Tak for det.
Der bliver spurgt, om jeg mener, at et byrdestop for danske virksomheder i resten af denne valgperiode vil være et forslag, som regeringen kan støtte, og det kan jeg svare nej til.
Løsningen er efter min vurdering ikke et nyt rigidt regel- eller byrdestop.
Det bedste bevis på det er Venstres eget skattestop.
Alene erhvervsskatterne hævede hr.
Lars Løkke Rasmussen omkring 100 gange, mens han var statsminister.
Oveni kommer alle hans andre skattestigninger, som brød med skattestoppet.
Det skaber ikke sikkerhed omkring virksomhedernes investeringer, tværtimod.
Regeringen har lagt en ny kurs for skattepolitikken, og skattestoppet er afskaffet.
Alle skal bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet og til, at skattepolitikken har en rimelig social balance.
Skatter betaler for vores velfærd, men jeg er da udmærket klar over, at de også kan være en omkostning for virksomhederne, ligesom indførelse af nye byrder med hensyn til indberetning og miljø m.v.
kan være det.
Vi skal derfor ikke belaste virksomhedernes konkurrenceevne unødigt.
Regeringen har hverken planer om nye generelle forhøjelser af afgifter, erhvervsskatter eller indkomstskatter, men der skal naturligvis være plads til fornuftige omlægninger af skatter og afgifter.
Det er afgifts- og konkurrencepakken i forbindelse med finanslovaftalen for 2013, der sikrer lavere afgifter for forbrugerne og bedre konkurrencevilkår for virksomhederne, et godt eksempel på.
Der skal også være plads til at indføre nye regler, hvis de ellers er fornuftige, men selvfølgelig under den forudsætning, at regeringens politiske tiltag samlet skal trække i en retning, så det generelt bliver mere attraktivt at investere i arbejdspladser i Danmark.