Skriftlig fremsættelse (16. november
2012)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
sygedagpenge (Forhøjelse af virksomhedernes
finansieringsbidrag ved forsikringsordningen for mindre,
private arbejdsgivere)
(Lovforslag nr. L 76)
Som led i aftalen mellem regeringen og Enhedslisten om
finansloven for 2013 er det besluttet at reducere
erhvervsstøtten.
Det foreslås på denne baggrund, at de samlede
præmier til sygedagpengeforsikringen for mindre, private
arbejdsgivere fremover fastsættes således, at de
dækker 80 pct. af udgifterne til ordningen i stedet for 70
pct., som det er tilfældet i dag.
Henset til, at lovforslaget foreslås at træde i
kraft den 1. januar 2013, skal jeg anmode om, at lovforslaget
behandles færdigt i december 2012.
Lovforslaget er sendt i ekstern høring samtidig med
fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.