Fremsat den 3. oktober 2012 af
økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager)
Forslag
til
Lov om ophævelse af lov om fremme af frit
valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner
§ 1. Lov nr. 253 af 28. marts 2006
om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser
i kommuner ophæves.
§ 2. Loven træder i kraft den
1. januar 2013.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning og baggrund
Regeringen ønsker at ophæve lov nr.
253 af 28. marts 2006 om fremme af frit valg for borgerne ved
levering af serviceydelser i kommuner.
Lov om fremme af frit valg for borgerne ved
levering af serviceydelser i kommuner er efter regeringens
opfattelse udtryk for en uhensigtsmæssig detailstyring af
kommunerne, der skaber unødig bureaukrati.
Lovforslaget om ophævelse af lov om fremme
af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner
er del af regeringens samlede regelforenklingsindsats.
Lovforslaget betyder en afskaffelse af
bestemmelsen om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at vurdere
mulighederne for at udvide eksisterende fritvalgsordninger eller at
indføre frit valg på områder, hvor dette ikke
allerede er sikret. Endvidere bortfalder bestemmelsen om
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere om frit valg
på områder, der ikke er omfattet af sammenlignelig
brugerinformation, og til at informere om, hvor borgerne kan
henvende sig om forhold vedrørende leveringen af en
serviceydelse.
Desuden betyder lovforslaget, at den obligatoriske
ordning for sammenlignelig brugerinformation afskaffes, hvilket
samtidig indebærer en nedlæggelse af it-portalen
brugerinformation.dk.
Efter regeringens opfattelse er det vigtigt, at
kommunalbestyrelsen har et stærkt fokus på borgernes
mulighed for at vælge mellem forskellige servicetilbud. Et
moderne og fleksibelt velfærdssamfund er netop kendetegnet
ved at give borgerne mulighed for at vælge de servicetilbud,
der passer den enkelte bedst muligt. I den forbindelse er det
centralt at sikre et højt informationsniveau for borgerne om
offentlige serviceydelser i relation til frit valg.
Imidlertid er omfattende procesregulering ikke
vejen frem. Den enkelte kommunalbestyrelse skal have flere
frihedsgrader til at tilrettelægge opgaveløsningen
på den måde, der lokalt vurderes at være mest
hensigtsmæssig. Det er med til at understøtte en bedre
lokal ressourceudnyttelse og dermed en bedre service til
borgerne.
Med lovforslaget får kommunalbestyrelsen
større råderum i arbejdet med at fremme frit valg, der
på den måde bedre kan indpasses i de eksisterende
procedurer og arbejdsgange i den enkelte kommune.
Kommunalbestyrelsen får ligeledes i
højere grad mulighed for at selv at tilrettelægge
informationen til borgerne og kommunikere den ad de kanaler, som
kommunen i forvejen anvender, fx egen hjemmeside og borger.dk.
Lovforslaget understøtter således
regeringens ønske om en moderniseringsreform af den
offentlige sektor, hvor regler og kontrol erstattes af tillid og
fokus på resultater. Regeringen ønsker en mere enkel
statslig styring, der giver lokal frihed til at bestemme, hvordan
man bedst tilrettelægger opgaveløsningen.
2. Lovforslagets indhold
Lov nr. 253 af 28. marts 2006 om fremme af frit
valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner
pålægger kommunalbestyrelsen inden for hver valgperiode
at vurdere mulighederne for at udvide frit valg, at informere om
frit valg på de områder, der ikke er omfattet af
sammenlignelig brugerinformation, samt at informere om, hvor
borgeren kan henvende sig om forhold vedrørende leveringen
af en serviceydelse i forbindelse med frit valg. Endvidere stilles
der krav til kommunalbestyrelsen om udarbejdelse af en
tilhørende opfølgningsredegørelse hvert fjerde
år.
Med forslaget om at ophæve lov om fremme af
frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner
sker der således en forenkling af reglerne vedrørende
kommunalbestyrelsens arbejde med at fremme frit valg, hvilket giver
den enkelte kommune en administrativ lettelse og større
handlefrihed i arbejdet.
Den landsdækkende ordning for sammenlignelig
brugerinformation blev indført med lov nr. 253 af 28. marts
2006 om fremme af frit valg for borgerne ved levering af
serviceydelser i kommuner. Brugerinformation.dk åbnede for
offentligheden i februar 2008. De nærmere regler for
sammenlignelig brugerinformation er fastsat i
bekendtgørelsesform. Med vedtagelsen af loven bortfalder i
øvrigt bekendtgørelse nr. 772 af 25. juni 2009 om
sammenlignelig brugerinformation.
Sammenlignelig brugerinformation omfatter
serviceinformation om dagtilbud, folkeskolen og
ældreområdet på såvel kommuneniveau som
institutionsniveau. Ordningen består af en obligatorisk del
og en frivillig del. Fastlæggelsen af informationsparametre i
den sammenlignelige brugerinformation og driften af
brugerinformation.dk sker i et samarbejde mellem Økonomi- og
Indenrigsministeriet og de respektive fagministerier.
Kommunerne er i dag forpligtet til at indtaste og
ajourføre en lang række data i standardiseret form
på de omfattede serviceområder. Der er i stor
udstrækning tale om oplysninger, som også findes
på den enkelte kommunes eller institutions egen
hjemmeside.
For en stor del af informationsparametrene i den
sammenlignelige brugerinformation gælder, at der i anden
lovgivning er fastsat krav om tilsvarende information. Borgerne vil
således fortsat have krav på den pågældende
information, selvom brugerinformation.dk nedlægges. Det
gælder eksempelvis oplysninger om kommunens takster på
dagtilbudsområdet og information om kommunens generelle
serviceniveau for personlig og praktisk hjælp på
ældreområdet.
En del af oplysningerne i sammenlignelig
brugerinformation overføres automatisk fra eksisterende
centrale databaser. Disse oplysninger vil fortsat være
tilgængelige for borgerne i de pågældende
databaser, nemlig karakterdatabasen (Ministeriet for Børn og
Undervisning), Tilbudsportalen (Social- og Integrationsministeriet)
og databasen for kommunale nøgletal (Økonomi- og
Indenrigsministeriet).
Konsekvensen af lovforslaget er, at der ikke
længere findes en samlet portal, hvor borgerne kan finde
sammenlignelige informationer om en række serviceydelser.
Nedlæggelsen af brugerinformation.dk vil således
betyde, at borgerne ikke i samme udstrækning har mulighed for
at få præsenteret sammenlignelige oplysninger på
tværs af kommuner og mellem institutioner nemt og
hurtigt.
Efterspørgslen efter sammenlignelige
brugerinformationer står imidlertid ikke mål med de
omkostninger, der er ved at opretholde en selvstændig
it-portal, som kræver særskilte indtastninger fra
kommunerne. Antal besøgende på brugerinformation.dk
udgør gennemsnitligt kun ca. 17.000 om måneden. Til
sammenligning har it-portalen borger.dk ca. 1 mio. besøgende
i gennemsnit om måneden.
Udover sammenlignelig brugerinformation
offentliggør kommunerne de kommunale kvalitetskontrakter
på brugerinformation.dk. De kommunale kvalitetskontrakter
afskaffes ligeledes som led i regeringens
regelforenklingsindsats.
En afskaffelse af ordningen for sammenlignelig
brugerinformation vil indebære en administrativ lettelse i
kommunerne og give den enkelte kommune større frihed til
selv at tilrettelægge informationen om servicetilbuddene.
Endvidere vil forslaget betyde en statslig besparelse af udgifter
til drift og vedligeholdelse samt løbende udvikling af en
selvstændig it-portal.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Den del af lovforslaget, som omhandler en
afskaffelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at vurdere
mulighederne for at udvide frit valg, at informere om frit valg
udover gennem brugerinformation.dk samt at informere om, hvor
borgerne kan henvende sig om forhold vedrørende leveringen
af en serviceydelse, indebærer et mindre
frigørelsespotentiale. Dette frigørelsespotentiale
indgår i Moderniseringsaftalen 2013, der er en del af aftalen
mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2013.
En ophævelse af ordningen for sammenlignelig
brugerinformation vil have kommunaløkonomiske konsekvenser,
som skal forhandles nærmere med KL.
Den samlede årlige kompensation for
administrative merudgifter til kommunerne i forbindelse med
ordningen for sammenlignelig brugerinformation udgør ca. 3,0
mio. kr. (2012-pl).
Det vurderes, at nedlæggelsen af
brugerinformation.dk vil indebære en årlig besparelse
for staten til drift og vedligeholdelse samt løbende
udvikling af it-portalen på ca. 0,7 mio. kr. (2012-pl).
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.
Private leverandører, der i dag er omfattet
af sammenlignelig brugerinformation, mister dog muligheden for at
præsentere oplysninger om det pågældende
servicetilbud på en sammenlignelig måde.
5. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
8. Hørte myndigheder og
organisationer
Alzheimerforeningen, Børne- og
Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL),
Børnerådet, Børns Vilkår,
Centralorganisationernes FællesUdvalg, Danmarks
Lærerforening, Danske Skoleelever, Danske
Handicaporganisationer, Danske Ældreråd, Det Centrale
Handicapråd, Fag og Arbejde (FOA), Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Institut for
Menneskerettigheder, KL, Kommunale Tjenestemænd og
Overenskomstansatte, Landdistrikternes Fællesråd,
Landsforeningen af forældre til børn i
daginstitutioner (FOLA), Landsforeningen Ældre Sagen,
Offentligt Ansattes Organisationer, Organisationen af Selvejende
Institutioner, Pårørendegruppen for Svage Ældre,
Rådet for Etniske Minoriteter, Skole og Forældre samt
Ældremobiliseringen.
| | | 9. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser | Negative konsekvenser | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | En mindre administrativ lettelse i
kommunerne ved at afskaffe kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
vurdere mulighederne for at udvide frit valg og til at informere
på visse områder i relation til frit valg. Skønnet besparelse på ca. 0,7
mio. kr. årligt i staten og ca. 3,0 mio. kr. i kommunerne ved
nedlæggelse af brugerinformation.dk. | | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen konsekvenser af betydning | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Med bestemmelsen ophæves lov nr. 253 af 28.
marts 2006 om fremme af frit valg for borgerne ved levering af
serviceydelser i kommuner.
Lovforslaget indebærer en ophævelse af
bestemmelsen om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at vurdere
mulighederne for at udvide eksisterende frit-valgsordninger eller
at indføre frit valg på områder, hvor dette ikke
allerede er sikret. Desuden ophæves bestemmelsen om
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at informere om frit valg
på de områder, der ikke er omfattet af sammenlignelig
brugerinformation. Endelig bortfalder bestemmelsen om
kommunalbestyrelsens forpligtelse til i forbindelse med frit valg
at informere om, hvor borgerne kan henvende sig om forhold
vedrørende leveringen af en serviceydelse.
Lovforslaget betyder desuden, at
kommunalbestyrelsen ikke længere er forpligtet til at
udarbejde sammenlignelig brugerinformation om dagtilbud,
folkeskolen samt ældreområdet.
Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de
almindelige bemærkninger under afsnit 1 og 2.
Den borgerrettede del af brugerinformation.dk vil
blive lukket på det tidspunkt, hvor loven træder i
kraft.
Der kan være kommuner, som har et
ønske om at genbruge data, der er indtastet på
brugerinformation.dk. Kommunerne vil derfor få mulighed for
at udtrække data fra administrationsdelen af
brugerinformation.dk i en overgangsperiode frem til 1. marts 2013,
hvorefter denne del af it-portalen også lukkes.
Ophævelsen af lov nr. 253 af 28. marts 2006
om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser
i kommuner vil i relation til de bestemmelser, der omhandler
sammenlignelig brugerinformation, betyde en tilbagevenden til den
retstilstand, der gjaldt før vedtagelsen af denne lov.
For så vidt angår kommunalbestyrelsens
pligt til at vurdere mulighederne for at udvide frit valg,
kommunalbestyrelsens pligt til at informere om frit valg på
områder, der ikke er omfattet af sammenlignelig
brugerinformation, samt kommunalbestyrelsens pligt til i
forbindelse med frit valg at informere om, hvor borgerne kan
henvende sig om forhold vedrørende leveringen af en
serviceydelse, betyder en ophævelse af loven en tilbagevenden
til den retstilstand, der gjaldt før vedtagelsen af lov nr.
1429 af 22. december 2004 om fremme af frit valg for borgerne ved
levering af serviceydelser i kommuner og amtskommuner.
En ophævelse af lov om fremme af frit valg
for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner
indebærer således, at kommunalbestyrelsen selv kan
beslutte inden for lovgivningens rammer i øvrigt, hvorledes
arbejdet med frit valg og information om serviceydelser
tilrettelægges.
Krav i anden lovgivning om frit valg samt om
indhold og form af information til borgerne om serviceydelser vil
fortsat være gældende. Det gælder eksempelvis
krav om information om den enkelte folkeskoles aktuelle
værdigrundlag og pædagogiske udgangspunkt samt
information om kommunens tilsynspolitik for tilbud om
hjemmehjælp.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. januar 2013.