L 93 Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring af sundhedsydelser.

(Saglighedskrav, påbud om ophør m.v.).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-11-2012

Fremsættelse: 28-11-2012

Skriftlig fremsættelse (28. november 2012)

20121_l93_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. november 2012)

Ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring af sund­heds­ydel­ser (Saglighedskrav, påbud om ophør m.v.)

(Lovforslag nr. L 93)

Som det fremgår af regeringsgrundlaget »Et Danmark, der står sammen« fra oktober 2011 prioriterer regeringen danskernes sundhed højt. Alle danskere skal kunne regne med lige adgang til en hurtig og ordentlig behandling i vores sundhedsvæsen.


Det er en grundpille i velfærdssamfundet, at danskerne kan føle sig trygge ved og have tillid til sundhedsvæsenet. Heri ligger bl.a., at sundhedsydelserne skal leveres rettidigt, effektivt og være af høj kvalitet.


Stor fokus på den lægelige behandling på private klinikker har rejst forskellige problemstillinger af patientsikkerhedsmæssig karakter og givet anledning til en gennemgang af de eksisterende patientsikkerhedsforanstaltninger med henblik på at vurdere, om der kan iværksættes endnu flere initiativer, som over en bred kam kan bidrage til mere og bedre patientsikkerhed.


Gennemgangen har resulteret i en samlet patientsikkerhedspakke, som indeholder en række initiativer. De kan kategoriseres under følgende overskrifter:


Bedre sporbarhed og sikkerhed ved brug af implantater og andet medicinsk udstyr

Mere sikre lægemidler

Flere muligheder for at gribe ind over for og stille krav til læger, tandlæger m.fl.

Mere og bedre oplysning om sundhedsbehandling



Dette lovforslag er ét af flere af initiativerne, som kræver lovændring.


Med lovforslaget indføres som supplement til de nuværende krav en bestemmelse om, at markedsføring af sundhedsydelser skal være saglig. Forslaget indebærer, at sundhedsydelser ikke må markedsføres ligeså pågående og forbrugsstimulerende som almindelige forbrugsvarer eller tjenesteydelser. Markedsføringen skal være baseret på faglige og relevante oplysninger om sundhedsydelsen.


Det foreslås herudover, at angivelser (fx oplysninger om sundhedsydelserne, fordele og risici ved behandling, priser, tilskud) ikke må være mangelfulde. Der er tale om en skærpelse ift. de nuværende regler, hvor angivelserne ikke må være »urimeligt« mangelfulde.


Markedsføring af sundhedsydelser må ikke finde sted i fjernsyn, film, video eller lignende. Det foreslås at indføre et tilsvarende forbud mod at benytte film og levende billeder til markedsføring af sundhedsydelser på internettet.


Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af en reklame for en sundhedsydelse, hvis der på behandlingsstedet er tilknyttet sundhedspersoner, som er underlagt Sundhedsstyrelsens skærpede tilsyn for forhold, som er relevant for udførelse den markedsførte sundhedsydelse.


Det foreslås tillige, at Sundhedsstyrelsen får mulighed for at udstede påbud om, at markedsføring af sundhedsydelser, som er i strid med reglerne i loven, skal bringes til ophør.


Det foreslås endvidere, at Sundhedsstyrelsen får hjemmel til at kræve, at den ansvarlige for ulovlig markedsføring skal offentliggøre Sundhedsstyrelsens afgørelse eller en berigtigelse, og at styrelsen kan bestemme offentliggørelsens form, varighed og indhold, herunder hvor den skal finde sted.


Adgangen til at kræve offentliggørelse af afgørelser og rettelser forudsættes kun anvendt, hvor det skønnes hensigtsmæssigt eller nødvendigt for at rette misforståelser, korrigere misvisende oplysninger og lignende.


Lovforslaget er en del af patientsikkerhedspakken.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.