L 24 Forslag til lov om ændring af museumsloven.

(Udvikling af museumsområdet m.v.).

Af: Kulturminister Uffe Elbæk (RV)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 14-12-2012

Afgivet: 14-12-2012

Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 14. december 2012

20121_l24_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 14. december 2012

1. Ændringsforslag

Kulturministeren har stillet 3 ændringsforslag.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. oktober 2012 og var til 1. behandling den 25. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og kulturministeren sendte den 28. juni 2012 dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2011-12) KUU alm. del - bilag 214. Den 28. september 2012 sendte kulturministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:


Danmarks Tekniske Museum,


Helsingør Kommune og


Holstebro Kommune.


Kulturministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 21 spørgsmål til kulturministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Politisk aftale

Der er indgået en aftale mellem kulturministeren og samtlige partier i Folketinget, som er optrykt som bilag 2 til betænkningen.


4. Indstilling

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af kulturministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 11, stk. 2, indsættes efter »genstande«: », kunstværker og anden dokumentation«.«

[Konsekvensrettelse som følge af forslaget om bl.a. præcisering af og betegnelse for de genstandstyper, som museerne benytter i dag]

Af kulturministeren, tiltrådt af udvalget:

2) I den under nr. 8 foreslåede § 13 a indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Kulturministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 3, for så vidt angår museer med forhøjet statsligt tilskud.«

[Dispensationsadgang til at fravige hovedreglen om, at statsligt driftstilskud forudsætter, at museets ikkestatslige tilskud skal udgøre det minimumsbeløb, der årligt fastsættes på finansloven]

Af kulturministeren, tiltrådt af udvalget:

3) Efter nr. 12 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 14, stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 8, indsættes efter »genstande«: », kunstværker og anden dokumentation«.«

[Konsekvensrettelse som følge af forslaget om bl.a. præcisering af og betegnelse for de genstandstyper, som museerne benytter i dag]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en ajourføring af den gældende bestemmelse med henblik på at præcisere og betegne de genstandstyper, som benyttes af museerne i dag, og som de statslige museer under Kulturministeriet - efter godkendelse af kulturministeren - kan udskille fra samlingerne. Ændringsforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets ændring af museumslovens § 11, stk. 1, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 39, hvor der er foretaget en tilsvarende præcisering af genstandstyper.


Til nr. 2

Bestemmelsen skal give mulighed for, at kulturministeren kan fravige bestemmelsen i museumslovens § 13 a, stk. 3, om, at statsligt driftstilskud efter stk. 1 forudsætter, at museets ikkestatslige tilskud skal udgøre det minimumsbeløb, der årligt fastsættes på finansloven.


Museumsudredningen anbefaler, at alle statsanerkendte museer fremover bør have et tilskudsgrundlag på minimum 3 mio. kr. En forhøjelse af minimumskravet til ikkestatsligt tilskud kombineret med en forhøjelse af det statslige driftstilskud skal sikre dette.


Dette kan imidlertid have negative konsekvenser for en række museer, der i dag modtager tilskud efter museumslovens § 16, stk. 1, og således har et højt statsligt tilskud, men som ikke nødvendigvis har et tilstrækkeligt ikkestatsligt tilskud. Hertil kommer de § 16-museer, hvis statslige tilskud ikke tidligere har været betinget af et ikkestatsligt tilskud (det vil sige museer, der hidtil alene har modtaget tilskud efter museumslovens § 16, stk. 1). Disse museer kan således få problemer i forhold til det nye minimumskrav.


Det er hensigten med det foreliggende ændringsforslag til lovforslaget, at de hidtidige § 16-museer skal kunne opnå dispensation fra minimumskravet til ikkestatsligt tilskud, såfremt de i kraft af deres statslige tilskud alligevel er økonomisk bæredygtige. Det vil sige, at museets statslige og ikkestatslige tilskud tilsammen udgør minimum 3 mio. kr.


Den i lovforslaget foreslåede ændring af tilskudsbestemmelserne har også betydning for museer, der modtager forhøjet statstilskud som følge af tidligere amtslige tilskud. Dette tilskud har hidtil indgået i det ikkestatslige tilskudsgrundlag, hvilket ikke længere bliver muligt efter den nye tilskudsstruktur. Dette betyder, at en række museer kan få problemer med at leve op til det forhøjede minimumskrav, selv om de i kraft af deres statstilskud er økonomisk bæredygtige.


Det er bl.a. på den baggrund tillige hensigten med det foreliggende ændringsforslag til lovforslaget, at hidtidige § 15-museer også skal kunne opnå dispensation fra minimumskravet til ikkestatsligt tilskud, såfremt de i kraft af deres statslige tilskud alligevel er økonomisk bæredygtige. Det vil sige, at museets statslige og ikkestatslige tilskud tilsammen udgør minimum 3 mio. kr.


Dispensation kan gives for 3 år ad gangen. Der forudsættes dog ikke en øvre grænse for, hvor mange gange et givet museum kan opnå dispensation.


Der vil ikke kunne gives dispensation til museer, der efter lovens ikrafttræden falder under minimumsgrænsen for ikkestatsligt tilskud på grund af bortfald af kommunale tilskud.


Det skal understreges, at ophævelsen af museumslovens §§ 15 og 16 ikke har betydning for museernes ansvarsområder, opgaver eller tilskud. Lovforslaget skal understøtte en udvikling af den eksisterende praksis, hvorefter museernes ansvarsområder løbende bliver afstemt og koordineret. Der vil fortsat være statsanerkendte museer med landsdækkende og specialiserede opgaver. Endelig vil alle statsanerkendte museer i udgangspunktet opretholde mindst det eksisterende niveau for det statslige driftstilskud.


Til nr. 3

Der er tale om en ajourføring af den gældende bestemmelse med henblik på at præcisere og betegne de genstandstyper, der benyttes af museerne i dag, og som de statsanerkendte museer - efter godkendelse af kulturministeren - kan udskille fra samlingerne. Ændringsforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets ændring af museumslovens § 11, stk. 1, § 14, stk. 1, nr. 10, og § 39, hvor der er foretaget en tilsvarende præcisering af genstandstyper.


Flemming Møller Mortensen (S) fmd. Jan Johansen (S) Benny Engelbrecht (S) Leif Lahn Jensen (S) Troels Ravn (S) Mogens Jensen (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Marlene Borst Hansen (RV) Lone Loklindt (RV) Linda Kristiansen (RV) Pernille Vigsø Bagge (SF) Ole Sohn (SF) Jonas Dahl (SF) Rosa Lund (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Kim Andersen (V) Martin Geertsen (V) nfmd. Eva Kjer Hansen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Ellen Trane Nørby (V) Eyvind Vesselbo (V) Alex Ahrendtsen (DF) Morten Marinus (DF) Karin Nødgaard (DF) Pia Kjærsgaard (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Lars Barfoed (KF) Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 24


Bilagsnr.


Titel


1
Høringsnotat og høringssvar, fra kulturministeren
2
Redegørelse i forlængelse af svar på KUU alm. del - spm. 151-237 (2011-12) om statsanerkendte museer, fra kulturministeren
3
Henvendelse af 22/10-12 fra Helsingør Kommune
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
ULØ alm. del - svar på spm. 4, fra kulturministeren
6
Henvendelse af 22/11-12 fra Danmarks Tekniske Museum
7
Notat om forskningsmidler på museumsområdet, fra kulturministeren
8
Ændringsforslag, fra kulturministeren
9
1. udkast til betænkning
10
Notat om forskerkvalifikationer hos museernes medarbejdere, fra kulturministeren
11
Beslutningsreferat fra møde den 22/11-12 i Kulturministeriet om museumsloven, fra kulturministeren
12
2. udkast til betænkning
13
Henvendelse af 5/12-12 fra Holstebro Kommune
14
3. udkast til betænkning
15
Stemmeaftale, fra kulturministeren


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 24


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelsen af 22/10-12 fra Helsingør Kommune, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
2
MFU spm. om lovforslagets konsekvenser for vilkårene for og udviklingen i landdistrikter og på øerne, til ministeren for by, bolig og landdistrikter og til kulturministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvilke konsekvenser de ændrede krav til museumsledernes kompetencer vil få i forhold til sammensætningen af museernes bestyrelser, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvor mange og hvilke museer der konkret får problemer med at leve op til de nye foreslåede tilskudsregler, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvad kravet om ph.d.-niveau betyder i praksis, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om de faglige råds rådgivningsrolle, og om de får en indstillingsret til Kulturstyrelsen fremover, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvilke konsekvenser det får for den fremtidige konservering af museumsgenstande, når det særlige tilskud til konserveringscentrene fjernes, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om ophævelse af § 16 i lovforslaget, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om uddannelsen mag.art. kan betragtes som værende på ph.d.-niveau, og om det derfor bør nævnes eksplicit i lovbemærkningerne, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om at udvide antallet medlemmer i Kulturministeriets Forskningsudvalg, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
14
Spørgsmål om, hvorfor lovforslaget ikke indeholder et krav om, at der skal være en repræsentant for de lokale tilskudsgivende myndigheder i bestyrelsen, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om, hvorfor lovforslaget fjerner forbuddet mod, at bestyrelsen kan være selvsupplerende, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om holdning til at opgive ph.d.-kravet, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om at se bort fra kravet om, at museernes kommunale og ikke-offentlige tilskud tilsammen skal være minimum 2 mio. kr. for at udløse grundtilskuddet fra staten, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om kommentar til henvendelsen af 22/11-12 fra Danmarks Tekniske Museum, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om at tage initiativ til en undersøgelse af, hvorvidt der kan udvikles en anden model som alternativ til den i lovforslagets bemærkninger beskrevne for samling af puljer til tilskud for udvikling af museumsområdet, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvorledes ministeren fortolker en passus i bemærkningerne til lovforslaget om Kulturstyrelsen, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om kommentar til henvendelsen af 5/12-12 fra Holstebro Kommune, til kulturministeren, og ministerens svar herpå


Bilag 2

Politisk aftale

Den politiske aftale er optrykt efter ønske fra udvalget.


STEMMETAFTALE


14. december 2012


Til Folketingets Kulturudvalg


Stemmeaftale vedrørende forslag til lov om ændring af museumsloven


Aftalens parter er kulturministeren og Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Aftalen har status af en stemmeaftale.


Der er enighed mellem aftalens parter om at indstille, at forslaget til ændring af museumsloven (L 24) vedtages med de af kulturministeren fremsatte ændringer med følgende præciseringer:


1. Kulturministeriet vil sikre, at ingen museer afskæres fra muligheden for at søge forskningsmidler ved at lave en deling af puljen, så en del af midlerne fordeles af Kulturministeriets Forskningsudvalg og en del af puljen som hidtil fordeles af Kulturstyrelsen efter indstilling fra styrelsens faglige råd. I de første år vil en del af midlerne desuden være reserveret til forskerbedømmelser af museernes medarbejdere.


Kulturministeriet foretager som udgangspunkt for delingen en nærmere undersøgelse af museernes muligheder for at opfylde krav, der svarer til ph.d.-niveau i forbindelse med ansøgning om forskningsmidler. Undersøgelsen færdiggøres medio 2013. Undersøgelsen danner efter en drøftelse mellem aftalens parter grundlag for fordelingen af midlerne i 2014. Udviklingen i museernes mulighed for at opfylde krav, der svarer til ph.d.-niveau, vil løbende blive fulgt i aftalekredsen med henblik på justering af fordelingen af midlerne.


Der lægges desuden vægt, at systemet er ubureaukratisk for museerne, og at bedømmelserne gennemføres efter de almindelige regler for forskningsbedømmelser.


2. Kulturministeriet foretager en evaluering af det forhøjede minimumskrav til ikke-statsligt tilskud, som efterfølgende drøftes mellem aftalens parter med henblik på evt. at indføre etablere en dispensationsordning. Dette skal ske forud for udløbet af den treårige overgangsordning for forhøjelsens ikrafttræden.


3. Kulturministeriet undersøger, hvorledes bestyrelser hensigtsmæssigt kan indføres på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, og fremlægger på den baggrund lovforslag i efteråret 2013. Kulturministeriet undersøger tillige, hvorledes bestyrelser hensigtsmæssigt kan indføres på de øvrige statslige museer under Kulturministeriet, der ikke direkte er benævnt i museumsloven. Bestyrelsesspørgsmålet drøftes på baggrund af Kulturministeriets undersøgelse i aftalekredsen.


4. Kulturministeriet vil påse, at omlægningen af tidligere amtslige tilskud til konserveringscentrene til direkte tilskud til museerne ikke betyder en nedprioritering af konserveringsindsatsen. Dette vil ske gennem en skærpet opmærksomhed på området i kvalitetsvurderingerne af de statsanerkendte museer. Omlægningen sker over en treårig periode fra lovens ikrafttræden.


5. Kulturministeriet vil fortsat arbejde for, at de statsanerkendte museer med landsdækkende specialer fastholder og udvikler deres bidrag til det samlede museumsvæsen. Det understreges i den forbindelse, at der ikke sker nogen økonomisk nedprioritering af disse museer, og at de ikke afgiver ansvarsområder til de statslige museer som følge af ændringerne i museumsloven. Det understreges endvidere, at der fortsat vil kunne godkendes museer med nye landsdækkende ansvarsområder og at der er hjemmel til at forøge de relevante museers bevillinger i forbindelse hermed.


6. Kulturministeriet vil i fastlæggelsen af de statsanerkendte museers tilskud efter de nye tilskudsregler videreføre museernes eksisterende tilskud, således at tilskudsniveauet fastholdes i forbindelse med overgangen til ny tilskudsordning. Det skal bemærkes, at dette aftalepunkt må tage forbehold for den samlede afsatte bevilling til de statsanerkendte museer på fremtidige finanslove og for at museerne lever op til museumslovens øvrige krav.


7. Kulturministeriet vil udarbejde en vejledning vedrørende ansøgning om statsanerkendelse, der præciserer kriterierne for vurderingen af ansøgninger og fastslår, at indstilling om statsanerkendelse afgives af et sagkyndigt udvalg. Aftalepartierne er enige om, at såvel vejledningen som statsanerkendelsesproceduren i sin helhed skal sikre størst mulig objektivitet og gennemsigtighed i tildelingen af nye statsanerkendelser.


8. Aftalepartierne vil primo 2015 drøfte opfølgningen på museumsudredningens anbefalinger om klare og skærpede konsekvenser af kvalitetsvurderingerne samt spørgsmålet om tildeling af statsanerkendelse og opretholdelse af statsanerkendelse. Aftalepartierne noterer sig i den forbindelse også rigsrevisionens konklusioner om kvalitetsvurderingerne af de statsanerkendte museer.


9. Aftalepartierne indkaldes til et møde, hvor de bekendtgørelser, der følger af L 24 endeligt aftales, således at de stemmer overens med stemmeaftalen.