Betænkning afgivet af Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget den 29. november 2012
1. Ændringsforslag
Erhvervs- og vækstministeren har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. oktober 2012 og var til 1.
behandling den 25. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og
Eksportudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og erhvervs- og
vækstministeren sendte den 27. august 2012 dette udkast til
udvalget, jf. folketingsåret 2011-12, ERU alm. del - bilag
340. Den 10. oktober 2012 sendte erhvervs- og vækstministeren
de indkomne høringssvar og et notat herom til
udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1
skriftlig henvendelse fra SMV Revisorerne.
Erhvervs- og vækstministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til erhvervs- og
vækstministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. §135, stk. 6, affattes
således:
»Stk. 6.
Undtagelsen i stk. 1, 3. pkt., kan ikke anvendes af en virksomhed,
når virksomheden eller den, som har bestemmende indflydelse
over virksomheden, accepterer et bødeforelæg eller som
led i en straffesag dømmes for overtrædelse af
selskabslovgivningen, regnskabslovgivningen eller skatte- og
afgiftslovgivningen. En virksomhed kan ikke anvende undtagelsen i
stk. 1, 3. pkt., når en tilknyttet virksomhed accepterer et
bødeforelæg eller som led i en straffesag
dømmes for overtrædelse af selskabslovgivningen,
regnskabslovgivningen eller skatte- og afgiftslovgivningen. I disse
tilfælde skal virksomhedens årsregnskaber for de
følgende 3 regnskabsår revideres. Erhvervsstyrelsen
kan forlænge den periode, hvor virksomhedens
årsregnskaber skal revideres, med op til 2
regnskabsår.«
[Udvidelse af bestemmelsen som
følge af små holdingselskabers fritagelse for
revision]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der foreslås en tilpasning af årsregnskabslovens
§ 135, stk. 6, så den tager højde for
koncernforhold. Ændringen skal således sikre, at
fritagelse for revisionspligt ikke kan vælges i alle de
tilfælde, hvor fysiske eller juridiske personer, der har
bestemmende indflydelse på virksomheden, har overtrådt
relevant lovgivning.
Da den oprindelige bestemmelse om fritagelse for
revisionspligt i årsregnskabslovens § 135, stk. 6, blev
indsat i 2006, kunne holdingvirksomheder ikke fravælge
revision. Derfor tager bestemmelsen ikke højde for
koncernforhold.
Den foreslåede bestemmelse udvider rækkevidden af
bestemmelsen, så begrænsningen i adgangen til at
fravælge revision også gælder, hvis
holdingvirksomheden eller den, som direkte eller indirekte har
bestemmende indflydelse over virksomheden, accepterer et
bødeforelæg eller som led i en straffesag
dømmes for overtrædelse af den relevante lovgivning
(selskabs- og regnskabslovgivningen eller skatte- og
afgiftslovgivningen). Med den foreslåede bestemmelse
begrænses holdingvirksomhedens mulighed for at fravælge
revision i alle de tilfælde, hvor den, der har bestemmende
indflydelse over virksomheden, har accepteret et
bødeforelæg. Dette gælder, uanset om den
bestemmende indflydelse sker gennem en eller flere andre
virksomheder.
Endvidere kan en virksomhed, herunder en holdingvirksomhed,
ikke fravælge revision, hvis en tilknyttet virksomhed
accepterer et bødeforelæg eller som led i en
straffesag dømmes for overtrædelse af den relevante
lovgivning. Begrebet »tilknyttet virksomhed« er
defineret i årsregnskabslovens bilag 1, afsnit B 6. En
tilknyttet virksomhed er virksomhedens dattervirksomhed, dens
modervirksomhed og dennes dattervirksomheder.
Dette betyder f.eks., at hvis én virksomhed i en
koncern på grund af lovovertrædelser ikke får
mulighed for at fravælge revision, vil denne
begrænsning omfatte den samlede koncern.
Benny Engelbrecht (S) Julie
Skovsby (S) Jan Johansen (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted
(S) fmd. Trine Bramsen (S) Simon
Kollerup (S) Andreas Steenberg (RV) Nadeem Farooq (RV) Camilla
Hersom (RV) Hans Vestager (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Steen Gade (SF) Frank Aaen (EL) Henning Hyllested (EL) Kim Andersen
(V) Michael Aastrup Jensen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V)
nfmd. Preben Bang Henriksen (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Mads Rørvig (V) Hans Christian
Schmidt (V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF)
Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim
Christiansen (DF) Ole Birk Olesen (LA) Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 26
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra erhvervs- og vækstministeren |
2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
3 | Kopi til orientering af henvendelse af
7/11-12 til erhvervs- og vækstministeren, fra SMV
Revisorerne |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | Ændringsforslag, fra erhvervs- og
vækstministeren |
6 | 2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 26
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. , om lovforslaget indebærer, at
holdingselskaber ikke kan fravælge revision, hvis den
ultimative ejer eller et selskab i koncernen er dømt eller
har vedtaget bødeforlæg for en strafbar handling, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om kommentar til henvendelse af
7/11-12 fra SMV Revisorerne, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå |