Skriftlig fremsættelse (10. oktober
2012)
Erhvervs- og vækstministeren (Ole
Sohn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt
støttede kontrakter (tilbudsloven) og lov om kommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og
kommuners og regioners deltagelse i selskaber. (Lempelse af
annonceringspligten samt styrket mulighed for kommuners og
regioners deltagelse i selskaber)
(Lovforslag nr. L 28)
Lovforslaget er et led i regeringens initiativer til offentlig
regelforenkling og indgår desuden som led i udmøntning
af Aftale om kommunernes økonomi for 2013 og Aftale om
regionernes økonomi for 2013.
Lovforslagets formål er at understøtte en
effektiv anvendelse af offentlige ressourcer ved indgåelse af
offentlige kontrakter.
Lovforslaget indeholder to dele. For det første skal
forslaget mindske ordregiveres administrative byrder ved at fjerne
annonceringspligten for de såkaldte bilag II
B-tjenesteydelser, som bl.a. omfatter social- og sundhedsydelser,
juridiske ydelser, hotel- og restaurationsvirksomhed mv. Der kan
ofte være store transaktionsomkostninger forbundet ved at
foretage en annoncering af kontrakter for disse ydelser, som ikke
altid står i rimeligt forhold til de besparelser, der kan
opnås ved at annoncere kontrakterne, fx fordi der er ganske
få leverandører på markedet, der kan levere, og
dermed er der begrænset konkurrence om ydelserne. Med
forslaget fjernes pligten til at annoncere denne type opgaver, men
det vil fortsat være muligt at vælge at foretage en
annoncering, hvor dette vurderes at være
hensigtsmæssigt. Ordregiver vil samtidig fortsat være
underlagt EUF-traktatens principper om ligebehandling og
gennemsigtighed, hvilket indebærer, at ordregiveren skal
sikre, at en kontrakt, der har klar grænseoverskridende
interesse, udsættes for en passende grad af
offentlighed.
For det andet medfører forslaget, at kommunerne
får friere adgang til at udføre opgaver for en anden
offentlig myndighed, herunder en anden kommune, samt at
grænsen for den andel af omsætningen i selskaber med
kommunal eller regional deltagelse, der må stamme fra salg
til andre end kommuner henholdsvis regioner, øges fra 25
pct. til 50 pct. Dermed forbedres kommunernes og regionernes
mulighed for at deltage i selskaber, da forslaget vil gøre
det muligt for kommuner henholdsvis regioner at deltage i
selskaber, der i en periode på 3 år har en
omsætning, hvor op til 50 pct. stammer fra salg til andre end
kommuner og regioner. Derudover vil ændringerne gøre
det nemmere for en kommune at udføre opgaver for en anden
offentlig myndighed og dermed fremme mulighederne for samarbejde
mellem disse myndigheder.
Lovforslaget ændrer ikke på det overordnede
formål med lov om kommuners udførelse af opgaver for
andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i
selskaber (L 548), og det offentlige skal fortsat ikke bevæge
sig ud på områder, hvor der allerede er et
velfungerende privat marked. Således skal kommunen fortsat
afhænde sine ejerandele i et selskab, hvis
størstedelen af selskabets omsætning stammer fra salg
til andre end kommuner og regioner.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.