L 4 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister og sundhedsloven.

(Delegation af opgaver vedrørende registrering af indrejse og udstedelse af sundhedskort m.v. i forbindelse med arbejdet i et International Citizen Service, ændring og præcisering af reglerne for bopælsregistrering af børn, ændring af reglerne for videregivelse af oplysninger fra CPR til visse pensions- og forsikringsselskaber m.v.).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 29-11-2012

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 29. november 2012

20121_l4_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 29. november 2012

1. Ændringforslag

Økonomi- og indenrigsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2012 og var til 1. behandling den 26. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og indenrigsministeren sendte den 9. juli 2012 dette udkast til udvalget, jf. KOU alm. del - bilag 155 (2011-12). Den 20. september 2012 sendte økonomi- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget, jf. L 4 - bilag 1.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af økonomi- og indenrigsministeren stillede ændringsforslag.


Socialdemokraternes, Radikale Venstes og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler, at med lovforslaget efterkommes et kommunalt ønske om at få mere fleksible rammer for opgavevaretagelsen i de såkaldte International Citizen Servicer, når det drejer sig om registrering af indrejse og udstedelsen af sundhedskort. Derved skabes bedre betingelser for den service, som kommunerne kan yde udenlandske arbejdstagere til gavn for rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft.


Samtidig er der med lovforslaget givet CPR-loven et serviceeftersyn og foreslået ændringer af de bestemmelser i loven, som ikke er tidssvarende, eller hvor der er forbedringspotentiale.


Det drejer sig bl.a. om reglerne for bopælsregistrering af børn, som med lovforslaget i højere grad bringes i overensstemmelse med forældreansvarslovgivningens regler om bopælsforældre. Tilsvarende foreslås en smidiggørelse af reglerne om videregivelse af oplysninger fra CPR til visse pensions- og forsikringsselskaber, bl.a. således at selskaberne kan få udleveret ubeskyttet navn og adresse på en ægtefælle eller registreret partner til brug for udbetaling af pension eller en forsikringssum elektronisk fra CPR.


Det foreslås også at forhøje de beløb, som kommunerne maksimalt kan opkræve for videregivelse af enkeltoplysninger fra CPR m.v. Beløbene er ikke blevet reguleret siden 1993, og de er ikke længere i alle tilfælde dækkende i forhold til de kommunale omkostninger. Der er hverken efter de gældende regler eller de foreslåede ændringer heraf hjemmel til, at kommunerne kan opkræve mere end de reelle gennemsnitsomkostninger forbundet med behandlingen af en anmodning om udlevering af oplysninger, og der er derfor ikke tale om en skatte- eller afgiftsstigning.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af økonomi- og indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 17 foreslåede ændring af § 44, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 43, stk. 1, og § 45« til: »og §§ 43 og 45«.

[Videregivelse af evt. navne- og adressebeskyttelse]

Af økonomi- og indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget:

2) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 44, stk. 2, ændres »§ 43, stk. 1 « til: »§ 43«.«

[Videregivelse kun til formål, som kommunalbestyrelsen har fastsat]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at der i lovens § 44, stk. 1, 2. pkt., henvises også til lovens § 43, stk. 2.


Ændringsforslaget indebærer således, at der også ved videregivelse af oplysninger om navne og adresser på nuværende og tidligere ægtefæller samt nuværende børn og forældre i medfør af lovens § 43, stk. 2, skal gives oplysning om eventuel navne- og adressebeskyttelse. Dette svarer til ordningen ved videregivelse af navne- og adresseoplysninger i medfør af lovens § 43, stk. 1.


Til nr. 2

Ændringsforslaget indebærer, at der i lovens § 44, stk. 2, henvises også til lovens § 43, stk. 2.


Ændringsforslaget indebærer således, at navne- og adresseoplysninger udleveret i medfør af § 43, stk. 2, - svarende til oplysninger herom udleveret efter § 43, stk. 1 - kun må anvendes til formål, som kommunalbestyrelsen har fastsat.


Simon Kollerup (S) Annette Lind (S) Jan Johansen (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Mette Reissmann (S) Rasmus Prehn (S) Liv Holm Andersen (RV) fmd. Hans Vestager (RV) Nadeem Farooq (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Pernille Vigsø Bagge (SF) Lars Dohn (EL) Rosa Lund (EL) Stine Brix (EL) Erling Bonnesen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Martin Geertsen (V) Jacob Jensen (V) Jan E. Jørgensen (V) Sophie Løhde (V) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Thoning (V) Morten Marinus (DF) Mikkel Dencker (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Leif Mikkelsen (LA) Mike Legarth (KF) nfmd. 

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 4


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra økonomi- og indenrigsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra økonomi- og indenrigsministeren
6
2. udkast til betænkning
7
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 4


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, at kommunerne fremover kan opkræve indtil 75 kr. for udstedelsen af en attestation for en borgers personnummer, jf. CPR-lovens § 3, stk. 4, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, at kommunerne fremover kan opkræve indtil 50 kr. for udlevering af enkeltoplysninger fra CPR til en offentlig myndighed, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at de beløbsreguleringer, der foretages i lovforslaget, udelukkende dækker de reelle kommunale omkostninger forbundet med videregivelsen af de nævnte oplysninger fra CPR, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
4
MFU spm. om øget risiko for dokumentfalskneri af diverse dokumenter, herunder sundhedskort og EU-sygesikringsbevis, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå