L 33 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser og lov om Danmarks Evalueringsinstitut og om ophævelse af lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen.

(Ændringer som følge af ny læreruddannelse).

Af: fungerende minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Martin Lidegaard
Udvalg: Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 11-10-2012

Fremsat: 11-10-2012

Fremsat den 11. oktober 2012 af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (Martin Lidegaard, fg.)

20121_l33_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 11. oktober 2012 af ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser (Martin Lidegaard, fg.)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser og lov om Danmarks Evalueringsinstitut og om ophævelse af lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen

(Ændringer som følge af ny læreruddannelse)

§ 1

I lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 882 af 8. august 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 1372 af 28. december 2011 og § 4 i lov nr. 1373 af 28. december 2011, foretages følgende ændringer:

1. I § 26, stk. 1, indsættes efter »ergoterapeut«: », folkeskolelærer«.

2. I § 26 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen godtgør de offentlige og private skoler, der stiller praktikpladser til rådighed for uddannelsen til lærer i folkeskolen, de særlige udgifter, der er forbundet med praktikvirksomheden. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan indgå aftale med KL om takstmæssig betaling for skolernes medvirken.«

3. I § 31 indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan pålægge institutioner, der udbyder uddannelsen til lærer i folkeskolen, at udvikle initiativer og gennemføre aktiviteter, der både regionalt og nationalt sikrer uddannede lærere med relevante undervisningskompetencer i forhold til folkeskolens behov.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«

§ 2

I lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 8. september 2009, som ændret ved § 8 i lov nr. 1373 af 28. december 2011, foretages følgende ændring:

1. I § 49, stk. 4, udgår: »af § 15, stk. 2, i lov nr. 579 af 9. juni 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen«.

§ 3

I lov om Danmarks Evalueringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 15. september 2010, foretages følgende ændringer:

1. I Bilag 1 ophæves nr. 3.

Nr. 4 - 30 bliver herefter nr. 3 - 29.

2. I Bilag 1 ophæves nr. 5 og 6.

Nr. 7 - 30 bliver herefter nr. 5 - 27.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2013.

Stk. 2. Lov nr. 579 af 9. juni 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen ophæves

Stk. 3. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler for studerende, der er begyndt på uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen før den 1. juni 2013 om gennemførelse af uddannelsen.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og formål

Det er regeringens målsætning at læreruddannelsen har et højt fagligt niveau, hvor de færdiguddannedes kompetencer til enhver tid modsvarer folkeskolens behov for fagdækning i alle undervisningsfag. Det forudsætter en styrkelse af de studerendes faglige, pædagogiske og professionsrettede kompetencer, og det indebærer et styrket vidensgrundlag baseret på den nyeste forsknings- og udviklingsbaserede viden om fag, didaktik og pædagogik. Det kræver en uddannelse, der fleksibelt kan forny sig, sådan at der er sammenhæng mellem udviklingen i folkeskolens mål og behov på den ene side og uddannelsen af lærere på den anden side. Der er derfor behov for en dereguleret uddannelse, som har en klar faglig substans, og som samtidig danner en ramme for uddannelsens konkrete indhold og organisering på det enkelte uddannelsessted.

Den gældende lov om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen trådte i kraft den 1. januar 2007. Den blev udmøntet på baggrund af forlig mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

I forbindelse med lovens vedtagelse blev der nedsat en faglig følgegruppe, som skulle vurdere lovens effekt. Følgegruppen har på baggrund af et evalueringsprogram udarbejdet rapporten "Deregulering og internationalisering" (januar 2012) med konklusioner om lovens målopfyldelse og har på den baggrund afgivet en række anbefalinger, som tager udgangspunkt i et grundlæggende behov for deregulering af uddannelsen.

Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og forligspartierne (Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti) har den 1. juni 2012 indgået aftale om en ny læreruddannelse. Dette lovforslag fastlægger den overordnede ramme for den videre udmøntning af denne aftale.

2. Gældende ret

Professionsbacheloruddannelsen til lærer i folkeskolen reguleres ved en uddannelsesbekendtgørelse med hjemmel i lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen. De fleste øvrige professionsbacheloruddannelser reguleres ved hver sin bekendtgørelse med hjemmel i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

3. Lovforslagets indhold

Lovforslaget er fortrinsvis en konsekvens af det grundlæggende princip om deregulering, som aftalen af 1. juni 2012 hviler på. Aftalen indebærer, at regelstyringen af læreruddannelsen foreslås ændret. Med aftalen vil læreruddannelsen fremover blive reguleret ved en uddannelsesbekendtgørelse med hjemmel i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser på linje med de fleste øvrige professionsbacheloruddannelser. Den politiske aftale vil således blive konkret udmøntet i bekendtgørelsen.

Det foreslås derfor, at lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen ophæves.

Som konsekvens heraf videreføres visse bestemmelser i lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen til lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser. Det drejer sig om forpligtelsen til at stille egnede praktikpladser til rådighed og godtgørelse af udgifter i forbindelse med praktikvirksomhed. Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 1 og 2

Lovforslaget indeholder endelig en bemyndigelse for Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser til at pålægge professionshøjskolerne at udvikle og implementere konkrete initiativer, der sikrer den nødvendige forsyning af lærere med relevante undervisningskompetencer i forhold til folkeskolens behov. Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 3.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Forslaget gennemføres uden merudgifter for det offentlige. Det indgår i aftalen af 1. juni 2012, at praktikandelen nedsættes med 6 ECTS-point, og at teoriandelen hæves tilsvarende. Udgiftsneutraliteten for statens tilskud til professionshøjskolerne opnås gennem en takstjustering.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgere

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgere.

7. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Høring

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder, organisationer m.v.:

Akademikernes Centralorganisation, BUPL, Børnerådet, Censorformandskabet for Læreruddannelsen, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Magisterforening, Danske Regioner, Danske Studerendes Fællesråd, Danske Universiteter, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), KL, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lærernes Centralorganisation, Lærerstuderendes Landskreds, Professionshøjskolernes Bestyrelsesforening, Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, Skole og Forældre og Socialpædagogernes Landsforbund.

10. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser eller mindre udgifter
Negative konsekvenser eller merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen aspekter
Ingen aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

(Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser)

Til nr. 1 (§ 26, stk. 1)

Bestemmelsen om offentlige og private skolers forpligtelse til at stille praktikpladser til rådighed for lærerstuderende blev indført ved lov nr. 410 af 6. juni 1991 om uddannelse af lærere i folkeskolen. Denne forpligtelse afløste en ordning med statslige øvelsesskoler, der var praktikskoler for de lærerstuderende.

Forpligtelsen til at stille egnede praktikpladser til rådighed for uddannelsen til folkeskolelærer er fastsat i den gældende § 11, stk. 1, i lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen. Med den foreslåede bestemmelse videreføres den nuværende retstilstand.

Til nr. 2 (§ 26, stk. 3)

Bestemmelsen om godtgørelse af de udgifter, der er forbundet ved praktikvirksomheden, og muligheden for ministeren til at indgå aftale med de daværende kommunale organisationer om takstmæssig betaling for disse udgifter, blev indført ved lov nr. 410 af 6. juni 1991 om uddannelse af lærere i folkeskolen.

Bestemmelse om godtgørelse af udgifterne, der er forbundet med praktikvirksomheden, er fastsat i den gældende § 11, stk. 3, i lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen. Med den foreslåede bestemmelse videreføres den nuværende retstilstand.

Til nr. 3 (§ 31, stk. 2)

Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kunne pålægge en eller flere institutioner, der udbyder læreruddannelsen, at tilrettelægge uddannelsens fagudbud således, at uddannelsen helt eller delvist leder frem mod konkrete kombinationer af undervisningskompetencer hos de færdiguddannede, eller sådan, at muligheden for, at den studerende kan opnå en eller flere konkrete kombinationer af undervisningskompetencer, helt eller delvist begrænses eller udelukkes.

Den foreslåede bestemmelse giver ministeren mulighed for at pålægge institutionerne at tilvejebringe og gennemføre konkrete initiativer, der sikrer, at institutionerne tilrettelægger uddannelsen på en sådan måde, at de færdiguddannedes undervisningskompetencer i videst muligt omfang afspejler folkeskolens behov for undervisningskompetencer.

Bestemmelsen vil kunne bringes i anvendelse både lokalt i forhold til det enkelte udbudssted, regionalt i forhold til flere udbudssteder og nationalt i forhold til det samlede udbud af læreruddannelsen. Ministeren vil kunne pålægge institutionerne at koordinere tilrettelæggelsen og udbuddene.

Bemyndigelsen vil desuden kunne anvendes til at fastsætte regler om professionshøjskolernes tilvejebringelse af en løbende status over udbud, uddannelsens tilrettelæggelse og de studerendes valg af undervisningsfag. Endvidere til fastsættelse af regler om tidsfrister for implementering af de givne pålæg samt om nærmere krav til koordinering og samarbejde mellem professionshøjskolerne.

Til § 2

(Lov om professionshøjskoler)

Ændringen er en konsekvens af ophævelse af lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, jf. lovforslagets § 1.

Til § 3

(Lov om Danmarks Evalueringsinstitut)

Ophævelse af bilag 1, nr. 3 er en konsekvens af ophævelse af lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, jf. lovforslagets § 1.

Ophævelse af bilag 1, nr. 5 og 6 er en konsekvens af ophævelse af de respektive love pr. 1. januar 2012, jf. § 16, stk. 4, nr. 1 og 2, i lov nr. 1373 af 28. december 2011.

Til § 4

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni 2013.

Ikrafttrædelsestidspunktet skal sikre, at iværksættelse af ændringerne af læreruddannelsen kan træde i kraft så hurtigt som muligt med henblik på, at aftalen får virkning for optaget august 2013.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om ophævelse af Lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen er en del af den politiske aftale om læreruddannelsen indgået den 1. juni 2012 mellem regeringen og forligspartierne bag læreruddannelsen. Læreruddannelsen skal fremover reguleres i henhold til Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser i lighed med andre professionsbacheloruddannelser. Målet er bedre sammenhæng og fleksibilitet med henblik på et samlet løft af de videregående uddannelser.

Med den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 kan ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser fastsætte bestemmelseri den kommende bekendtgørelse om læreruddannelsen for studerende, der er begyndt på deres uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen før den 1. juni 2013, om gennemførelse af uddannelsen.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

+++PARALLELTEKST+++
Gældende formulering
§ 26 Statens institutioner, regionsråd, kommunalbestyrelser og private arbejdsgivere, herunder selvejende institutioner, der modtager statstilskud, skal stille praktikpladser til rådighed for uddannelserne til sygeplejerske, jordmoder, radiograf, fysioterapeut, ergoterapeut og pædagog.
Stk. 2....
§ 31 Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser fører tilsyn med uddannelser efter denne lov og vejleder institutionerne om reglerne for den enkelte uddannelse. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan indhente de nødvendige oplysninger om uddannelser, undervisning, studerende, lærere og institutionernes drift i øvrigt til brug for dette tilsyn.
§ 49. Loven træder i kraft den 15. juni 2007, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. …..
Stk. 3. ..…
Stk. 4. Ministeren fastsætter tidspunktet for ophævelsen eller dele heraf af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 17. marts 2006, af § 15, stk. 2, i lov nr. 579 af 9. juni 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen og af § 16 i lov nr. 315 af 19. april 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog. Efter den 15. juni 2007 kan der ikke oprettes nye institutioner efter lovgivningen nævnt i 1. pkt.
Stk. 5. …..
Bilag 1
Love omfattet af § 2, stk. 1, i lov om Danmarks Evalueringsinstitut
1) Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
2) Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
3) Lov om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen.
4) Lov om uddannelse til professionsbachelor som pædagog.
5) Lov om uddannelse til ernærings- og husholdningsøkonom.
6) Lov om uddannelse til håndarbejdslærer.
7) Lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser.
8) Lov om medie- og journalisthøjskolen.
9) Lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser.
10) Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.
11) Lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.
12) Lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
13) Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
14) Lov om uddannelse til studentereksamen (stx) (gymnasieloven).
15) Lov om uddannelse til højere forberedelseseksamen (hf-loven).
16) Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
17) Lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx).
18) Lov om erhvervsuddannelser.
19) Lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.
20) Lov om produktionsskoler.
21) Lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv.
22) Lov om ungdomsskoler.
23) Lov om almen voksenuddannelse.
24) Lov om specialundervisning for voksne.
25) Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).
26) Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven).
27) Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
28) Lov om folkeskolen, for så vidt angår evalueringer, der ikke alene omfatter folkeskolen.
29) Lov om friskoler og private grundskoler m.v.
30) Lov om social service.
 
Lovforslaget
§ 1
I lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 882 af 8. august 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 1372 af 28. december 2011 og § 4 i lov nr. 1373 af 28. december 2011, foretages følgende ændringer:
1. I § 26, stk. 1, indsættes efter »ergoterapeut«: », folkeskolelærer«.
2. I § 26 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen godtgør de offentlige og private skoler, der stiller praktikpladser til rådighed for uddannelsen til lærer i folkeskole, de særlige udgifter, der er forbundet med praktikvirksomheden. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan indgå aftale med KL om takstmæssig betaling for skolernes medvirken.«
3. I § 31 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan pålægge institutioner, der udbyder uddannelsen til lærer i folkeskolen, at udvikle initiativer og gennemføre aktiviteter, der både regionalt og nationalt sikrer uddannede lærere med relevante undervisningskompetencer i forhold til folkeskolens behov.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«
§ 2
I lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 8. september 2009, som ændret ved § 8 i lov nr. 1373 af 28. december 2011, foretages følgende ændring:
1. I § 49, stk. 4, udgår: »af § 15, stk. 2, i lov nr. 579 af 9. juni 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen«.
§ 3
I lov om Danmarks Evalueringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 15. september 2010, foretages følgende ændringer:
1. I Bilag 1 ophæves nr. 3, 5 og 6.
Nr. 4 - 30 bliver herefter nr. 3 - 29.
2. I Bilag 1 ophæves nr. 5 og 6.
Nr. 7 - 30 bliver herefter nr. 5 - 27.
§ 4
Lov nr. 579 af 9. juni 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen ophæves.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2013.
Stk. 2. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan fastsætte regler, som fraviger reglerne i denne lov, for studerende, der er begyndt på uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen før den 1. juni 2013.