Skriftlig fremsættelse (10. oktober
2012)
Erhvervs- og
vækstministeren (Ole Sohn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
VækstFonden (VækstFondens
bestyrelsessammensætning og
kapitalforvalterrolle m.v.)
(Lovforslag nr. L 27)
Vækstfonden spiller en væsentlig rolle i forhold
til at styrke markedet for risikovillig kapital og medfinansiere
vækst og fornyelse i iværksættervirksomheder og
små og mellemstore virksomheder.
Generelt har Vækstfonden over de seneste år
fået en stadig vigtigere rolle ift. gennemførelse af
politiske initiativer og styrkelse af markedet for risikovillig
kapital - ikke mindst i lyset af krisen. Vækstfondens
aktiviteter er udvidet betydeligt med bl.a. styrkelse og udvidelse
af Vækstkautionsordningen og Kom-i-gang-lån og som
sekretariat for Dansk Vækstkapital. Senest har
Vækstfonden som opfølgning på Udviklingspakken,
som et bredt politisk flertal bestående af regeringen
(Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre)
og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative
indgik 2. marts 2012, fået hjemmel til at kunne optage
lån for at kunne tilbyde ansvarlige lån til private
virksomheder.
Det overordnede formål med lovforslaget er at opdatere
og præcisere lov om Vækstfonden, så loven bliver
mere retvisende i forhold til Vækstfondens allerede
eksisterende aktiviteter. Lovforslaget skal også ses i
sammenhæng med regeringsgrundlaget, hvor der står, at
»det skal afdækkes, om der skal ske ændringer i
f.eks. Vækstfondens muligheder for at tilføre
virksomhederne risikovillig kapital.«
Med lovforslaget får Vækstfonden mulighed for at
udføre tjenesteydelser. Vækstfonden vil f.eks. kunne
være kapitalforvalter, i de tilfælde, hvor fonden har
særlige forudsætninger for det, og hvor fonden kan
udføre tjenesteydelsen uden at konkurrere med det
almindelige kommercielle marked. Samtidig fjernes
indstillingsretten til Vækstfondens bestyrelse for Danmarks
Vækstråd og Rådet for Teknologi og Innovation med
henblik på at professionalisere bestyrelsen og forenkle
udpegning af bestyrelsesmedlemmerne. Endelig foretages der en
række ajourføringer af lovteksten, herunder ift.
EU-lovgivning.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.