Tilføjelse til betænkning
afgivet af Transportudvalget den 6. december 2012
1. Ændringsforslag
Der er i betænkningen stillet 6 ændringsforslag
til lovforslaget. Transportministeren har stillet
ændringsforslag nr. 1, 2 og 4-6. Dansk Folkepartis medlemmer
af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3. Der er uden
for betænkningen af Martin Geertsen (V) stillet
ændringsforslag nr. 7-11.
Transportministeren har i tilføjelsen til
betænkning stillet ændringsforslag nr. 12, og Dansk
Folkepartis medlemmer af udvalget har taget ændringsforslag
nr. 3 tilbage.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2012 og var til 1.
behandling den 23. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Transportudvalget. Udvalget
afgav betænkning den 22. november 2012. Udvalget har efter
afgivelse af betænkning genoptaget behandlingen af
lovforslaget.
Møder
Udvalget har, efter at have genoptaget behandlingen, behandlet
lovforslaget i 1 møde.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, DF, RV,
SF, EL og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af transportministeren
stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det vigtigt, at
DSB udvikler sig til en mere forretningsdrevet og økonomisk
sund virksomhed, der er konkurrencedygtig i forhold til andre
jernbaneoperatører. DSB's samlede gæld på over
18 mia. kr. er uholdbar, og endnu større
gældsforpligtelser bør så vidt muligt
undgås. Samtidig kan der i DSB hentes store effektivitets- og
produktivitetsgevinster, som bør betyde, at statens tilskud
til den kollektive trafik kan bruges mere optimalt til at
støtte udviklingen af en sundere og stærkere jernbane,
gavne flere passagerer samt skabe vækst og mere
sammenhæng i den kollektive trafik. Dansk Folkeparti finder
det endvidere vigtigt, at DSB ikke slækker på
regnskabsinformationerne, men at der arbejdes hen imod mere
gennemsigtighed og kontinuitet i regnskabsaflæggelsen samt
flere deltaljerede regnskabsinformationer, så der skabes
større tillid og troværdighed til DSB's
regnskabsaflæggelse.
Et mindretal i udvalget (V) vil
redegøre for sin indstilling til lovforslaget ved 2.
behandling. Mindretallet vil stemme for de af Venstre stillede
ændringsforslag og de af transportministeren stillede
ændringsforslag nr. 1, 2, 5 og 6. Hvis de af Venstre stillede
ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet stemme for
transportministerens ændringsforslag nr. 4 og 12.
Et andet mindretal i udvalget (LA)
indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de af Venstre stillede ændringsforslag og de af
transportministeren stillede ændringsforslag nr. 1, 2, 5 og
6. Hvis de af Venstre stillede ændringsforslag ikke vedtages,
vil mindretallet indstille lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for afgivelse af
tilføjelse til betænkning ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i tilføjelsen til
betænkning.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tilføjelsen til betænkning.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af transportministeren, tiltrådt af et
flertal (S, DF, RV, SF, EL og KF):
12) I
den under nr. 18 foreslåede § 15 b indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Hvis DSB
S-tog A/S opløses, jf. stk. 1, skal DSB afgive
segmentoplysninger for S-tog i henhold til årsregnskabsloven.
Desuden skal DSB i sin årsrapport angive gæld, som
hidrører fra indkøb af rullende
S-togsmateriel.«
[Segmentoplysninger og udvikling i
gæld fra indkøb af rullende S-togsmateriel]
Bemærkninger
Til nr. 12
Det foreslås med ændringsforslaget, at hvis DSB
S-tog A/S opløses, jf. § 15 b, stk. 1, vil DSB skulle
afgive segmentoplysninger for S-tog i henhold til
årsregnskabsloven.
Såfremt der sker en overdragelse, jf. § 15 b, stk.
1, vil gældende regler i årsregnskabsloven om
segmentoplysninger skulle overholdes.
Dette indebærer, at DSB bl.a. vil skulle give
oplysninger om følgende poster vedrørende
S-tog:
Passagerindtægter.
Trafikkontraktindtægter.
Salg af kioskvarer m.v.
Salg af reparation og vedligeholdelse af togmateriel
m.v.
Udlejning af togmateriel.
Andre driftsindtægter og arbejde udført for egen
regning.
Indtægter i alt.
Resultat før af- og nedskrivninger.
Resultat af primær drift.
Finansielle poster i alt.
Det foreslås desuden med ændringsforslaget, at DSB
i sin årsrapport angiver gæld, som hidrører fra
indkøb af rullende S-togsmateriel. Herved sikres fortsat
åbenhed om denne gæld og dens nedbringelse, også
i en situation, hvor DSB S-tog A/S er blevet opløst, jf.
§ 15 b, stk. 1.
Formålet er, at der opnås et helhedsbillede af DSB
S-togs økonomi.
Benny Engelbrecht (S) fmd. Karin Gaardsted (S) Magnus
Heunicke (S) Mette Reissmann (S) Orla Hav (S) Rasmus Prehn (S)
Torben Hansen (S) Andreas Steenberg (RV) Rasmus Helveg Petersen
(RV) Lone Loklindt (RV) Jesper Petersen (SF) Jonas Dahl (SF)
Henning Hyllested (EL) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas
Danielsen (V) Martin Geertsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V)
nfmd. Lars Christian Lilleholt
(V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Hans Christian
Schmidt (V) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) Jørn
Dohrmann (DF) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Mike
Legarth (KF) Tom Behnke (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 8 omdelt efter
afgivelse af betænkning
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
8 | Betænkning afgivet den 22. november
2012 |
9 | Ændringsforslag til 2. behandling,
stillet af Martin Geertsen (V) |
10 | Ændringsforslag fra
transportministeren |
11 | 1. udkast til tilføjelse til
betænkning |