L 56 Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland.

(Ændring af retskredsene i Grønland m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-11-2012

Skriftlig fremsættelse (7. november 2012)

20121_l56_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. november 2012)

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland (Ændring af retskredsene i Grønland m.v.)

(Lovforslag nr. L 56)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en ændring af den grønlandske retskredsstruktur, så de nuværende 18 retskredse erstattes af 4 nye kredse, som fastlægges med udgangspunkt i de grønlandske kommunegrænser.


Lovforslaget udmønter på dette punkt regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011 og er i overensstemmelse med det grønlandske selvstyres ønsker om den fremtidige retskredsstruktur i Grønland.


Hensigten med at etablere 4 nye storkredse er at skabe de bedst mulige rammer for at kunne rekruttere velkvalificerede, fuldtidsansatte kredsdommere og for at skabe fagligt udviklende miljøer med høj kvalitet i sagsbehandlingen og acceptable sagsbehandlingstider.


Det forudsættes med lovforslaget, at der med henblik på fortsat at sikre borgernes nærhed til retsvæsenet i Grønland opretholdes en række bitingsteder rundt om i Grønland, så retsmøder i konkrete sager efter behov vil kunne afholdes på bitingstederne tættere på de berørte parter.


Den nærmere afgrænsning af de 4 nye retskredse foretages administrativt ved udstedelse af en ny bekendtgørelse om Grønlands inddeling i retskredse. Bekendtgørelsen vil blive sat i kraft samtidig med lovforslaget.


Lovforslaget har endvidere til formål at forlænge den eksisterende overgangsordning med anvendelse af tidligere kredsdommere med yderligere 3 år, idet der er et påtrængende behov for at opretholde ordningen, som udløber med udgangen af 2012. Forslaget følger på dette punkt en anbefaling fra bl.a. Rådet for Grønlands Retsvæsen.


Lovforslaget har været behandlet på Grønlands Landstings efterårssamling 2012. Det grønlandske selvstyre har herefter tilkendegivet, at selvstyret kan tiltræde lovforslaget.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.