Skriftlig fremsættelse (24. oktober
2012)
Ministeren for forskning,
innovation og videregående uddannelser (Morten
Østergaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
forskellige lovbestemmelser om sammenlægning og spaltning af
uddannelsesinstitutioner m.v. og om ophævelse af lov om Det
Informationsvidenskabelige Akademi (Mulighed for
sammenlægning og spaltning af universiteter, uddannelses- og
forskningsinstitutioner m.v.)
(Lovforslag nr. L 36)
Lovforslaget skaber dels en generel hjemmel til
sammenlægninger og spaltninger af universiteter, uddannelses-
eller forskningsinstitutioner, dels harmoniserer lovforslaget
regelsættene i de respektive love, så vilkårene
for sammenlægning og spaltning på Ministeriet for
Forskning, Innovation og Videregående Uddannelsers
ressortområde bliver de samme. Lovforslaget skal ses i
sammenhæng med, at de videregående uddannelser er
samlet i Ministeriet for Forskning, Innovation og
Videregående Uddannelser.
Baggrunden for lovforslaget er ønsket om at skabe
mulighed for, at ministeren for forskning, innovation og
videregående uddannelser kan godkende sammenlægninger
og spaltninger af institutioner på hele Ministeriet for
Forskning, Innovation og Videregående Uddannelsers
ressortområde. Skal der ske sammenlægninger eller
spaltninger med institutioner på andre ministerområder,
skal det som hidtil ske efter drøftelse med vedkommende
minister.
Den foreslåede hjemmel til sammenlægninger og
spaltninger kan kun anvendes, når det sker efter anmodning
fra bestyrelserne for de berørte institutioner. Ministeren
for forskning, innovation og videregående uddannelser skal
fortsat godkende en sådan sammenlægning eller
spaltning. I den forbindelse vil ministeren være
opmærksom på eventuelle politiske forlig og aftaler
på området.
Med den foreslåede ordning overdrages uddannelses- eller
forskningsinstitutionens rettigheder og forpligtelser i forbindelse
med sammenlægning eller spaltning til den nye eller den
fortsættende institution, som dermed bevarer eller overtager
rettigheder og forpligtelser fra de institutioner, der
sammenlægges.
Herudover foretages enkelte mere tekniske ændringer i
universitetsloven.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2013.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.