de bliver brugt til at rekruttere til bandemiljøerne.
Derudover har politikredsene jo som led i udmøntningen af de aftaler, vi har lavet, fået tildelt midler fra Rigspolitiet, der er øremærket særlige initiativer til lige nøjagtig de udsatte boligområder, hvor indsatsen går på både at sætte fokus på og identificere unge, som på den ene eller anden måde kan tiltrækkes af bandemiljøet, og på den måde forhindre, at det sker, og inden det går galt.
Så jeg mener, at vi er på rette vej med den største indsats nogen sinde i forhold til rocker-bande-miljøet og en stærk, forebyggende indsats i de udsatte boligområder.