Skriftlig fremsættelse (16. november
2012)
Skatteministeren
(Holger K. Nielsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om afgift af bidraget til
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og
af arbejdsulykkeserstatninger m.v. (Arbejdsskadeafgiftsloven)
(Lovforslag nr. L 68)
Lovforslaget er en udmøntning af en del af
finanslovsaftalen for 2012 mellem regeringen (Socialdemokraterne,
Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten om
et bedre og mere sikkert arbejdsmiljø.
Det foreslås, at afgiften bliver beregnet, dels på
grundlag af de bidrag, som arbejdsgivere indbetaler for
erhvervssygdomssikringen, dels på grundlag af de
arbejdsulykkeserstatninger m.v., som tilkendes af
Arbejdsskadestyrelsen. Afgiften kommer dermed til at omfatte alle
arbejdsskader, dvs. både arbejdsulykker og
erhvervssygdomme.
Efter forslaget skal afgiften opkræves hos
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, som samtidig
forudsættes at søge dækning for afgiften hos
arbejdsgiverne via en forhøjelse af de bidrag, som
arbejdsgiverne allerede i dag indbetaler til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Ved forhøjelsen af bidragene til
erhvervssygdomssikringen bliver afgiften fordelt
forholdsmæssigt på arbejdsgiverne i de branchegrupper,
som afgiften kan henføres til. Denne struktur giver
arbejdsgiverne et vist økonomisk incitament til at mindske
risikoen for erhvervssygdomme og arbejdsulykker for på den
måde at undgå en del af de stigende omkostninger ved
arbejdsskader, som afgiften medfører.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2013.
Lovforslaget er i høring til og med den 16. november
2012 og dermed henover tidspunktet for fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.