L 43 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven.

(Ophævelse af kommunal pligt til at udarbejde en plan for sprogvurdering m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 25-10-2012

Fremsat: 25-10-2012

Fremsat den 25. oktober 2012 af børne- og undervisningsministeren (Christine Antorini)

20121_l43_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 25. oktober 2012 af børne- og undervisningsministeren (Christine Antorini)

Forslag

til

Lov om ændring af dagtilbudsloven

(Ophævelse af kommunal pligt til at udarbejde en plan for sprogvurdering m.v.)

§ 1

I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 668 af 17. juni 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 275 af 5. april 2011 og § 2 i lov nr. 558 af 18. juni 2012, foretages følgende ændring:

1. § 11, stk. 8, ophæves.

Stk. 9 bliver herefter stk. 8.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2013.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og baggrund

2. Gældende ret

3. Lovforslagets indhold

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning og baggrund

Med lovforslaget foreslås kommunerne frigjort fra pligten til at udarbejde og offentliggøre en plan for kommunens mål og rammer for sprogvurdering og sprogstimulering.

Regeringen og KL indgik som led i Aftale om Kommunernes Økonomi for 2013 en moderniseringsaftale. Aftalen indebærer, at regeringen og KL er enige om i fællesskab at frigøre ressourcer i kommunerne svarende til samlet 1½ mia. kr. i 2013 og 2014, og at regeringen såvel som kommunerne hver vil gennemføre initiativer, der frigør i alt 750 mio. kr. frem til 2014. Målet er en modernisering af den kommunale opgaveløsning ved at prioritere kerneopgaverne i den offentlige velfærd samt understøtte en bedre ressourceudnyttelse i opgaveløsningen.

Lovforslaget er et forenklingsinitiativ, der indgår som et led i moderniseringsaftalen og har til formål at frigøre ressourcer i kommunerne. De frigjorte ressourcer forbliver i kommunerne og anvendes til at forbedre den borgernære service i overensstemmelse med de lokale behov.

2. Gældende ret

Efter lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) er kommunerne forpligtet til at foretage en sprogvurdering af børn, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er formodning om, at barnet har behov for sprogstimulering.

Kommunerne er ligeledes forpligtet til at iværksætte sprogstimulering af de børn, hvor sprogvurderingen viser, at barnet har behov for sprogstimulering. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan og i hvilken form den konkrete sprogstimulering skal tilrettelægges. Sprogstimuleringen kan f.eks. indgå som en del af de almindelige aktiviteter, som foregår i dagtilbuddet, men den kan også tilrettelægges i særlige sproggrupper i dagtilbuddet eller lignende.

Efter dagtilbudslovens § 11 er kommunerne ligeledes forpligtet til at foretage en sprogvurdering af de børn, der ikke er optaget i et dagtilbud herunder iværksætte sprogstimulering af de børn, der har behov herfor. Typen og omfanget af sprogstimuleringen afhænger bl.a. af, hvorvidt barnet er tosproget, samt hvorvidt barnets forældre er i beskæftigelse, jf. dagtilbudslovens § 11.

Ifølge § 3 i bekendtgørelse nr. 260 af 31. marts 2009 om undervisning i børnehaveklassen er kommunerne forpligtet til at foretage en sprogvurdering af de børn, der optages i 0. klasse, så undervisningen fra starten kan tage udgangspunkt i det enkelte barns sproglige kompetencer og forudsætninger og princippet om undervisningsdifferentiering.

Kommunernes arbejde med sprogvurdering mv. af børn foregår således både i dagtilbuddene, uden for dagtilbuddene og i indskolingen, ligesom den kan være organiseret og tilrettelagt på forskellige måder.

Efter dagtilbudslovens § 11, stk. 8, skal kommunalbestyrelsen udarbejde og offentliggøre en plan for kommunens mål og rammer for sprogvurdering og sprogstimulering.

Dagtilbudslovens § 11, stk. 8, indebærer, at kommunerne skal udarbejde en plan for kommunens mål og rammer for kommunens samlede arbejde i forhold til børns sproglige udvikling. Formålet med bestemmelsen er dels at tydeliggøre og sikre, at der er sammenhæng i de forskellige indsatser og tiltag og dels at sikre, at der er kontinuitet i kommunens indsats imellem tilbuddene f.eks. fra vuggestue eller dagpleje til børnehave og fra dagtilbud til skole.

For at tilvejebringe sammenlignelighed mellem serviceydelser inden for en kommune og på tværs af kommunegrænser, skabe en generel åbenhed og gennemskuelighed med hensyn til serviceydelser samt styrke den enkelte borgers grundlag for valg af serviceydelser, har kommunen efter bekendtgørelse nr. 772 af 25. juni 2009 om sammenlignelig brugerinformation pligt til at indberette kommunens plan for mål og rammer for arbejdet med sprogvurdering og sprogstimulering til it-portalen 'Sammenlignelig Brugerinformation'(SBI).

3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at ophæve dagtilbudslovens § 11, stk. 8, så kommunalbestyrelsen ikke længere er forpligtet til at udarbejde en plan for kommunens mål og rammer for arbejdet med sprogvurdering og sprogstimulering. Det vil herefter være frivilligt for kommunerne, om de fremadrettet ønsker at udarbejde en plan for mål og rammer for arbejdet med sprogvurdering og sprogstimulering.

Forslaget om ophævelse af § 11, stk. 8, skal bl.a. ses i forhold til, at reglerne om sprogvurdering og sprogstimulering før 1. juli 2010 var placeret i henholdsvis dagtilbudsloven og folkeskoleloven.

Ved lov nr. 630 af 11. juni 2010 om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) og lov om folkeskolen (afbureaukratisering af reglerne om pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger og børnemiljøvurderinger mv.) blev reglerne for sprogvurdering og sprogstimulering af 3-årige børn samlet i dagtilbudsloven.

Samlingen af reglerne havde blandt andet til formål at bidrage til at sikre sammenhæng og kontinuitet i kommunens sproglige indsats for børn i 3-års alderen, hvilket i vid udstrækning også var formålet med § 11, stk. 8.

Kommunalbestyrelsen skal fortsat fastsætte og offentliggøre kommunens mål og rammer for dagtilbud efter dagtilbudslovens § 3, stk. 2, samt udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde, jf. lov om social service § 19, stk. 2.

Parallelt med nærværende lovforslag vil økonomi- og indenrigsministeren fremsætte lovforslag om ophævelse af lov nr. 253 af 28. marts 2006 om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommunerne. Ophævelsen medfører, at it-portalen Sammenlignelig Brugerinformation (SBI) nedlægges.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Ophævelsen af dagtilbudslovens § 11, stk. 8, skønnes at medføre et frigørelsespotentiale på 4,0 mio. kr. Forslaget er forhandlet med de kommunale parter. Forslaget indgår som en del af moderniseringsaftalen, jf. aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2013. Ophævelsen af dagtilbudslovens § 11, stk. 8, skønnes at medføre administrative lettelser for kommunerne, da kommunerne ikke længere skal udforme en plan for mål og rammer med sprogvurdering og sprogstimulering. De frigjorte ressourcer forbliver i kommunerne og anvendes til at forbedre den borgernære service i overensstemmelse med de lokale behov.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: KL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), Daginstitutionernes LandsOrganisation (DLO), Det Centrale Handicapråd, Danske Handicaporganisationer (DH), FOA - Fag og Arbejde, Børnerådet, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Landsforeningen af forældre til børn i dagtilbud (FOLA) og Socialpædagogernes Landsforbund (SL).

10. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/mindre udgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
4,0 mio. kr.
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Lovforslaget skønnes at medføre administrative lettelser for kommunerne.
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 11, stk. 8)

Det foreslås at ophæve dagtilbudslovens § 11, stk. 8, hvorefter kommunalbestyrelsen skal udarbejde og offentliggøre en plan for mål og rammer for kommunens arbejde med sprogvurdering og sprogstimulering.

Ophævelsen af § 11, stk. 8, medfører således, at kommunerne fremadrettet ikke har pligt til at udarbejde og offentliggøre en sådan plan. Det vil således herefter være op til den enkelte kommune selv at beslutte, hvorvidt der er behov for en plan for kommunens arbejde med sprogvurdering og sprogstimulering.

Kommunalbestyrelsen skal fortsat fastsætte og offentliggøre kommunens mål og rammer for dagtilbud efter dagtilbudslovens § 3, stk. 2, samt udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde, jf. lov om social service § 19, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2 og 3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2013.


Bilag 1

Gældende formulering
 
Lovforslaget
 
 
 
 
 
Stk. 8.Kommunalbestyrelsen skal udarbejde og offentliggøre en plan for kommunens mål og rammer for sprogvurdering og sprogstimulering.
 
§ 1
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 668 af 17. juni 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 275 af 5. april 2011 og § 2 i lov nr. 558 af 18. juni 2012, foretages følgende ændring:
1.§ 11, stk. 8, ophæves.
Stk. 9 bliver herefter stk. 8.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2013.