L 45 Forslag til lov om ændring af lov om Statens Istjeneste.

(Nyordning af Statens Istjeneste og indførelse af beredskab for isbrydning i danske farvande).

Af: Forsvarsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 22-11-2012

Afgivet: 22-11-2012

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 22. november 2012

20121_l45_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 22. november 2012

1. Ændringsforslag

Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1. Forsvarsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2-4.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. oktober 2012 og var til 1. behandling den 2. november 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Forsvarsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring. Den 25. oktober 2012 sendte forsvarsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:


Danmarks Rederiforening, DI/Transport, Danmarks Skibsmæglerforening og Danske Havne,


Danmarks Skibsmæglerforening,


Danske Havne,


Hirtshals Havn og


Hirtshals Havn, Esbjerg Havn, Hanstholm Havn og Thyborøn Havn.


Forsvarsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:


Danmarks Rederiforening, DI/Transport, Danmarks Skibsmæglerforening og Danske Havne.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 15 spørgsmål til forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af forsvarsministeren stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 3 og 4 stillede ændringsforslag. Såfremt det under nr. 1 stillede ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet stemme for det under nr. 2 stillede ændringsforslag.


Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (EL):

1) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af § 5 affattes stk. 3 således:

»Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte beredskaber for isbrydning i visse danske farvande finansieres af staten.«

[Staten overtager finansieringen af isbrydningsberedskabet]

Af forsvarsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

2) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af § 5 indsættes i stk.3, 1. pkt., efter »havne«: »beliggende inden for Skagen«.

[Præcisering af, at de jyske vestkysthavne ikke er omfattet af lovforslaget]

Af forsvarsministeren, tiltrådt af udvalget:

3) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 8 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved chartring af isbrydningsmateriel, jf. stk. 1, er det en betingelse, at operatøren sikrer besætningen på de pågældende fartøjer løn og arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige, end hvad der fremgår af gældende danske kollektive overenskomster.«

[Betingelse om at følge danske løn- og ansættelsesvilkår]

Til § 3

Af forsvarsministeren, tiltrådt af udvalget:

4) Paragraffen affattes således:

Ȥ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.«

[Præcisering af, at Færøerne og Grønland ikke er omfattet af loven]

Bemærkninger

Til nr. 1

Hensigten med ændringsforslaget er, at staten overtager finansieringen af isbrydning i de danske farvande frem for at pålægge godsskibstransporten en belastende udgift. Godsskibstransport er mere miljøvenligt end lastbiltransport på landevejene og bør derfor ikke belastes af en udgift, som landevejstransporten ikke er udsat for. Landevejstransporten afholder således ikke de udgifter, som det offentlige bruger på saltning og vintervedligeholdelse af de danske veje, og Enhedslisten mener, at godsskibstransporten på samme måde ikke skal betale for isbrydning.


Til nr. 2

Det er ikke hensigten med lov om ændring af lov om Statens Istjeneste at stille enkelte havne dårligere end under den nugældende ordning. Havnene langs den jyske vestkyst er i den gældende lovgivning ikke omfattet af bestemmelserne om betaling af isafgift. Da havnene ved den jyske vestkyst har andre geografisk betingede udfordringer, såsom oprensning, undtages de jyske vestkysthavne med ændringsforslaget fortsat fra at bidrage til beredskabet for isbrydning i danske farvande.


Til nr. 3

Ændringsforslaget lægger vægt på, at der ikke sker løndumping, når det offentlige overdrager opgaver til andre aktører. Derfor præciseres det, at kun operatører, der sørger for, at deres besætninger har løn- og arbejdsvilkår, der ikke er mindre gunstige end de danske, kan indchartres til isbrydning i danske farvande. Bestemmelsen tænkes udmøntet således, at operatøren efter anmodning fra forsvarsministeren kan pålægges at indsende dokumentation for, at ovennævnte iagttages.


Til nr. 4

Ændringsforslaget er foranlediget af udtalelser fra de færøske og grønlandske myndigheder. De færøske myndigheder har således præciseret, at der ikke findes anordningshjemmel for at sætte loven i kraft for Færøerne, hvorfor anordningshjemmelen anbefales slettet. De grønlandske myndigheder bemærker, at lovforslaget ikke gælder for Grønland, herunder grønlandske farvande. Det skal bemærkes, at Den Grønlandske Istjeneste ressortmæssigt hører hjemme under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Som følge af udtalelserne fra de færøske og grønlandske myndigheder præciseres det, at loven ikke omfatter Færøerne og Grønland.


Annette Lind (S) nfmd. Bjarne Laustsen (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S) Karin Gaardsted (S) Trine Bramsen (S) Marianne Jelved (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Nadeem Farooq (RV) Ole Sohn (SF) Jonas Dahl (SF) Nikolaj Villumsen (EL) Christian Juhl (EL) Sara Olsvig (IA) Doris Jakobsen (SIU) Gitte Lillelund Bech (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Peter Juel Jensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) fmd. Troels Lund Poulsen (V) Hans Christian Thoning (V) Marie Krarup (DF) Martin Henriksen (DF) Søren Espersen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Villum Christensen (LA) Lene Espersen (KF)

Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 45


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra forsvarsministeren
2
Henvendelse af 28/10-12 fra Hirtshals Havn m.fl.
3
Henvendelse af 31/10-12 fra Danske Havne
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Rapport vedrørende omlægning af Statens Istjeneste
6
Henvendelse af 8/11-12 fra Danmarks Skibsmæglerforening
7
Henvendelse af 9/11-12 fra Danske Havne, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening og DI/Transport
8
1. udkast til betænkning
9
Ændringsforslag fra forsvarsministeren
10
2. udkast til betænkning
11
Henvendelse af 20/11-12 fra Hirtshals Havn
12
Ændringsforslag fra forsvarsministeren


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 45


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/10-12 fra Hirtshals Havn m.fl., til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelsen af 31/10-12 fra Danske Havne, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. , om ministeren kan garantere, at lovforslaget vil medføre, at isbrydning i de danske farvande bliver billigere og kommer til at foregå med den samme driftssikkerhed som hidtil, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. , om ministeren kan garantere, at lovforslaget ikke vil medføre løndumping pga. anvendelse af udenlandsk arbejdskraft på de fartøjer, der kommer til at udføre isbrydning i de danske farvande, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvorfor den mere miljøvenlige skibstrafik skal være med til at betale for isbrydning, når den miljøskadelige lastbiltrafik ikke bidrager til saltning af de danske veje, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. , om ministeren er indstillet på at imødekomme indsigelserne fra vestkysthavnene, således de ikke bliver stillet dårligere end hidtil mht. betalingen for isbrydning i de danske farvande, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om kommentar til henvendelse af 8/11-12 fra Danmarks Skibsmæglerforening, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om kommentar til henvendelsen af 9/11-12 fra Danske Havne, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening og DI/Transport, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. , om ministeren kan bekræfte, at det var en enig bestyrelse fra Danske Havne, der tiltrådte den foreslåede finansieringsmodel i L 45, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. , om ministeren, i forbindelse med udarbejdelse af L 45, aktivt har taget stilling til, at vestkysthavnene fremadrettet skal bidrage til finansieringen af isbrydning, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvor ideen, med at vestkysthavnene fremadrettet skal bidrage til finansieringen, af isbrydning er opstået, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om ministeren forventer, at de 7 øre i afgift pr. ton gods, som havneadministrationerne skal betale, vil blive overført til rederierne, der besejler havnene, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvor mange danske havne der er lige så isfri som vestkysthavnene, der alligevel har bidraget til den tidligere ordning, og hvor meget de har bidraget med, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om kommentar til henvendelse af 20/11-12 fra Hirtshals Havn, til forsvarsministeren, og dennes svar herpå
15
Spm. om forskellene mellem den nuværende finansiering af isberedskabet og den fremtidige, såfremt lovforslaget vedtages, til forsvarsministeren, og dennes svar herpå