Spm. nr. S 1083

6) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:

Liselott Blixt (DF):

Hvordan vil ministeren sikre, at psykisk syge patienter ikke bliver udsat for vold i regionernes varetægt, som man hører omtalt i forhold til Risskov, og hvordan sikrer ministeren ordentlige forhold her og nu?

Spm. nr. S 1083

6) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:

Liselott Blixt (DF):

Hvordan vil ministeren sikre, at psykisk syge patienter ikke bliver udsat for vold i regionernes varetægt, som man hører omtalt i forhold til Risskov, og hvordan sikrer ministeren ordentlige forhold her og nu?

Det er ministeren for sundhed og forebyggelse, der starter.

Lad mig starte med at slå fast, at det ikke alene er fuldstændig uacceptabelt, men også ulovligt, hvis ansatte i sundhedsvæsenet udøver vold mod patienterne, og det er jo sådan et tilfælde, spørgsmålet går på. Patienter har krav på en professionel og respektfuld behandling, og sundhedspersoner har pligt til at være omhyggelige og samvittighedsfulde i deres behandling af patienterne og også i deres omgang med patienterne. Hvis der findes personale i sundhedssektoren, herunder i psykiatrien, der mener, at ydmygelse af og vold mod patienter har en berettigelse, så kan det kun gå for langsomt med at få dem ud ad døren. Så hører de ganske enkelt ikke til dér.

I sidste ende er det regionens ledelse, der har det ansvar, altså at sikre, at personalet er kvalificeret og forstår deres rolle og det ansvar, der hviler på dem. Men lederne og de øvrige medarbejdere på de enkelte afdelinger har i det daglige et ansvar i forhold til at få sådan nogle kolleger stoppet og få luget ud, hvis de støder på den slags personer, for de hører ganske enkelt ikke hjemme på arbejdspladser, hvor man har ansvaret for andre menneskers ve og vel.

Jeg ved jo, og det ved spørgeren også, at de ansatte i psykiatrien hver dag gør et kæmpe arbejde i forhold til at behandle, pleje og skabe de bedst mulige rammer for patienterne, så skulle der være enkelte brodne kar imellem, skal de ikke have lov til at tegne et billede af vores psykiatri på den måde, det skete i artiklerne i BT for nylig. Det gavner ikke den vigtige indsats, som personalet yder hver eneste dag for patienter med psykisk sygdom. Hvis en region ikke tager indberetninger om vold mod patienterne alvorligt, ja, så må medarbejderne jo melde det til politiet. Vold inden for hospitalsmurene er akkurat lige så ulovligt som vold uden for murene.

Der skal ikke herske nogen tvivl, lad mig sige det helt klart, om, at jeg forventer, at regionen som ansvarlig sygehusmyndighed sikrer ordentlige forhold på afdelingerne, både for patienterne og for personalet, og jeg forventer, at regionen får endevendt den her konkrete sag, der bliver spurgt ind til. Region Midtjylland har da også meldt ud, at der den 20. februar 2013 vil blive indledt en tilbundsgående undersøgelse af forholdene på Risskov. Jeg har bedt regionsformand Bent Hansen om at orientere mig om undersøgelsens resultater. Og det er, hvad jeg når at svare nu.

Spørgeren.

Det glæder mig, at ministeren tager det alvorligt, for vi vil jo alle sammen det bedste for vores patienter. Og som formand for § 71-tilsynet går jeg også ud til nogle af de der psykiatriske afdelinger netop for at sikre, at patienterne har de rettigheder, som de skal have. Det står i vores grundlov, og selvfølgelig skal det være sådan.

Men det, der er foruroligende, er, når man kan læse, at ansatte slår patienter eller ydmyger dem, og at patienter mishandles på et retspsykiatrisk hospital. Når man så læser i artiklerne og ser, hvad der har været på BT's tv-kanal, ser man, at formanden for regionerne, Bent Hansen, på et tidspunkt går ud og siger, at han ikke tror på, hvad personalet siger. Der var fem personaler, der uafhængigt af hinanden – vi ved godt, at nogle vil være anonyme, men der var nogle, der stod frem – sagde, at det her skete. Det, der så foruroliger mig, er, hvis formanden for regionen går ud og siger: Jamen vi tror ikke på dem, og det foregår ikke.

Så derfor var min interesse, hvad det er, ministeren vil gøre ved en orientering fra regionen, og hvordan det skal sikres, at det her ikke sker.

Ministeren.

Jeg sagde jo her i min besvarelse, at man som ansat også har et ansvar, hvis man oplever den her slags ting. Går man til sin ledelse og oplever, at der ikke bliver lyttet, så må man gå til politiet, hvis man oplever, at der bliver udøvet vold.

Men jeg vil sige, at man jo også har andre steder at kunne gå hen. Man kan sige det til en tillidsmand, man kan sige det til en sikkerhedsrepræsentant. I det hele taget er det afgørende, at man siger fra og råber op, hvis man oplever, at sådan noget her finder sted.

Jeg kan jo ikke konkludere noget om den undersøgelse, der er blevet igangsat i dag, men jeg synes, det er rigtigt, at man sætter en undersøgelse i gang på den måde. Beretninger som dem, jeg kunne høre, om vold og ydmygelser er meget, meget alvorlige, og de bør betyde, at man sætter gang i sådan en tilbundsgående undersøgelse som den, vi kan høre om. Og som sagt har jeg meddelt, at jeg meget gerne vil orienteres om, hvad man kommer frem til i den undersøgelse.

Spørgeren.

Vi har før i tiden talt om whistleblowere, også på det her område. Det kunne jo netop være en idé, og jeg ved, at ministeren også har været inde på det. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens tanker om, om ikke det ville gøre en forskel, for nogle personaler ville måske synes, at det ville være et stort skridt at gå til politiet. Det er måske også nogle kollegaer, som man synes om på andre områder, som man ser gøre det, og så tænker man: Hvordan skal man stoppe det her? Man går til ledelsen og finder ud af, at ledelsen ikke vil gøre noget ved det.

Hvordan kan vi prøve at organisere det her med whistleblowere, som jeg ved at ministeren har været inde på? Er det noget, man kunne bruge f.eks. på Risskov?

Ministeren.

Først vil jeg sige i forhold til det, at jeg tror, det er fuldstændig afgørende at få slået fast, at det skal man ikke være i tvivl om at man skal handle på som medarbejder. Vold er præcis lige så ulovligt på psykiatriske afdelinger og på retspsykiatriske afsnit som i resten af samfundet. Det må man ikke være i tvivl om. Føler man ikke, man kan gå til sin ledelse, og føler man ikke, man kan gå til politiet, jamen så kan man gå til kolleger, og man kan gå til en tillidsrepræsentant, en sikkerhedsrepræsentant. Man har et ansvar for at gøre noget, så der kan handles. Nu er der gang i en undersøgelse, og hvis det viser sig, at det her er rigtigt, er det jo dybt tragisk, at sagen først kommer frem så lang tid efter.

Jeg synes, at hele den her whistleblowertankegang jo er brugbar. Jeg ved, at man har sin egen whistleblowerordning i Region Midtjylland, og som jeg har forstået, handler det om, at man internt i systemet altid kan gå et led videre op. Jeg er ikke ekspert i den, måske kunne spørgeren henvende sig til Region Midtjylland og høre om den. Jeg vil da opfordre til, at man rundtomkring lokalt forholder sig til, hvordan vi sikrer, at der er kanaler, som personalet kan gå ad, hvis de oplever ting, som er over grænsen.

Så vil jeg sige som det sidste, at ud over at regionen har en pligt og en mulighed for at komme problemer til livs, har § 71-tilsynet også nogle muligheder – og der er spørgeren jo selv formand – for at komme både anmeldt og uanmeldt på besøg. Den mulighed kan formanden jo overveje hvad man vil bruge til.

Så er det spørgeren.

Nu er det ikke alle steder, vi kan komme som § 71-tilsyn, for når det er retspsykiatriske patienter, er det Retsudvalget, der kommer på besøg.

Ministeren udtaler også, at hvis man ser vold, skal det meldes, og det gør man selvfølgelig også til politiet. Men når det er ydmygelse, er det måske ikke det, man går til politiet med, altså hvis man ser en, der er fikseret, og som måske ikke får lov til at komme på toilettet. Det er jo ikke noget, som man normalt kan gå til politiet med, og jeg tror heller ikke, politiet vil tage sig af det.

Problemet er, at de her personaler jo masser af gange har sendt skriftlige klager til ledelsen, men der er aldrig sket noget. Spørgsmålet er, om der var sket noget, og hvor højt op man så skulle gå – for de var jo gået det her trin op – når vi har en regionsformand, der samtidig siger: Vi tror ikke på dem. Så mon ikke det med whistleblower skulle have været lidt uden for, så man vidste, der var nogle, der kunne tage sig af problemet?

Ministeren.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad folk faktisk benytter sig af den type whistleblowerordning, man har i Region Midtjylland, så det kan jeg ikke stå og gøre mig klog på her, andet end at jeg synes, det er rigtig positivt, hvis man rundtomkring lokalt forholder sig til, hvordan man kan sørge for, at der er kanaler, personalet kan gå ad. Og oplever medarbejdere en ledelse, der ikke er lydhør og lukker ørerne, så er det rigtig vigtigt, at de bliver taget alvorligt, hvis de så går et niveau op og råber op, for det er på alle måder tragisk.

Altså, ligegyldigt hvad der viser sig at komme ud af den her redegørelse, er det jo en tragisk sag, vi står med. Viser det sig, at der ikke er noget i sagen, så er det jo dybt tragisk med det billede, der bliver tegnet af vores psykiatri nu, og som vi bestemt heller ikke har brug for at få tegnet. Viser det sig, at der er noget i sagen, om det så er ydmygelser og på den måde ikke noget, man kan gå til politiet med, men noget, der bestemt overhovedet ikke er i orden, hverken menneskeligt eller fagligt i orden, eller om det er helt over i den meget alvorlige boldgade med vold, jamen så er det jo tragisk, at det kan finde sted. Og derfor vil jeg sige, at jeg ser meget frem til at få redegørelsen fra Region Midtjylland og vil selvfølgelig også gøre mig overvejelser efter at have set den.

Det her spørgsmål er slut.

Det næste spørgsmål er stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse af Sophie Løhde.