L 87 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om betalingstjenester og elektroniske penge og forskellige andre love.

(Videregivelse af oplysninger til anklagemyndighed og politi, oprettelse af Det Systemiske Risikoråd, sammenlægning af Det Finansielle Virksomhedsråd og Fondsrådet, shortselling, ny tilgang til håndhævelse af solvenskrav og etablering af tilsyn med referencerenter m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 2. behandling

Afgivet: 13-12-2012

Afgivet: 13-12-2012

Ændringsforslag nr. 26-29,3 af erhvervs- og vækstministeren stillet den 13.12.2012 uden for betænkningen

20121_l87_aendringsforslag_beh21195604.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 13. december 2012 uden for betænkningen

Til § 1

Af erhvervs- og vækstministeren:

26) I den under nr. 34 foreslåede affattelse af § 345, stk. 1, nr. 10, ændres »Danske Forsikring- og Pensionsmæglere« til: »FMF - Forsikringsmæglerforeningen«.

[Korrektion]

Af erhvervs- og vækstministeren:

27) I den under nr. 34 foreslåede affattelse af § 345, stk. 2, nr. 4, indsættes efter »informationsvirksomhed«: »og rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med dets udstedelse af regler«.

[Præcisering]

Af erhvervs- og vækstministeren:

28) Nr. 43 affattes således:

»43. I § 354 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 1« til: »stk. 1 eller 2«.«

[Korrektion]

Til § 9

Af erhvervs- og vækstministeren:

29) Nr. 1 affattes således:

»1. Efter § 14 indsættes før overskriften før § 16:

»Optagelse af lånemidler

§ 15. Realkreditinstitutter kan optage lån til brug for at opfylde forpligtelsen til at stille supplerende sikkerhed, jf. § 33 d, stk. 1, eller øge overdækningen i en serie eller grupper af serier med seriereservefond.

Stk. 2. Det skal fremgå af låneaftalen, hvilken serie eller gruppe af serier med seriereservefond lånemidler optaget efter stk.1 kan henføres til.

Stk. 3. Lånemidler optaget efter stk. 1 skal placeres i de aktivtyper, der er nævnt i § 152 c, stk. 1, nr. 1 og 3-7, i lov om finansiel virksomhed. Aktiverne skal fra det tidspunkt, hvor lånet optages, placeres på en særskilt konto, i et særskilt depot eller på anden måde mærkes som hidrørende fra det pågældende lån. Når aktiverne anvendes som supplerende sikkerhed eller overdækning, skal de indgå i den pågældende serie eller gruppe af serier med seriereservefond.«

[Korrektion]

Til § 17

Af erhvervs- og vækstministeren:

30) Stk. 4 affattes således:

»Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 49, § 2, nr. 01, 2, 3, 02, 31, 32, 42 og 45-47. Erhvervs- og vækstministeren kan herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.«

[Korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 26

Med den foreslåede ændring af § 345, stk. 1, nr. 10, ændres Danske Forsikrings- og Pensionsmæglere til FMF - Forsikringsmæglerforeningen, da organisationen har ændret navn.


Til nr. 27

Med den foreslåede tilføjelse til § 345, stk. 2, nr. 4, præciseres, at Det Finansielle Råd, som det fremgår af de almindelige bemærkninger til ændringen i lovforslaget, skal varetage samme type sager, som rådene gør efter de gældende regler.


Således indsættes det, at rådet også rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med regeludstedelse, som det følger af den gældende § 345, stk. 2, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed vedrørende Det Finansielle Virksomhedråd og af § 84, stk. 2, nr. 2, vedrørende Fondsrådet.


Til nr. 28

Der er med forslaget til nyaffattelse af ændringen af § 354 a, stk. 2, 1. pkt., som denne fremgår af lovforslagets § 1, nr. 43, alene tale om en præcisering af, at det er stk. 1 i 1. pkt., der skal ændres til stk. 1 eller 2.


Til nr. 29

Forslaget til § 15 indebærer, at lånemidler optaget som seniorgæld med en vis fortrinsstilling i konkurs ofte benævnt som junior covered bonds også kan optages til brug for traditionelle realkreditobligationer. Hidtil har optagelsen af denne type lånemidler været forbeholdt til brug for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer, som i det omarbejdede kreditinstitutdirektiv 2006/48/EF er pålagt løbende overholdelse af lånegrænser og dermed krav om supplerende sikkerhedsstillelse.


Forslaget til § 15, stk. 1, fastsætter, at et realkreditinstitut som hidtil kan optage lån til at opfylde kravet om, at instituttet skal stille supplerende sikkerhed, hvis de aktiver, der ligger til grund for udstedelsen af en særligt dækket realkreditobligation eller en særligt dækket obligation, ikke længere svarer til værdien af de udstedte obligationer. Forslaget medfører imidlertid også, at lånemidlernes anvendelsesgrundlag generelt udvides, så lånemidlerne fremover ikke alene kan anvendes til at stille supplerende sikkerhed i en serie med seriereservefond (kapitalcenter), men også kan anvendes til generelt at øge overdækningen i et kapitalcenter. Realkreditinstitutter får herved også mulighed for at optage sådanne lånemidler til brug for understøttelse af udstedelse af de traditionelle realkreditobligationer.


Baggrunden for ændringen er et ønske om at give realkreditinstitutterne mulighed for at forstærke kapitaloverdækningen i de enkelte kapitalcentre, som eksempelvis kan have positiv effekt i forhold til rating.


I § 15, stk. 2, fastsættes, at det skal fremgå af låneaftalen, hvilken serie med seriereservefond lånemidler optaget efter stk. 1 skal henføres til. Kravet er begrundet i, at det skal være muligt for kreditor at spore de enkelte låneoptagelser tilbage til det enkelte kapitalcenter.


I § 15, stk. 3, fastsættes, at de lånemidler, som instituttet har optaget i medfør af § 15, stk. 1, skal placeres i tilsvarende aktivtyper, som enten kan anvendes til sikkerhedsmæssig afdækning af de særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer eller medgå til kapitalmæssig overdækning i et kapitalcenter.


Derudover skal aktiverne fra det tidspunkt, hvor lånet optages, placeres på en særskilt konto, i et særskilt depot eller på anden måde mærkes som hidrørende fra det pågældende lån. Hvis instituttet endnu ikke har erhvervet aktiver for de lånte midler, skal disse midler placeres på en særskilt konto. Har instituttet derimod erhvervet statsobligationer for lånemidlerne, skal disse aktiver placeres i et depot. Har instituttet erhvervet et aktiv, som ikke kan placeres i et særskilt depot, skal dette aktiv mærkes på anden måde, således at det fremgår, at disse aktiver er erhvervet for de pågældende lånemidler.


Når aktiverne anvendes som supplerende sikkerhed eller overdækning, skal de indgå i den pågældende serie med seriereservefond. Når midlerne placeres, skal de øvrige regler, der gælder for seriens indretning, naturligvis også iagttages.


Hvis værdien af de aktiver, der ligger til sikkerhed for obligationsudstedelserne i de enkelte serier, efterfølgende stiger, således at værdien af aktiverne overstiger værdien af de udstedte obligationer - også ud over, hvad der kan indeholdes i en overdækning - kan de aktiver, der er erhvervet for seniorgæld, realiseres og enten føres tilbage til den særskilte konto, placeres i et depot, mærkes på anden måde eller udbetales til långiver. Det er en forudsætning, at de indgåede aftaler om seniorgæld ikke tilsidesættes herved.


Den konkursretlige behandling af seniorgæld fremgår af § 27, stk. 1, 3. pkt. Den konkursretlige behandling af seniorgæld, der ikke er anvendt som supplerende sikkerhed eller overdækning, fremgår af § 27 b.


Til nr. 30

Der er med forslaget tale om en konsekvensrettelse af ikrafttrædelsesbestemmelsen, som skyldes, at der med et for udvalget tidligere forelagt ændringsforslag, som er optaget i betænkningen efter 1. behandlingen, er tilføjet nr. 01-06 til lovforslagets § 2.