L 73 Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

(Tilskud til inklusion af elever med særlige behov på frie skoler m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 15-11-2012

Fremsættelse: 15-11-2012

Skriftlig fremsættelse (15. november 2012)

20121_l73_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (15. november 2012)

Børne- og undervisningsministeren (Christine Antorini)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) (Tilskud til inklusion af elever med særlige behov på frie skoler m.v.)

(Lovforslag nr. L 73).

Lovforslagets baggrund er den ændring af specialundervisningsbegrebet, som fra skoleåret 2012-13 gælder i folkeskolen, og som finder anvendelse på de frie skoler fra skoleåret 2013-14. Hensigten med lovforslaget er en omlægning af tilskud til frie grundskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler til støtte til elever, som har behov for støtte i mindre end 9 ugentlige undervisningstimer, med henblik på inklusion af disse elever i den almindelige undervisning.


Efter lovforslaget skal frie grundskoler og frie kostskoler fremover give supplerende undervisning og anden faglig støtte til elever, som har behov for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på inklusion i den almindelige undervisning.


Lovforslaget indebærer en midlertidig, toårig omlægning af tilskud til elever på frie grundskoler med støttebehov i mindre end 9 ugentlige undervisningstimer. Omlægningen består af et tilskud pr. skole, en procentvis andel af det hidtidige tilskud til specialundervisning til denne elevgruppe, samt i skoleåret 2014-15 et tilskud pr. elev på skolen.


Med lovforslaget skal staten fremover yde tilskud til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler til inklusion i den almindelige undervisning af elever med støttebehov i mindre end 9 ugentlige undervisningstimer. Tilskuddet ydes med en takst fastsat på de årlige finanslove ud fra antallet af årslever, der deltager i skolens inklusionstilbud.


Til folkehøjskoler og til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler med et samlet særligt undervisningstilbud skal der fortsat ydes tilskud til skolerne til elever, der har behov for støtte i mindre end 9 ugentlige undervisningstimer, efter den hidtidige tilskudsordning for specialundervisning m.v.


Lovforslaget indebærer ikke ændringer i reglerne for tilskud til frie grundskoler og frie kostskoler til støtte til elever, der har behov for støtte i mindst 9 ugentlige undervisningstimer.


Herudover foreslås det at ophæve bestemmelserne om et særskilt tilsyn med historieundervisningen på historieprøvefri efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.