L 46 Forslag til lov om akutjob og jobpræmie til arbejdsgivere.

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-10-2012

Fremsættelse: 30-10-2012

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 2012)

20121_l46_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (30. oktober 2012)

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om akutjob og jobpræmie til arbejdsgivere

(Lovforslag nr. L 46)

Overgangen til den 2-årige dagpengeperiode, den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden samt de svage konjunkturer betyder, at der i 1. halvår 2013 er risiko for et relativt højt udfald af dagpengesystemet.


Den udfordring, som denne risiko indebærer, er regeringen og arbejdsgivere i den private og offentlige sektor trådt sammen for at løse. Regeringen og arbejdsgiverne har den 24. oktober 2012 indgået en aftale om at tilvejebringe et antal ledige akutjob frem til 1. juli 2013 målrettet dagpengemodtagere, der er i risiko for at opbruge eller opbruger dagpengeretten.


Regeringen er optaget af gennem en massiv og ekstraordinær indsats at give den gruppe ledige, som er udsat for denne særlige risiko, en ekstra mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet og yde deres bidrag til fællesskabet. Der er tale om en ekstraordinær situation med risiko for et relativt højt udfald af dagpengesystemet, og derfor tages ekstraordinære løsninger i brug.


Som led i udmøntningen af aftalen med arbejdsgiverne foreslår regeringen, at arbejdsgivere som en midlertidig ordning kan opslå ledige stillinger som akutjob med mulighed for en økonomisk præmie på op til 25.000 kr. Præmien kan opnås af arbejdsgivere, der opslår og ansætter ledige fra målgruppen i akutjob af en vis varighed og volumen. Ansættelsesforhold kan påbegyndes til og med 1. juli 2013.


Lovforslaget giver endvidere offentlige arbejdsgivere mulighed for at give ledige i målgruppen fortrinsadgang i forbindelse med rekrutteringen til akutjob.


Da der er tale om en situation, der indebærer en risiko for et relativt højt udfald af dagpengesystemet i 1. halvår 2013, er det af afgørende betydning, at nærværende lovforslag behandles hurtigt, så ledige, der er udsat for denne særlige risiko, hurtigst muligt kan få gavn af ordningen. Lovforslaget ønskes derfor hastebehandlet. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.