L 74 Forslag til lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret.

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 12-12-2012

Afgivet: 12-12-2012

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 12. december 2012

20121_l74_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 12. december 2012

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 16. november 2012 og var til 1. behandling den 27. november 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.


Høring

Lovforslaget blev samtidig med fremsættelsen sendt til udvalgets orientering. Den 23. og 27. november 2012 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Enhedslisten betragter truslen om, at mange tusinde mennesker mister dagpengeretten og dermed hele eller en del af deres forsørgelsesgrundlag, som et alvorligt samfundsmæssigt problem.


Det halve års forlængelse af dagpengeretten, der var en del af finansloven for 2012, gav regeringen tid til at finde en permanent løsning på problemet sammen med Enhedslisten.


Det har regeringen ikke ønsket. I stedet har man forsøgt sig med lappeløsninger som akutpakke og akutjob - lappeløsninger, der ikke slår til.


Dette lovforslag, der giver dagpengemodtagere, der mister dagpengeretten i første halvår af 2013, mulighed for yderligere et halvt års forsørgelse og mulighed for uddannelse, er yderligere en lappeløsning, der blot udskyder problemet.


Enhedslisten støtter forslaget, men ønsker at præcisere, at der er brug for permanente løsninger, der:


- Forlænger dagpengeperioden

- Halverer genoptjeningsperioden til 26 uger

- Udvider retten til supplerende dagpenge

- Sikrer, at aktivering i løntilskudsjob og virksomhedspraktik samt uddannelsesaktivering tæller med i optjening af dagpengeret

- Udvider retten til uddannelse under ledighed



Et mindretal i udvalget (V, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforlsag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (S, DF, RV, SF og EL):

1) Som stk. 2 indsættes:

»Stk. 2. En person, der ikke ønsker at benytte retten til uddannelse med særlig uddannelsesydelse, jf. stk. 1, kan uanset § 11, stk. 2, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik modtage kontanthjælp efter samme lov, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne herfor.«

[Præcisering af, at uddannelsesordningen er frivillig]

Til § 17

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (S, DF, RV, SF og EL):

2) Stk. 2, 3. pkt. udgår.

[Præcisering af anvendelsen af partshøring i forbindelse med sanktioner]

Ny paragraf

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (S, DF, RV, SF og EL):

3) Efter § 27 indsættes som ny paragraf:

»§ 01. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 561 af 19. juni 2009, som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 1602 af 22. december 2010, § 3 i lov nr. 462 af 18. maj 2011 og § 6 i lov nr. 1364 af 28. december 2011 og senest ved lov nr. 588 af 18. juni 2012, foretages følgende ændring:

1. I § 14, stk. 2, nr. 5, indsættes efter »kommunale udgifter til danskundervisning til udlændinge og undervisning i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie samt kontanthjælp og aktivering efter integrationslovens kapitel 4-5,«: »kommunale udgifter til den særlige uddannelsesydelse og driftsudgifter til finansiering af uddannelse samt udgifterne til befordring efter lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret,«.«

[Kommunale udgifter omfattes af budgetgarantiordningen]

Bemærkninger

Til nr. 1

For at få hjælp i form af kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik er det en betingelse, at ændringen i en persons forhold (»den sociale begivenhed«) medfører, at personen får behov for hjælp til at kunne forsørge sig selv og sin familie, og at dette behov ikke dækkes gennem andre ydelser, jf. § 11, stk. 2, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik. Dette er en konsekvens af, at kontanthjælpen er subsidiær i forhold til andre private og offentlige forsørgelsesmuligheder.


Hvis kontanthjælpen også skal være subsidiær i forhold til uddannelsesordningen, vil ledige skulle henvises til først at søge at udnytte deres ret til uddannelse under uddannelsesordningen med særlig uddannelsesydelse, selv om den enkelte reelt ikke ønsker at være i ordningen.


Formålet med uddannelsesordningen er at give de ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, mulighed for at gå i gang med en uddannelse med en forsørgelsesydelse, hvis de ønsker det. Det er frivilligt for den enkelte, om pågældende ønsker at benytte sig af retten til at blive omfattet af uddannelsesordningen. Der er derfor tale om et sammenstød mellem forslaget til lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, og lov om aktiv socialpolitik.


Det foreslås derfor at indsætte et stk. 2 i lovforslagets § 1, hvoraf det fremgår, at personer, der ikke ønsker at benytte sig af retten til uddannelse med særlig uddannelsesydelse efter lovforslagets § 1, stk. 1, kan modtage kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for det. Forslaget skal sikre, at personer, som ikke ønsker at benytte sig af deres ret til uddannelse med særlig uddannelsesydelse, kan modtage kontanthjælp, hvis de ellers er berettiget hertil, selv om de, hvis de havde benyttet sig af uddannelsesordningen, ville kunne dække deres behov for forsørgelse derigennem.


Til nr. 2

Det foreslås, at 3. pkt. i forslaget til § 17, stk. 2, udgår.


Baggrunden for ændringsforslaget er, at partshøring ikke altid kan afvente den samlede månedlige opgørelse af sanktioner.


Efter kontanthjælpsreglerne kan kommunen vælge, at opgørelse af udeblivelse fra tilbud sker som en samlet opgørelse en gang om måneden, og partshøring skal så foretages i forbindelse med denne månedlige opgørelse. For øvrige udeblivelser eller undladelser, der kan medføre sanktioner efter kontanthjælpsreglerne, skal der ske partshøring og træffes afgørelse umiddelbart efter hændelsen.


Personer, der er omfattet af uddannelsesordningen, skal ikke stå til rådighed for tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som kontanthjælpsmodtagere skal, og kan derfor ikke gives sanktioner for udeblivelser fra tilbud.


Der er på den baggrund ikke grundlag for at have en særlig adgang til at kunne samle opgørelsen af sanktioner ved udgangen af måneden.


Der skal således altid partshøres over de sanktioner, som en person omfattet af uddannelsesordningen kan få, umiddelbart efter hændelsen.


For så vidt angår partshøring kommer sanktionsreglerne i uddannelsesordningen dermed til at svare til de tilsvarende sanktionsregler i kontanthjælpssystemet.


Til nr. 3

Den kommunale budgetgaranti indebærer, at kommunerne under ét kompenseres for udviklingen i de kommunale udgifter på visse områder, herunder kontanthjælp, revalidering, ledighedsydelse og førtidspension. Kompensationen sker via en regulering af bloktilskuddet.


Den foreslåede ændring indebærer, at udgifter til den særlige uddannelsesydelse og driftsudgifter til finansiering af uddannelse samt udgifterne til befordring for lovforslagets målgruppe vil være omfattet af den kommunale budgetgarantiordning.


Ane Halsboe-Larsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jens Joel (S) Jan Johansen (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Nadeem Farooq (RV) Andreas Steenberg (RV) Eigil Andersen (SF) Jesper Petersen (SF) Ole Sohn (SF) Finn Sørensen (EL) Christian Juhl (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V) Louise Schack Elholm (V) Claus Hjort Frederiksen (V) Jacob Jensen (V) Peter Juel Jensen (V) Inger Støjberg (V) Ulla Tørnæs (V) Fatma Øktem (V) Bent Bøgsted (DF) nfmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Mai Henriksen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 74


Bilagsnr.


Titel


1
Orientering om, at lovforslaget er sendt i høring, fra beskæftigelsesministeren
2
Høringssvar, fra beskæftigelsesministeren
3
Supplerende høringssvar, fra beskæftigelsesministeren
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren
6
Bilaget er taget tilbage
7
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
8
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
9
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
10
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 74


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvor mange personer ministeren forventer vil blive omfattet af uddannelsesordningen for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvor mange personer der vil komme i beskæftigelse som følge af dette lovforslag, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. er taget tilbage
4
Spm. , om det vil være muligt efter lovforslaget at få tilskud til logi, ligesom det er det ved 6 ugers selvvalgt uddannelse, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. , om ministeren kan bekræfte, at loven dækker både uddannelse og opkvalificering, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå