Skriftlig fremsættelse (7. november
2012)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsmiljø i Grønland (Begrænsning af
arbejdsgiverens kriminalretlige ansvar og skærpelse af det
kriminalretlige ansvar, indførelse af koordinatoruddannelse
m.v.)
(Lovforslag nr. L 55)
Formålet med lovforslaget er, at
arbejdsmiljøloven for Grønland på udvalgte
områder ajourføres i forhold til den danske
arbejdsmiljølov.
De kriminalretlige regler foreslås ændret på
følgende områder:
• Fordobling
af bøderne i de situationer, hvor en overtrædelse har
resulteret i en ulykke med dødsfald eller alvorlig
personskade.
•
Arbejdsgiverens kriminalretlige ansvar begrænses, når
arbejdsgiveren har gjort alt, hvad der er muligt for at sikre et
sikkert og sundt arbejdsmiljø. I tilknytning hertil
skærpes det kriminalretlige ansvar for ansatte, der
forsætligt eller groft uagtsomt har overtrådt
reglerne.
Det foreslås også, at der indføres en
særlig arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer
på bygge- og anlægsområdet, som vi har i
Danmark.
Herudover indeholder forslaget en klar hjemmel til, at
Arbejdstilsynet kan opkræve gebyr for, at
sikkerhedsrepræsentanter deltager i
arbejdsmiljøuddannelsen, som i Grønland varetages af
Arbejdstilsynet.
Endelig præciseres det, at loven ikke længere
omfatter offshorearbejde, fordi Grønlands Selvstyre har
hjemtaget dette område i slutningen af 2009.
Jeg kan her til slut oplyse, at både Det
Grønlandske Arbejdsmiljøråd og Grønlands
Selvstyre støtter lovforslaget.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.