Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2012)
Økonomi- og
indenrigsminister (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ophævelse af lov
om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser
i kommuner
(Lovforslag nr. L 6)
Med lovforslaget ophæves lov nr. 253 af 28. marts 2006
om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser
i kommuner.
Lovforslaget er en del af regeringens samlede
regelforenklingsindsats.
Lovforslaget betyder en afskaffelse af bestemmelsen om
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at vurdere mulighederne for
at udvide eksisterende fritvalgsordninger eller at indføre
frit valg på områder, hvor dette ikke allerede er
sikret. Endvidere bortfalder bestemmelsen om kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at informere om frit valg på områder,
der ikke er omfattet af sammenlignelig brugerinformation, og til at
informere om, hvor borgerne kan henvende sig om forhold
vedrørende leveringen af en serviceydelse.
Desuden betyder lovforslaget, at den obligatoriske ordning for
sammenlignelig brugerinformation afskaffes, hvilket samtidig
indebærer en nedlæggelse af it-portalen
brugerinformation.dk.
Med lovforslaget får kommunalbestyrelsen større
råderum i arbejdet med frit valg, der på den måde
bedre kan indpasses i de eksisterende procedurer og arbejdsgange i
den enkelte kommune.
Kommunalbestyrelsen får ligeledes i højere grad
mulighed for at selv at tilrettelægge information om
serviceydelser til borgerne og kommunikere den ad de kanaler, som
kommunen i forvejen anvender, fx egen hjemmeside og
borger.dk.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.